„at naar Valget var skeet, skulde Vælgerne, før dets Bekræftelse, underrette Kongen derom enten ved Chorsbrødre fra samme Kirke eller ved et passende Sendebud, hvis ellers ikke Kongen just skulde være nærværende paa Valgstedet, eller paa et Sted, gjennem hvilket den Udvalgtes Vej vilde falde, naar han skulde modtage sin Stadfæstelse, thi i saa Fald skulde han efter Skik og Brug præsentere sig personligt for Kongen“[1]. Dette Tillæg indeholder da en Forklaring af, hvorfor „kongeligt Samtykke“ er udeladt i Overeenskomsten af 1273, skjønt det fandtes i Bullen af 1194, hvoraf Artiklen for Resten heel og holden er tagen. Femte Artikel er den, som var udeladt i den tidligere Overeenskomst, men som tilføjedes i Kongens Følgebrev, at Biskopper, Abbeder og Klerker ikke skulde være pligtige at drage paa Krigstog med Kongen, eller dertil at yde noget af deres Midler, med mindre saadan Nød skulde være for Haanden, at vedkommende Biskop og de forstandigste Gejstlige tillod det. Her udelodes det Tillæg, som optoges i Overeenskomsten af 1273 efter Bullen af 1194: „naar de ikke selv have kongelige Forleninger“. Man antog saaledes vel nu, at dette ikke herefter vilde finde Sted. Den sjette Artikel, om at Kongen ikke skulde have Tilladelse til at forandre Love og Sekter til Kirkens og Gejstlighedens Skade, svarer ganske til femte Artikel i den foregaaende Overeenskomst, og der er fremdeles ingen Tale om „Biskoppernes Samtykke og erfarne Mænds Raad“. De fire følgende Artikler (7–10) ere ligeledes eenstydende med de tilsvarende (6–9) i Overeenskomsten af 1273. Den 11te Artikel, om Værn for Pilegrime, svarer ligeledes ganske til Art. 10 i denne, paa det nær, at der er indskudt en Undtagelse for det Tilfælde, at en foregiven Pilegrim antages for at være en Spejder og derfor bliver paagreben: det er tydeligt nok at Kongen eller hans Mænd derved fik Paaskud til at underkaste Pilegrimene en Control, der næsten betog hele Artiklen dens Betydning. Den 12te Artikel, som i det Væsentlige svarer til den 11te i den tidligere Overeenskomst, om Ledingsfrihed for Erkebiskoppens 100 og hver Biskops 40 Mænd, har, hvor der tales om Skutilsveinernes Frihed selv tredie, det oven nævnte merkelige Tillæg: „saaledes som de kongelige Mænd pleje at have og som de paa den Tid, Overeenskomsten blev indgaaet, havde det“; altsaa et Vidnesbyrd om, at denne Frihed officielt maa være tilstaaet Kongsmændene i Mellemtiden mellem den tidligere og denne Overeenskomst[2]. Hvor der tales om den Jurisdiction, der tilkommer
- ↑ Det var dette, Erkebiskop Einar havde undladt at gjøre, hvorover Kong Haakon blev saa forbitret, at han havde vanskeligt for at glemme ham det.
- ↑ Man kunde jo vistnok sige, at dette maaskee mere var en Redactionsforandring, skeet for Tydelighedens Skyld, end et Tillæg af noget nyt, og at Friheden for Skutilsveinerne derfor gjerne kunde være ældre. Men i det foregaaende
