Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/601

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
587
1277. Kongens yderligere Indrømmelſer til Kirken.


Sysſelmænd ſtrengt at tilholde Vedkommende at gjøre deres Pligt; for det andet, at flere ikke vilde lyſtre Biſkoppernes Stevninger, hvilket herved paa det ſtrengeſte indſkjerpedes; endelig, at man holdt Samkvem med Banſatte, hvilket ſtrengt blev forbudt. Da Slutningen af Brevet mangler, kjende vi ikke dets Udſtedelſes-Aar; efter al Sandſynlighed er det ſnarere forfattet i Magnus’s tidligere Aar, end efter Compoſitionen, men det viſer, hvorledes Stemningen i Hamars Biſkopsdømme har været med Henſyn til Tienden og Gejſtlighedens Fordringer[1].

Dette viſer imidlertid, hvor alvorligt det bar ligget Kongen paa Hjerte, at tilvejebringe en god Forſtaaelſe med Kirkens Foreſatte, og at han, naar han førſt havde opnaaet, hvad han for ſin egen Æres Skyld maatte holde paa, at Erkebiſkoppen indgik et endeligt, ej af noget paveligt Samtykke betinget, Forlig, og ikke udſtrakte ſine Fordringer videre, men ſnarere indſkrænkede dem i et og andet, og derved ligeſom erklærede ſig overvunden, bagefter gjerne af egen fri Vilje gjorde Indrømmelſer, der lagde for Dagen, at han meente det godt og oprigtigt med Kirken, men kun ikke vilde lade ſig noget aftvinge ved et Magtſprog. End mere fremgaar dette af et andet Brev, han ligeledes ſtrax efter ſin Tilbagekomſt til Bergen, nogle Dage tidligere end hiint, udfærdigede fornemmelig til Erkebiſkop Jon, og hvori han, ſom det lader aldeles uopfordret, gjorde yderligere Indrømmelſer, idet han i den venligſte Tone omtaler Erkebiſkoppen og hans Fortjeneſter. Da disſe Ytringer i flere Henſeender ere merkelige, iſær fordi de vidne om Kongens blide og fromme Sind, at han var ſig ſin fredelige Stræben fuldkommen bevidſt, og glædede ſig oprigtigt ved ſine Underſaatters Kjærlighed, fortjene de her at anføres. „Velſignet være Jeſus Chriſtus“, ſaaledes begynder det, „Fredens og den ſamchriſtelige Kjærligheds Gud, der af ſin ſtore Mildhed og Naade forundte os med ſtørre Fred og Ro at foreſtaa Norges Kongeriges Styrelſe efter vor Fader, end nogen af vore Forfædre, der for os vare Konger i Norge, have kunnet. Siden har han mangfoldeligen ſkjenket os ſin Mildheds og Miſkundheds Gaver i Almuens ſtore Lydighed og ſaavel Lærdes ſom Læges Føjelighed. Og efterdi alle Mænd i Landet have vendt ſig til os med den omhyggeligſte Kjærlighed og Huldſkab, og i Særdeleshed den værdige Fader, Erkebiſkop Jon af Guds Naade Erkebiſkop i Nidaros, ſtyrtende os og vor kongelige Magt i mange gode Ting, i de daglige Forbønner til Gud, ſom han med faderlig Velvilje har faaet alle Mænd til at gjøre for os, Dronningen og vore Børn, ſamt idelig Meddelelſe af heldbringende Raad, og ofte ſtor Bekoſtning

  1. N. gl. Love II. S. 486. Man ſkulde formode, at det iſær var Nord-Thelerne dette Brev gjaldt.