Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/596

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
582
Magnus Haakonsſøn.


„at naar Valget var ſkeet, ſkulde Vælgerne, før dets Bekræftelſe, underrette Kongen derom enten ved Chorsbrødre fra ſamme Kirke eller ved et pasſende Sendebud, hvis ellers ikke Kongen juſt ſkulde være nærværende paa Valgſtedet, eller paa et Sted, gjennem hvilket den Udvalgtes Vej vilde falde, naar han ſkulde modtage ſin Stadfæſtelſe, thi i ſaa Fald ſkulde han efter Skik og Brug præſentere ſig perſonligt for Kongen“[1]. Dette Tillæg indeholder da en Forklaring af, hvorfor „kongeligt Samtykke“ er udeladt i Overeenskomſten af 1273, ſkjønt det fandtes i Bullen af 1194, hvoraf Artiklen for Reſten heel og holden er tagen. Femte Artikel er den, ſom var udeladt i den tidligere Overeenskomſt, men ſom tilføjedes i Kongens Følgebrev, at Biſkopper, Abbeder og Klerker ikke ſkulde være pligtige at drage paa Krigstog med Kongen, eller dertil at yde noget af deres Midler, med mindre ſaadan Nød ſkulde være for Haanden, at vedkommende Biſkop og de forſtandigſte Gejſtlige tillod det. Her udelodes det Tillæg, ſom optoges i Overeenskomſten af 1273 efter Bullen af 1194: „naar de ikke ſelv have kongelige Forleninger“. Man antog ſaaledes vel nu, at dette ikke herefter vilde finde Sted. Den ſjette Artikel, om at Kongen ikke ſkulde have Tilladelſe til at forandre Love og Sekter til Kirkens og Gejſtlighedens Skade, ſvarer ganſke til femte Artikel i den foregaaende Overeenskomſt, og der er fremdeles ingen Tale om „Biſkoppernes Samtykke og erfarne Mænds Raad“. De fire følgende Artikler (7—10) ere ligeledes eenstydende med de tilſvarende (6—9) i Overeenskomſten af 1273. Den 11te Artikel, om Værn for Pilegrime, ſvarer ligeledes ganſke til Art. 10 i denne, paa det nær, at der er indſkudt en Undtagelſe for det Tilfælde, at en foregiven Pilegrim antages for at være en Spejder og derfor bliver paagreben: det er tydeligt nok at Kongen eller hans Mænd derved fik Paaſkud til at underkaſte Pilegrimene en Control, der næſten betog hele Artiklen dens Betydning. Den 12te Artikel, ſom i det Væſentlige ſvarer til den 11te i den tidligere Overeenskomſt, om Ledingsfrihed for Erkebiſkoppens 100 og hver Biſkops 40 Mænd, har, hvor der tales om Skutilſveinernes Frihed ſelv tredie, det oven nævnte merkelige Tillæg: „ſaaledes ſom de kongelige Mænd pleje at have og ſom de paa den Tid, Overeenskomſten blev indgaaet, havde det“; altſaa et Vidnesbyrd om, at denne Frihed officielt maa være tilſtaaet Kongsmændene i Mellemtiden mellem den tidligere og denne Overeenskomſt[2]. Hvor der tales om den Jurisdiction, der tilkommer

  1. Det var dette, Erkebiſkop Einar havde undladt at gjøre, hvorover Kong Haakon blev ſaa forbitret, at han havde vanſkeligt for at glemme ham det.
  2. Man kunde jo viſtnok ſige, at dette maaſkee mere var en Redactionsforandring, ſkeet for Tydelighedens Skyld, end et Tillæg af noget nyt, og at Friheden for Skutilſveinerne derfor gjerne kunde være ældre. Men i det foregaaende