Sysselmænd strengt at tilholde Vedkommende at gjøre deres Pligt; for det andet, at flere ikke vilde lystre Biskoppernes Stevninger, hvilket herved paa det strengeste indskjerpedes; endelig, at man holdt Samkvem med Bansatte, hvilket strengt blev forbudt. Da Slutningen af Brevet mangler, kjende vi ikke dets Udstedelses-Aar; efter al Sandsynlighed er det snarere forfattet i Magnus’s tidligere Aar, end efter Compositionen, men det viser, hvorledes Stemningen i Hamars Biskopsdømme har været med Hensyn til Tienden og Gejstlighedens Fordringer[1].
Dette viser imidlertid, hvor alvorligt det bar ligget Kongen paa Hjerte, at tilvejebringe en god Forstaaelse med Kirkens Foresatte, og at han, naar han først havde opnaaet, hvad han for sin egen Æres Skyld maatte holde paa, at Erkebiskoppen indgik et endeligt, ej af noget paveligt Samtykke betinget, Forlig, og ikke udstrakte sine Fordringer videre, men snarere indskrænkede dem i et og andet, og derved ligesom erklærede sig overvunden, bagefter gjerne af egen fri Vilje gjorde Indrømmelser, der lagde for Dagen, at han meente det godt og oprigtigt med Kirken, men kun ikke vilde lade sig noget aftvinge ved et Magtsprog. End mere fremgaar dette af et andet Brev, han ligeledes strax efter sin Tilbagekomst til Bergen, nogle Dage tidligere end hiint, udfærdigede fornemmelig til Erkebiskop Jon, og hvori han, som det lader aldeles uopfordret, gjorde yderligere Indrømmelser, idet han i den venligste Tone omtaler Erkebiskoppen og hans Fortjenester. Da disse Ytringer i flere Henseender ere merkelige, især fordi de vidne om Kongens blide og fromme Sind, at han var sig sin fredelige Stræben fuldkommen bevidst, og glædede sig oprigtigt ved sine Undersaatters Kjærlighed, fortjene de her at anføres. „Velsignet være Jesus Christus“, saaledes begynder det, „Fredens og den samchristelige Kjærligheds Gud, der af sin store Mildhed og Naade forundte os med større Fred og Ro at forestaa Norges Kongeriges Styrelse efter vor Fader, end nogen af vore Forfædre, der for os vare Konger i Norge, have kunnet. Siden har han mangfoldeligen skjenket os sin Mildheds og Miskundheds Gaver i Almuens store Lydighed og saavel Lærdes som Læges Føjelighed. Og efterdi alle Mænd i Landet have vendt sig til os med den omhyggeligste Kjærlighed og Huldskab, og i Særdeleshed den værdige Fader, Erkebiskop Jon af Guds Naade Erkebiskop i Nidaros, styrtende os og vor kongelige Magt i mange gode Ting, i de daglige Forbønner til Gud, som han med faderlig Velvilje har faaet alle Mænd til at gjøre for os, Dronningen og vore Børn, samt idelig Meddelelse af heldbringende Raad, og ofte stor Bekostning
- ↑ N. gl. Love II. S. 486. Man skulde formode, at det især var Nord-Thelerne dette Brev gjaldt.
