Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/593

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
579
1276. De haandgangne Mænds Ledingsfrihed.


paaboende Gaarde)[1]. Dette var ſaaledes de haandgangne Mænds Frihed, den ſamme, der ved Overeenskomſten i Bergen tilſtodes de biſkoppelige Mænd, og ſom gjentoges i den nye Overeenskomſt med det udtrykkelige Tillæg, at den var „den ſelv ſamme ſom den, de kongelige Mænd nøde, og ſom de havde paa den Tid denne ſidſte Overeenskomſt blev indgaaet“. Her have vi ſaaledes baade Fritagelſens Beſkaffenhed og Tiden, naar den blev given, nogenlunde nøje beſtemt. Der maa rimeligviis have fundet Underhandlinger derom Sted mellem Kongen og de haandgangne Mænd, hvorom vi nu af de ſparſomme Kilder intet erfare, i Løbet af Aarene 1274 og 1275; i et af disſe Aar maa en ſaadan Fritagelſe have været tilſtaaet de haandgangne Mænd, ſandſynligviis ſom Godtgjørelſe for det Antal Krigsfolk, de nu efter de nye Beſtemmelſer ſkulde ſtille; og det ſtaar maaſkee og i Forbindelſe med Planer, Kong Magnus, vel ogſaa de haandgangne Mænd ſelv, nærede til at gjøre deres Stilling endnu mere glimrende, og bringe den endnu mere i Lighed med den, Baronerne og Ridderſkabet i England og Frankrige indtoge, hvilke Planer, ſom vi ſnart ville ſee, kom til Udførelſe allerede i Aaret 1277. Med Forhandlinger om disſe Sager har Kongen ſaaledes maaſkee for en ſtor Deel været optagen i Tiden efter at Arbejdet med Landsloven ſelv for det førſte var blevet ſluttet, og Hirdſkraaen omarbejdet og vedtagen„ Forhandlingerne med Erkebiſkoppen om Overeenskomſtens Fornyelſe bleve neppe optagne, førend ved Sammenkomſten mellem ham og Kongen om Sommeren 1276, da Kongen havde ſikret ſig de verdslige Herrers Biſtand ved hine Indrømmelſer og Løfter om yderligere Fordele, medens Erkebiſkoppen derimod havde modtaget Underretning om Pave Gregors Død, og ſaaledes vel allerede var bleven enig med ſig ſelv om, at det klogeſte, han kunde gjøre, var at komme til Forlig med Kongen, og ſikre ſig de Fordele, denne endnu fremdeles var villig til at byde.

Det er ikke uſandſynligt, at et nyt Sygdomsanfald har truet Kongens Liv i Løbet af Vinteren, og derfor end mere fremſkyndet Erkebiſkoppens Higen efter at faa Overeenskomſten fornyet. Thi den 1ſte Februar 1277 gjorde Kongen endelig Alvor af at fuldføre og beſegle ſit Teſtamente, der alt længe havde ligget færdigt, og hvortil han allerede i Aaret 1268 havde erhvervet pavelig Confirmation, men ſom han altſaa ikke har fundet ſig foranlediget til at overgive Executorerne førend nu[2].

  1. Retterbod af 29de Mai 1303 (Norges gl. Love III. 56) og af 15de Mai 1311 (ſſteds S. 90).
  2. Teſtamentet er udgivet i Dipl. Norv. IV. No. 3, ligeledes i Thork. Dipl. II. 253, Script. rer. Dan. VI. 248 fgg., og endelig ſærſkilt, af Arne Magnusſøn