Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/606

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
592
Magnus Haakonsſøn.


der endnu ikke havde naaet Riddertitlen, ſiden denne Tid, i Lighed med hvad der var Skik og Brug udenlands, kaldtes i latinſke Breve armigeri, hvoraf man maa ſlutte, at de paa Norſk kaldtes „aa Vaaben“, Væbnere (á vápn, paa Engelſk Esquire]], Squire)[1] — der har maaſkee endog været truffet en udtrykkelig Beſtemmelſe ogſaa herom ved det ſamme Møde, om hvis Forhandlinger vi desværre ikke have nogen udførlig Beretning —, og man erfarer ligeledes af Diplomer, at ſaadanne „Væbneres“ Koner i det mindſte ſenere tituleredes „Huſtru (d. e. Huusfrue) N. N.“, hvilket igjen ganſke ſvarer til det engelſke mistress. At man ſaaledes nærmeſt har haft den engelſke (eller ſkotſke) Rangorden eller Titulatur for Øje, og ſøgt at tillempe den paa de norſke Forhold, er viſt, og man kunde derfor lettelig ved førſte Betragtning antage det hele kun for en Beſtræbelſe, udgaaet enten fra Kong Magnus ſelv, der tydeligt kan ſees at have yndet Pragt, Stads og Hofceremoniell, eller fra forfængelige Hofmænd, efter at faa Hofvæſenet og Titulaturen indrettet efter fremmede Hoffers Sædvane. Men betragter man Sagen ſelv og de daværende Forhold tydeligere, ſaa ville vi ſee, at den faar en langt dybere Betydning. Vi have allerede gjort opmerkſom paa, at begge Compoſitionerne mellem Kongen og Erkebiſkoppen, ved at udelade den i tidligere Concordater opſtillede Beſtemmelſe om Biſkoppernes og „viſe Mænds“ Samtykke til Lovsforandringer, antydede at fuldſtændige Rigsmøder herefter kunde være overflødige, og at Kongen ſaaledes kunde beſtemme, hvad han fandt for godt, efter kun at have hørt ſine ſaakaldte „højere Raadgiveres“, det vil ſige Lendermændenes og Prælaternes, Mening. Vi have endog ſeet, hvorledes dette ſelvſamme Møde i Tunsberg, hvorved den endelige Compoſition ſluttedes, og de her nævnte Titulatur-Forandringer gjordes, ſaa at ſige var det førſte Møde af dette engere eller mere excluſive Slags, idet kun Prælaterne (hvortil ogſaa Capitel-Fuldmægtigerne maa regnes) og Lendermændene vare tilſtede. Men herved havde man ſaaledes allerede et virkeligt Parliamentum af det Slags, ſom paa denne Tid var brugeligt i England, nemlig hvor Rigets Baroner tilligemed Prælaterne dannede Folke-Repræſentationen, og i Raadſlagning med Kongen afgjorde Lovsforandringer og andre vigtige Beſlutninger. Det er bekjendt, hvorledes Englands parliamentariſke Forfatning netop udviklede ſig i de urolige Tider lige fra Aaret 1215, da Baronerne rejſte ſig med ſaadan Vælde imod Kong Johan, og under Kong Henrik

  1. Om Benævnelſe „á vápn“ allerede denne Tid brugtes om Hirdmændene, eller kun anvendtes om Officiererne i Borgund (ſ. o. S. 445) er uviſt; ſenere brugtes den, det er viſt; ſaaledes kaldes den nys nævnte Erlend Philipsſøn til Losne ofte i latinſke Breve „armiger“, i norſke á vápn, medens Islændingerne kalde ham „Bonde“.