Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/590

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
576
Magnus Haakonsſøn.


Hertil kom at Pave Gregorius var død den 10de Januar 1276, hvilket man vel endnu om Vaaren maa have erfaret i Norge, og Erkebiſkoppen havde ſaaledes tabt den Støtte, han kunde have i ham; i Tiden fra hans Død indtil det følgende Aars Høſt valgtes der ikke færre end tre Paver, af hvilke de to førſte kun overlevede deres Valg nogle faa Maaneder (Innocentius den 5te fra 21de Febr. til Juli, Hadrian den 5te fra ilte Juli til Sept. 1276, og Johannes den 21de fra 13de Sept. 1276 til 25de Novbr. 1277). I al denne Tid maatte der ſaaledes for Erkebiſkop Jon i det fjerne Norge være, ſom om der ſlet ingen Pave var til. Det lader ogſaa til, at han nok ſaa venligt har nærmet ſig Kongen; ſaaledes fulgte han ham paa Toget til Grændſen, uden at der tales noget om, at Forholdet mellem dem under dette lange Samvær var andet end nokſaa godt. Kongen overvintrede i Viken, da de Uroligheder, ſom paa denne Tid fandt Sted i Sverige, gjorde hans længere Ophold paa denne Kant nødvendigt[1], og da han tillige, ſom det vil ſees, paa denne Tid gjorde ſit Teſtamente, valgte han Erkebiſkoppens ivrige Ven, Biſkop Andreas af Oslo, til en af Executorerne. Saa vidt man kan ſkjønne, have altſaa Underhandlingerne om en endelig Overeenskomſt været fortſatte i al Venſkabelighed paa begge Sider. Man ſkulde nu ogſaa ſnarere formode, at det var de verdslige Herrer, ſom bragte Stridsſpørgsmaal paa Bane, end de Gejſtlige, for ſaa vidt ogſaa de fordrede visſe Friheder, iſær med Henſyn til Ledingen, overeensſtemmende ſaavel med hvad der var blevet Gejſtligheden og dens Tjenere til Deel, ſom overhoved med Tidsaanden. Det er allerede viiſt, hvorledes Erkebiſkoppens og Biſkoppernes haandgangne Mænd ved Overeenskomſten i Bergen vare blevne fritagne fra Leding ſelv anden, og for ſaa vidt de vare Skutilſveiner, ſelv tredie. Ved denne Fritagelſe findes intet tilføjet om lignende Frihed, tilſtaaet Kongens egne haandgangne Mænd, og der findes heller ikke i den ældre Lovgivning nogen anden dermed analog Beſtemmelſe, end at Kongens Aarmand ej ſkulde gjøre Leding for ſig, ſin Kone og ſin Træl, hvorimod det endog udtrykkeligt var beſtemt, at Lendermanden ſkulde gjøre Leding[2]. Men den Forandring i Maaden at fore Krig paa, ſom de ſenere Tider, iſær Tronkrigene, medførte, og ſom visſelig gjorde de haandgangne Mænds Krigstjeneſte og øvrige Pligter baade meget bekoſteligere og byrdefuldere end forhen, iſær da der ofte nu var Tale om Krigstjeneſte til Heſt, og at holde Svende, ſynes at have gjort den

  1. At Kongen overvintrede i Viken, og havde ſit egentlige Tilhold i Tunsberg, ſees nokſom deraf, at hans Teſtamente, hvorom nedenfor, er dateret Tunsberg 1ſte Februar 1277.
  2. Gulathingslov, Cap. 208, jvfr. Froſtathingslov VII. 17, 18.