Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/599

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
585
1277. Høvdingemøde i Tunsberg. Tiende-Regulativ.


ſummen og Bekoſtningen fradrages. For ethvert Skib ſkulde, naar det var færdigt, og Sejl og andet Tilbehør anſkaffet, Tiende ydes af de to Trediedele af Leien, den tredie Deel ſkulde anvendes til Skibets og Redſkabens Udbedring. Af hver Ko, ſom udlejedes, ſkulde der betales fem Peninge vejet i Tiende, medens fremdeles den forrige Vidreldes-Tiende (Tiende af Ungfæ, der tillagdes) erſtattedes ved den Oſt, der yſtedes af al den paa Fredag før St. Hansdag faldende Melk, ligeſom man og desforuden i Melke-Tiende ſkulde for hvert Kreatur, ſom man ikke udlejede, men ſelv benyttede, give den Oſt, der yſtedes af Melken paa Fredag før Olafsmesſe. End videre ſkulde der betales Tiende af Uld, af alle de Sauder, der holdtes ude paa Øerne, af alle Frugter, al Slags Korn, Rug, Hvede, Hamp, Liin, Næper, Erter, ſaa og af Skreid, Selhunde, Hvaler, Haakjerringer, af Tran, ſamt al Slags Fiſk, hvorfor Høvedsmændene paa hvert Baadlag ſkulde være anſvarlige under Eed, endelig af al Slags Vildt, Salt, Kvernſteensbrud, Penge i Handel, Arbejdsfortjeneſte, Tjære (hver tyvende Aſk) og Jern (hvert tyvende Pund). — Man behøver kun at gjennemlæſe disſe ſtrenge Fordringer, for at kunne ſkjønne, at Regulativet maatte være yderſt upopulært, om man end ikke af Documentet ſelv, der indeholder det, erfarede, at hele Oplandene ſamt hvad der for Reſten hørte til Hamars Biſkopsdømme (Numedal og Nordre Thelemarken) ikke vilde underkaſte ſig det. Ogſaa den ſøndre Deel af Thelemarken, der hørte til Oslo Biſkopsdømme, maa have gjort Vanſkeligheder, og temmelig alvorlige Forhandlinger desangaaende have fundet Sted, hvorved Kong Magnus endog maatte give efter, thi vi erfare af de gamle Annaler, at Thelebønderne i Aaret 1277, ſom det heder, forligte ſig med Kong Magnus[1], — altſaa havde der været en Uenighed mellem dem, og da hele Thelemarken, lige ſaavel den ſydlige ſom den nordlige Deel, fremdeles, indtil vore Tider, har været fritagen for Tiende, men i dets Sted haft den ſaakaldte Hovedtiende[2], bliver det ſaa godt ſom ſikkert, at Tviſten juſt har drejet ſig om denne Sag, og at Kongen ved Forliget har maattet finde ſig i, at Syd-Thelerne lige ſaavel ſom Nord-Thelerne ſlap for den forhadte Tiende-Ydelſe, og fremdeles fik have alt paa den gamle Viis. Ogſaa efter at Kongen havde forladt Tunsberg og var kommen tilbage til Bergen, fandt han ſig foranlediget til at tilſkrive Borgarthingsmændene et Brev, hvori han formeligt ſmigrer for dem, for at de ſkulle være villige til at underkaſte

  1. Sættust Þilir við Magnus konung. — Isl. Annaler, ved 1277.
  2. Det er allerede forhen omtalt, at Øvre Thelemarken, det vil ſige det egentlige Thelemarken, i det 16de og 17de Aarhundrede kaldtes Skatlandet, modſat Tiendetaget, der var Nedre Thelemarkens (Grenlands) Navn, fordi her ydedes Tiende, ikke derimod i hiint Landſkab.