Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/592

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
578
Magnus Haakonsſøn.


Udbud; den Slutning ligger da nær, at den ſamme Fritagelſe udſtraktes til Skutilſveinerne og de øvrige haandgangne Mænds Huuskarle, ſkjønt ingen Beſtemmelſe herom findes. Sandſynligviis havde da allerede tidligere et lignende Forhold ordnet ſig af ſig ſelv, ſaa at de haandgangne Mænd for ſig og ſine Mænd faktiſk nøde et Slags Ledingsfrihed, om den end ikke var dem udtrykkeligt tilſtaaet; og det kan derfor lettelig forklares, at Trangen til en udtrykkelig Fritagelſe ikke blev følelig, førend Ledingspræſtationen ſkulde gaa over til at blive reel[1]. Det førſte Spor til at en ſaadan Fritagelſe har været given findes i Byloven, hvor der handles om Huusejernes Pligt at holde Brygger, Gader og Alminninger ordentlige foran deres Huſe. Det heder nemlig her, at hvis Preſter eller haandgangne Mænd i dette Stykke ikke gjøre rede for ſig ſom andre Bymænd, ſkal Gjaldkeren forbyde Vedkommende at bortleje Huſet eller koge eller bage der, indtil de opfylde deres Pligt[2]. Her er det klart nok, at det maa være Ledingsfriheden, nu, efter den nye Beregningsmaade, heftende ved Huſet, ſaa længe det ejes af ledingsfri Perſon, der antages at give dette Paaſkud til ogſaa at unddrage ſig fra Forpligtelſer, ſom ikke egentlig henhøre under Ledingen, og hvorfra man ſaaledes ikke ſkulde være fritagen. Men den haandgangne Mand vilde dog ikke paa denne Maade kunne have været ſat i Klasſe med Preſten, naar ej den ſamme Fritagelſe nu var bleven ham til Deel, ſom den, der allerede ved Overeenskomſten i Bergen var indrømmet denne. Altſaa kan man vel være ſikker paa, at Kongen, efter at „Hirdſkraaen“ afſluttedes, men førend Byloven blev vedtagen i 1276, har tilſtaaet ſine haandgangne Mænd ſaadan Frihed, ſom den, hvorom der her er Tale. Hvori denne Frihed beſtod, erfare vi af ſenere Retterbøder, udgivne af Hertug Haakon efter at han var bleven Konge. Han klager her over, at de haandgangne Mænd, lærde Mænd og Biſkopsmænd undſloge ſig for at yde Leding eller ſvare anden Rettighed af det Jordegods, ſom de ejede mere end hvad han ſelv og hans Formænd havde givet dem frit, eller at de unddroge ſig fra ſin Skyldighed at udrede Leding til Kongedømmet af deres Aabøler og Jorder, medens det dog ikke var hans Henſigt at betage Hirden og de lærde Mænd deres gamle Ret, hvilken beſtod deri, at hver Ridder (d. e. Skutilſvein) og Hirdmand ſkulde være fritagen for tre Perſoner, men hver Gjeſt og Kjerteſvein for to Perſoner, af deres Aaltøler (d. e.

  1. Iſær maatte Trællevæſenets Ophør her gjøre meget til Sagen, thi da de haandgangne Mænd hørte til de fornemſte og rigeſte i Landet, eg ſaaledes holdt fleſt Trælle, for hvilke der maatte ſvares Leding, vilde Lettelſen for dem ej ret føles, naar der ej længer gaves Trælle, men frie Folk, der ſvarede Leding for ſig ſelv.
  2. Bylov, VI. 13.