Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/604

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
590
Magnus Haakonsſøn.


der ſenere udgaves af Haakon Magnusſøn, om Frihed for Leding af de haandgangne Mænds Aabøler (d. e. paaboende Gaarde), hvilken de vilde ſtrække videre, end Fritagelſen berettigede dem til, d. e. videre end hvad der ſvarede til tre eller to Nev. Vi ſee ogſaa af Compoſitionen, at Friheden ogſaa har ſtrakt ſig til andre Byrder, ſom Skibsdræt, m. m., ligeſom det ovenfor paapegede Sted i den nye Bylov viſer, at Preſter og haandgangne Mænd af den Aarſag enten allerede fordrede, eller antoges at ville fordre Fritagelſe for at opfylde de ſædvanlige Pligter, der paalaa Huusejerne i Byer med Henſyn til Gaders og Bryggers Vedligeholdelſe. Her ſee vi derfor Begyndelſen til Sædegaards-Friheden, hvilken jo ikke er andet end Skatte- og Tynge-Frihed for de Gaarde, paa hvilke den ſaaledes Begunſtigede har ſit Aaſæde (Aabøle), og hvis Lendermands- eller Hirdmands-Værdigheden havde været arvelig, ſaa vilde med det ſamme en arvelig Frelſeſtand eller Adelſtand have været oprettet, thi den blotte Fødſel og Arveret til Aabølet vilde da have været tilſtrækkelige til at gjøre Gaarden ſkattefri; nu udfordredes dertil en ſærſkilt Optagelſe i de haandgangne Mænds Tal. Men en perſonlig Frelſeſtand kan dog under alle Omſtændigheder derved ſiges at være grundlagt, og da vi vide, at det næſten faldt af ſig ſelv, at en Lendermands Søn blev Lendermand, eller haandgangne Mænds Sønner ligeledes lode ſig optage i Hirden, var den virkelige Tingenes Orden ikke ſtort anderledes, end om en arvelig Frelſeſtand allerede fandtes, hvor meget endog Benævnelſen „Bonde“ endnu længe, i det mindſte af Islændingerne, plejede at anvendes om de haandgangne Mænd, der ej havde opnaaet de højere Hoftitler[1]. Den norſke højere Krigerſtand ſtræbede her til ſamme Maal, og nærede ſamme Følelſer, ſom deres Standsbrødre i det øvrige Europa, iſær Nabolandene Danmark, Sverige og England, og fornemmelig ſynes dette ſidſte Land, hvis nordmanniſke Indretninger frembøde ſaa mange Analogier med Norges, at have foreſvævet de norſke Herrer ſom Mønſter. Ved det ſamme Høvdingemøde, paa hvilket Compoſitionen ſluttedes, gjorde man et ſtort Skridt videre i dette Henſeende, idet der endog ſkede en ſtor Forandring i de højere Hird-Embedsmænds eller de ſaakaldte Hirdſtjorers Titulatur. Kongen, ſiges der, gav ſine Lendermænd, Stallarer og Skutilſveiner den Ret, at de herefter af alle ſkulde tituleres Herre, ſamt at Lendermændene herefter ſkulde hede Baroner, og Skutilſveinerne Riddere[2]. Allerede længere

  1. Se f. Ex. Annalerne ved 1407 og 1410, hvor baade Erlend Philipsſøn og Haakon Sigurdsſøn kaldes „Bonde“.
  2. Saaledes lyder den udførligſte Beretning herom, i den ſaakaldte Lagmands-Annal, ſe Isl. Annaler udg. 1847, S. 155, Note b. Udtrykket „da gav K. Magnus“ viſer ogſaa, at dette ſkede paa Høvdingemødet i Tunsberg.