Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/602

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
588
Magnus Haakonsſøn.


og Møje, ſom han og enkelte af hans Brødre Biſkopperne have haft for os indenlands, vel og herligen, hvilken vi ogſaa tro at de fremdeles ville have: ſaa gjøre vi herved vitterligt, at vi for at hædre Gud og vor Frænde St. Olaf og hans Kirke, der ligger os ſærdeles paa Hjertet med Guds dyrebare Kjærligheds Sam-Baand, have vi gjort Herr Erkebiſkop Jon og hans lovlige Efterfølgere følgende Indrømmelſer“. Indrømmelſerne ſlutte ſig alle til Artiklerne i den nys indgaaede Compoſition. Medens denne kun tilſtod Erkebiſkoppen den halve Sekt, og forbeholdt Kongen den anden halve Deel af Sekten, naar Erkebiſkoppens Mænd begik Fredsbrud i hans Fraværelſe, indrømmede Kongen nu Erkebiſkoppen den hele Sekt, undtagen naar Forbrydelſen var begaaet i Kongens umiddelbare Nærværelſe, hvor den halve Sekt fremdeles ſkulde tilfalde Kongen ſom noget, der ſkyldtes hans Ære og Værdighed, ligeſom ogſaa Kongens udelukkende Dom fremdeles forbeholdtes i Drabs- eller Lemlæſtelſes-Tilfælde, dog ſaaledes at en pasſende Æres-Bod ſkulde tilkomme Erkebiſkoppen naar Forbrydelſen var begaaet i hans Gaard eller Nærværelſe. End videre tilſtod han ogſaa hver af de øvrige Biſkopper i Norge halv Sekt for de Fredsbrud, ſom deres Mænd maatte begaa i deres Nærværelſe; i Compoſitionen var ingen ſaadan Ret forbeholdt Lydbiſkopperne. Fremdeles beſtemte han for Uvillighed i at møde efter Erkebiſkoppens, Biſkoppernes, eller deres Chorsbrødres og Provſters lovlige Stevninger i Kirkeſager de ſamme Bøder ſom Lovbogen beſtemte for Stevnefald og Takfald i Kjøbſtæderne, dog ſaaledes at ingen ſkulde takſættes eller ſtevnes for Penge-Udpresnings Skyld eller for „Klængeſager“. Erkebiſkoppens Myntret beſtemtes nærmere ſaaledes at han ſkulde kunne holde en Mand dertil, med en Svend, men at han ſkulde ſlaa ſaadanne Sølvpenge ſom Kongen ſelv beſtemmer at ſkulle gaa i Nidaros, baade med Henſyn til Vegt og Gehalt. Den allerede længe beſtaaende Ledingsfrihed for Erkebiſkoppens Huusfolk og Arbejdsfolk beſtemtes ſaaledes, at alle Steenhuggere, Tømmermænd, daglige Arbejdsfolk der gik til hans Bord, og de øvrige, der arbejdede paa Chriſtkirken og Erkebiſkopsgaarden ſkulde være fritagne for Leding for eet Nev, ſaavel ſom for Skibsdrætt, undtagen naar Landet hjemſøgtes af en fiendtlig Hær, ſaa at Kongen og Erkebiſkoppen maatte finde det nødvendigt at gjøre en Undtagelſe. Endelig gjorde Kongen ej alene Afkald paa ſin Ret til de Tomter, hvorpaa Erkebiſkoppen havde opført det forhen omtalte Hoſpital, men ſkjenkede derhos St. Olaf (d. e. Chriſtkirken) nogle Tomter til et Teglverk, ſom Erkebiſkop Einar i ſin Tid havde faaet laant af den kongelige Ombudsmand, Jon Tviſkaven[1]. — Saa magtpaaliggende lod Kong

  1. N. gl. Love II. S. 483, 484.