Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/591

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
577
1276. De haandgangne Mænds Ledingsfrihed.


Mening gjeldende, at disſe haandgangne Mænd derfor ogſaa til en vis Grad burde være fritagne for Leding. Hvor vidt de nu virkelig have nydt en ſaadan Fritagelſe, erfarer man ikke af de for Haanden værende Kilder; den hele Lovgivning indtil 1273 indeholder intet derom, og det førſte ligefremme Tegn til, at noget ſaadant var paa Bane, findes førſt i hiin Indrømmelſe, tilſtaaet Biſkoppens haandgangne Mænd. Dog torde maaſkee den ſaakaldte „Hirdſkraa“ give nogen Oplysning. Det er allerede ovenfor berørt, at Kong Magnus blandt fine Lovforbedrings-Arbejder ogſaa foretog ſig at forbedre eller udvide denne Lov eller Baalk, der handlede om Hofceremoniellet, ſaavel ſom Hofembedsmændenes og de haandgangne Mænds Pligter og Rettigheder, og ſom ſandſynligviis oprindeligt var forfattet af eller under Kong Sverre, da den i ſaa mangt og meget minder om „Kongeſpejlets“ Indhold og Utryksmaade[1]. Uagtet flere af de Forandringer, Kong Magnus foretog ved den, ſynes at have tilhørt hans førſte Regjeringsaar, er det dog viſt nok, at den i den Skikkelſe, hvori den er kommen til os, ikke er ældre end Rigsmødet 1273, efterſom baade den nye Konge-Arvelov og de paa Møderne i Tunsberg og Bergen foreſkrevne Beſtemmelſer om Sysſelmændenes Pligter og de Krigsfolk, ſaavel de ſom Lendermændene ſkulde holde, der findes optagne[2]; hvoraf vi altſaa maa ſlutte, at Kong Magnus ikke kan have lagt ſidſte Haand paa den førend efter hiint Mode: flere Omſtændigheder tyde ogſaa hen paa, at det netop maa have været i 1274 eller 1275. Denne „Hirdſkraa“ opregner ved Slutningen omſtændeligt de „Retterbøder“ eller Rets-Forbedringer, ſom baade Kong Haakon og Magnus ſelv gav Lendermændene, Stallarerne, Merkesmændene, Skutilſveinerne, Hirdmændene, Gjeſterne og Kjerteſveinerne, men der findes dog intet om Fritagelſe for Ledings-Ydelſen. Da nu en ſaadan vigtig Fritagelſe dog maatte have ſin Plads her, om den virkelig var given, ſaa maa man ſlutte, at den endnu ikke var given paa den Tid, da den forbedrede „Hirdſkraa“ blev ført i Pennen. Derimod heder det, ſom det nedenfor nærmere vil viſes, at de Huuskarle, Lendermanden var berettiget til at holde ifølge Kong Magnus’s Retterbod, ſkulde være fritagne for alle Nevninger, det vil ſige for den almindelige perſonlige Krigstjeneſte ved virkeligt Ledings-

  1. Man ſammenligne f. Ex. kun Cap. 29, der taler om Hirdmændenes Høviſkhed, med de allerede ovenfor (III. S. 403—408) anførte Uddrag af Kongeſpejlet om Hirdmændenes Opførſel.
  2. Nemlig i Capitel 36, ſe ovenfor S. 536, 549. Hertil kommer, at hvor der tales om Orknø-Jarlens Forhold til Kronen, nævnes der kun om Magnus Gilbartsſøns Forlig med Kong Magnus 1267, men intet om hans Søn Magnus Magnusſens Hylding 1276, hvilken, eller rettere de ved denne Hylding fornyede Lensbetingelſer, ikke vel kunde have været uomtalte, hvis Loven var nedſkreven bagefter at den fandt Sted.