summen og Bekostningen fradrages. For ethvert Skib skulde, naar det var færdigt, og Sejl og andet Tilbehør anskaffet, Tiende ydes af de to Trediedele af Leien, den tredie Deel skulde anvendes til Skibets og Redskabens Udbedring. Af hver Ko, som udlejedes, skulde der betales fem Peninge vejet i Tiende, medens fremdeles den forrige Vidreldes-Tiende (Tiende af Ungfæ, der tillagdes) erstattedes ved den Ost, der ystedes af al den paa Fredag før St. Hansdag faldende Melk, ligesom man og desforuden i Melke-Tiende skulde for hvert Kreatur, som man ikke udlejede, men selv benyttede, give den Ost, der ystedes af Melken paa Fredag før Olafsmesse. End videre skulde der betales Tiende af Uld, af alle de Sauder, der holdtes ude paa Øerne, af alle Frugter, al Slags Korn, Rug, Hvede, Hamp, Liin, Næper, Erter, saa og af Skreid, Selhunde, Hvaler, Haakjerringer, af Tran, samt al Slags Fisk, hvorfor Høvedsmændene paa hvert Baadlag skulde være ansvarlige under Eed, endelig af al Slags Vildt, Salt, Kvernsteensbrud, Penge i Handel, Arbejdsfortjeneste, Tjære (hver tyvende Ask) og Jern (hvert tyvende Pund). – Man behøver kun at gjennemlæse disse strenge Fordringer, for at kunne skjønne, at Regulativet maatte være yderst upopulært, om man end ikke af Documentet selv, der indeholder det, erfarede, at hele Oplandene samt hvad der for Resten hørte til Hamars Biskopsdømme (Numedal og Nordre Thelemarken) ikke vilde underkaste sig det. Ogsaa den søndre Deel af Thelemarken, der hørte til Oslo Biskopsdømme, maa have gjort Vanskeligheder, og temmelig alvorlige Forhandlinger desangaaende have fundet Sted, hvorved Kong Magnus endog maatte give efter, thi vi erfare af de gamle Annaler, at Thelebønderne i Aaret 1277, som det heder, forligte sig med Kong Magnus[1], – altsaa havde der været en Uenighed mellem dem, og da hele Thelemarken, lige saavel den sydlige som den nordlige Deel, fremdeles, indtil vore Tider, har været fritagen for Tiende, men i dets Sted haft den saakaldte Hovedtiende[2], bliver det saa godt som sikkert, at Tvisten just har drejet sig om denne Sag, og at Kongen ved Forliget har maattet finde sig i, at Syd-Thelerne lige saavel som Nord-Thelerne slap for den forhadte Tiende-Ydelse, og fremdeles fik have alt paa den gamle Viis. Ogsaa efter at Kongen havde forladt Tunsberg og var kommen tilbage til Bergen, fandt han sig foranlediget til at tilskrive Borgarthingsmændene et Brev, hvori han formeligt smigrer for dem, for at de skulle være villige til at underkaste
- ↑ Sættust Þilir við Magnus konung. – Isl. Annaler, ved 1277.
- ↑ Det er allerede forhen omtalt, at Øvre Thelemarken, det vil sige det egentlige Thelemarken, i det 16de og 17de Aarhundrede kaldtes Skatlandet, modsat Tiendetaget, der var Nedre Thelemarkens (Grenlands) Navn, fordi her ydedes Tiende, ikke derimod i hiint Landskab.
