og Møje, som han og enkelte af hans Brødre Biskopperne have haft for os indenlands, vel og herligen, hvilken vi ogsaa tro at de fremdeles ville have: saa gjøre vi herved vitterligt, at vi for at hædre Gud og vor Frænde St. Olaf og hans Kirke, der ligger os særdeles paa Hjertet med Guds dyrebare Kjærligheds Sam-Baand, have vi gjort Herr Erkebiskop Jon og hans lovlige Efterfølgere følgende Indrømmelser“. Indrømmelserne slutte sig alle til Artiklerne i den nys indgaaede Composition. Medens denne kun tilstod Erkebiskoppen den halve Sekt, og forbeholdt Kongen den anden halve Deel af Sekten, naar Erkebiskoppens Mænd begik Fredsbrud i hans Fraværelse, indrømmede Kongen nu Erkebiskoppen den hele Sekt, undtagen naar Forbrydelsen var begaaet i Kongens umiddelbare Nærværelse, hvor den halve Sekt fremdeles skulde tilfalde Kongen som noget, der skyldtes hans Ære og Værdighed, ligesom ogsaa Kongens udelukkende Dom fremdeles forbeholdtes i Drabs- eller Lemlæstelses-Tilfælde, dog saaledes at en passende Æres-Bod skulde tilkomme Erkebiskoppen naar Forbrydelsen var begaaet i hans Gaard eller Nærværelse. End videre tilstod han ogsaa hver af de øvrige Biskopper i Norge halv Sekt for de Fredsbrud, som deres Mænd maatte begaa i deres Nærværelse; i Compositionen var ingen saadan Ret forbeholdt Lydbiskopperne. Fremdeles bestemte han for Uvillighed i at møde efter Erkebiskoppens, Biskoppernes, eller deres Chorsbrødres og Provsters lovlige Stevninger i Kirkesager de samme Bøder som Lovbogen bestemte for Stevnefald og Takfald i Kjøbstæderne, dog saaledes at ingen skulde taksættes eller stevnes for Penge-Udpresnings Skyld eller for „Klængesager“. Erkebiskoppens Myntret bestemtes nærmere saaledes at han skulde kunne holde en Mand dertil, med en Svend, men at han skulde slaa saadanne Sølvpenge som Kongen selv bestemmer at skulle gaa i Nidaros, baade med Hensyn til Vegt og Gehalt. Den allerede længe bestaaende Ledingsfrihed for Erkebiskoppens Huusfolk og Arbejdsfolk bestemtes saaledes, at alle Steenhuggere, Tømmermænd, daglige Arbejdsfolk der gik til hans Bord, og de øvrige, der arbejdede paa Christkirken og Erkebiskopsgaarden skulde være fritagne for Leding for eet Nev, saavel som for Skibsdrætt, undtagen naar Landet hjemsøgtes af en fiendtlig Hær, saa at Kongen og Erkebiskoppen maatte finde det nødvendigt at gjøre en Undtagelse. Endelig gjorde Kongen ej alene Afkald paa sin Ret til de Tomter, hvorpaa Erkebiskoppen havde opført det forhen omtalte Hospital, men skjenkede derhos St. Olaf (d. e. Christkirken) nogle Tomter til et Teglverk, som Erkebiskop Einar i sin Tid havde faaet laant af den kongelige Ombudsmand, Jon Tviskaven[1]. – Saa magtpaaliggende lod Kong
- ↑ N. gl. Love II. S. 483, 484.
