der endnu ikke havde naaet Riddertitlen, siden denne Tid, i Lighed med hvad der var Skik og Brug udenlands, kaldtes i latinske Breve armigeri, hvoraf man maa slutte, at de paa Norsk kaldtes „aa Vaaben“, Væbnere (á vápn, paa Engelsk Esquire]], Squire)[1] – der har maaskee endog været truffet en udtrykkelig Bestemmelse ogsaa herom ved det samme Møde, om hvis Forhandlinger vi desværre ikke have nogen udførlig Beretning –, og man erfarer ligeledes af Diplomer, at saadanne „Væbneres“ Koner i det mindste senere tituleredes „Hustru (d. e. Huusfrue) N. N.“, hvilket igjen ganske svarer til det engelske mistress. At man saaledes nærmest har haft den engelske (eller skotske) Rangorden eller Titulatur for Øje, og søgt at tillempe den paa de norske Forhold, er vist, og man kunde derfor lettelig ved første Betragtning antage det hele kun for en Bestræbelse, udgaaet enten fra Kong Magnus selv, der tydeligt kan sees at have yndet Pragt, Stads og Hofceremoniell, eller fra forfængelige Hofmænd, efter at faa Hofvæsenet og Titulaturen indrettet efter fremmede Hoffers Sædvane. Men betragter man Sagen selv og de daværende Forhold tydeligere, saa ville vi see, at den faar en langt dybere Betydning. Vi have allerede gjort opmerksom paa, at begge Compositionerne mellem Kongen og Erkebiskoppen, ved at udelade den i tidligere Concordater opstillede Bestemmelse om Biskoppernes og „vise Mænds“ Samtykke til Lovsforandringer, antydede at fuldstændige Rigsmøder herefter kunde være overflødige, og at Kongen saaledes kunde bestemme, hvad han fandt for godt, efter kun at have hørt sine saakaldte „højere Raadgiveres“, det vil sige Lendermændenes og Prælaternes, Mening. Vi have endog seet, hvorledes dette selvsamme Møde i Tunsberg, hvorved den endelige Composition sluttedes, og de her nævnte Titulatur-Forandringer gjordes, saa at sige var det første Møde af dette engere eller mere exclusive Slags, idet kun Prælaterne (hvortil ogsaa Capitel-Fuldmægtigerne maa regnes) og Lendermændene vare tilstede. Men herved havde man saaledes allerede et virkeligt Parliamentum af det Slags, som paa denne Tid var brugeligt i England, nemlig hvor Rigets Baroner tilligemed Prælaterne dannede Folke-Repræsentationen, og i Raadslagning med Kongen afgjorde Lovsforandringer og andre vigtige Beslutninger. Det er bekjendt, hvorledes Englands parliamentariske Forfatning netop udviklede sig i de urolige Tider lige fra Aaret 1215, da Baronerne rejste sig med saadan Vælde imod Kong Johan, og under Kong Henrik
- ↑ Om Benævnelse „á vápn“ allerede denne Tid brugtes om Hirdmændene, eller kun anvendtes om Officiererne i Borgund (s. o. S. 445) er uvist; senere brugtes den, det er vist; saaledes kaldes den nys nævnte Erlend Philipssøn til Losne ofte i latinske Breve „armiger“, i norske á vápn, medens Islændingerne kalde ham „Bonde“.
