Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/600

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
586
Magnus Haakonsſøn.


ſig Tiende-Regulativet. „Gud takke eder, Vikverjer, ſiger han, ſaavel ſom Oplændingerne, for den Haſt, Føjelighed og Godvilje I have viiſt os baade nu ſidſt vi have været hos eder og før, ſom vi ogſaa haabe at det fremdeles vil vedblive, og hvad der vil bevæge os til oftere at beſøge eder“; han erindrer dem om det nys i Tunsberg ſluttede Forlig ſom han haaber ſkal blive baade Lærde og Læge til Gavn og Greide, og ſiger at han har ſamtykket i at der ſkal ydes Tiende af alt hvad Loven byder, og hans Faders ſaavel ſom hans eget Brev omhandler[1], hvorimod Biſkoppen havde lovet, at, naar hine Tiender godvilligt erlagdes, ſkulde alle Hovedtiender og alle andre ulovlige Tiender være afſkaffede; han raader dem til at lytte til denne Formaning, „for at det kunde blive Gud til Ære, dem ſelv til Gavn og til ſtørre Enighed mellem Lærde og Læge“. Det hjalp dog ikke, ſom man ſeer, i det mindſte for Thelemarkens Vedkommende[2]. I Forbindelſe med denne Sag ſtaar, ſom man af Indholdet ſeer, et Brev fra Kong Magnus til Indbyggerne i Hamars Biſkopsdømme, der er ſkrevet i en temmelig alvorlig Tone, ſaaſom der tales om de hyppige Klager, der havde været førte over den Ulydighed mod Gud og Kirken, der herſkede mere her end i de fleſte andre Biſkopsdømmer i Landet, for det førſte med Henſyn til Tiende, idet nogle ikke ville yde Tiende af ſin Trad, „Grefteſæd“, og andet mere, hvilket Kongen ſiger ikke at ville taale længere og derfor befaler ſine

  1. Her kan der kun ſigtes til de ovenfor (S. 119, 49l) omhandlede Breve om Tiende, Olafsſkot og Hallvardsſkot, hvor Tienden kun i Almindelighed omtales uden nærmere at ſpecificeres.
  2. Brev af 22de September 1277 i N. gl. Love II. 483. Det er henvendt til Hr. Erling Alfsſøn, Thore Biſkopsſøn, Hr. Audun Hugleiksſøn, Lagmændene, Sysſelmændene og de haandgangne Mænd, alle Borgarthingsmænd og alle andre. Dette viſer, at hine tre navngivne Herrer maa have indtaget en højere Stilling end de ſædvanlige Sysſelmænd, ſom det ovenfor er paapeget. Det var, ſom man ſeer, blevet en ſtaaende Form, at almindelige Breve til et enkelt Landſkab eller til en enkelt Stand henvendtes førſt til den eller de Perſoner i ſamme Landſkab eller Stand under Navn, ſaaledes ogſaa det Brev, der ſtrax herefter omtales, til Erkebiſkop Jon. Men nu havde Erling, Thore og Audun, ſom det er viiſt, deres Forleninger kun i Viken eller i Borgarthingslagen, ikke i Eidſivathingslagen, ligeledes nævnes der kun „Borgarthingsmænd“ udtrykkeligt ſom de Thingmænd, til hvilke Brevet er henvendt. Derfor maa det her nærmeſt være Vikverjerne, eller Beboerne af de Diſtricter i Borgarthingslagen, nemlig Skiduſysſel, der endnu ikke havde underkaſtet ſig de nye Tiendebeſtemmelſer, for hvilke Brevet er beſtemt. Vel ſiger Kongen ſenere: „Gud takke eder, Vikverjer og Oplændinger“ o. ſ. v., men her er aabenbart kun „Oplændinger“ taget med, fordi de ſædvanligt plejede at nævnes ſammen med Vikverjerne, og fordi Kongen under ſit ſidſte lange Ophold paa Øſtlandet ogſaa havde været paa Oplandene. Hvor han taler om deres og Vikverjernes Lydighed, ſigter han visſelig til den Beredvillighed, hvormed Lovbogen antoges.