Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/595

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
581
1277. Høvdingemøde i Tunsberg. Compoſitionen.


i den Form, den nu fik, hvorledes denne Overeenskomſt ſluttedes under langt gunſtigere Forhold for Kongen, end den foregaaende. Thi der dvæles ikke i ſaa ſkarpe Udtryk ved de Rettigheder, hvori Kirken ſkulde have lidt Afbræk; der tales vel fremdeles om den foregivne Underkaſtelſe af Kongedømmet og Ofring af Kronen, ſaavel ſom om Biſkoppernes paaſtaaede Ret til at have de førſte Stemmer ved Kongevalget, men i Stedet for at det i den foregaaende Overeenskomſt er Kongen, der, uagtet han indvender, at Erkebiſkoppens Fordringer ere overdrevne og utaalelige, dog erklærer ſig villig til, for Fredens Skyld og af Kjærlighed til Kirken at tilſtaa den ſtørre Friheder, ſaa er det nu Erkebiſkoppen, der, ſkjønt han paa den ene Side finder, at han ikke uden Samvittighedsſkrupler kan gaa disſe Punkter ſtiltiende forbi, dog indrømmer „at det vilde lede til ſtor Forvirring og Urolighed om han vilde yppe Strid, da ej alene Ophævelſen af visſe Vedtægter kunde ſynes ſkadelig for Folket, men Faſtſættelſen af andre Beſtemmelſer kunde ſynes at være ſtilet lige mod Kongen ſelv og hele Kongedømmets Magt;“ hvorfor han helſt vælger Fred og Enighed, og derfor „henvender ſig til den berømmelige Kong Magnus’s Naade, hvilken baade Kirken og Riget ſaa ofte havde prøvet“; hvorimod da ogſaa Kongen, af ſin Kjærlighed til alt ædelt og godt o. ſ. v., beſlutter, med Biſkoppernes, Lendermændenes, og Chorsbrødrenes Raad at hædre Nidaros Kirke med ſtørre Friheder, end den forhen havde. Og efter mange Forhandlinger fra begge Sider, heder det ogſaa her, beſluttede Kongen, venſkabeligt at bilægge Tviſten paa den Maade ſom følger.

Den førſte Artikel er paa det nærmeſte ligelydende med den tilſvarende i den ældre Overeenskomſt, paa det nær, at hvor denne ſlutter med at Erkebiſkopperne og Biſkopperne ſkulde have den fornemſte Stemme i Tilfælde af at Kongevalg finder Sted, tillægges der: „hvorhos de ſkulle forſikre paa deres Samvittighed, at de oprigtigt ville arbejde paa at faa den valgt, ſom de anſee meſt tjenlig for Riget og Indbyggerne“. Den anden er ligeledes eenstydende med den tidligere, der handler om Kongens Afkald paa Jurisdiction i de ſaakaldte gejſtlige Sager, undtagen at der tilføjes: „med ſtadigt Forbehold af Kongens Ret i ſaadanne Sager, hvor der ifølge godkjendt Sædvane eller Rigets Love ſkal betales Pengeſekt“ (Mulct), med andre Ord altſaa, at Kongen fremdeles ſkulde beholde det ham ved Lov eller Sædvane hjemlede Sagefald, om endog Sagen ſelv paadømtes af gejſtlig Ret. Den tredie Artikel, om Erkebiſkoppens eller Biſkoppernes udelukkende Ret til at beſkikke Preſter ved de kongelige Capeller, er ordlydende bibeholdt, kun med Udeladelſe af det Tillæg „ſom det er indrømmet af Kongens Forgængere“. Den fjerde Artikel, om at ingen Indblanding fra Kongens Side maatte finde Sted ved Biſkoppers eller Abbeders Valg, er bibeholdt ordlydende med det vigtige Tillæg,