Hertil kom at Pave Gregorius var død den 10de Januar 1276, hvilket man vel endnu om Vaaren maa have erfaret i Norge, og Erkebiskoppen havde saaledes tabt den Støtte, han kunde have i ham; i Tiden fra hans Død indtil det følgende Aars Høst valgtes der ikke færre end tre Paver, af hvilke de to første kun overlevede deres Valg nogle faa Maaneder (Innocentius den 5te fra 21de Febr. til Juli, Hadrian den 5te fra ilte Juli til Sept. 1276, og Johannes den 21de fra 13de Sept. 1276 til 25de Novbr. 1277). I al denne Tid maatte der saaledes for Erkebiskop Jon i det fjerne Norge være, som om der slet ingen Pave var til. Det lader ogsaa til, at han nok saa venligt har nærmet sig Kongen; saaledes fulgte han ham paa Toget til Grændsen, uden at der tales noget om, at Forholdet mellem dem under dette lange Samvær var andet end noksaa godt. Kongen overvintrede i Viken, da de Uroligheder, som paa denne Tid fandt Sted i Sverige, gjorde hans længere Ophold paa denne Kant nødvendigt[1], og da han tillige, som det vil sees, paa denne Tid gjorde sit Testamente, valgte han Erkebiskoppens ivrige Ven, Biskop Andreas af Oslo, til en af Executorerne. Saa vidt man kan skjønne, have altsaa Underhandlingerne om en endelig Overeenskomst været fortsatte i al Venskabelighed paa begge Sider. Man skulde nu ogsaa snarere formode, at det var de verdslige Herrer, som bragte Stridsspørgsmaal paa Bane, end de Gejstlige, for saa vidt ogsaa de fordrede visse Friheder, især med Hensyn til Ledingen, overeensstemmende saavel med hvad der var blevet Gejstligheden og dens Tjenere til Deel, som overhoved med Tidsaanden. Det er allerede viist, hvorledes Erkebiskoppens og Biskoppernes haandgangne Mænd ved Overeenskomsten i Bergen vare blevne fritagne fra Leding selv anden, og for saa vidt de vare Skutilsveiner, selv tredie. Ved denne Fritagelse findes intet tilføjet om lignende Frihed, tilstaaet Kongens egne haandgangne Mænd, og der findes heller ikke i den ældre Lovgivning nogen anden dermed analog Bestemmelse, end at Kongens Aarmand ej skulde gjøre Leding for sig, sin Kone og sin Træl, hvorimod det endog udtrykkeligt var bestemt, at Lendermanden skulde gjøre Leding[2]. Men den Forandring i Maaden at fore Krig paa, som de senere Tider, især Tronkrigene, medførte, og som visselig gjorde de haandgangne Mænds Krigstjeneste og øvrige Pligter baade meget bekosteligere og byrdefuldere end forhen, især da der ofte nu var Tale om Krigstjeneste til Hest, og at holde Svende, synes at have gjort den
Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/590
Denne siden er korrekturlest
576
Magnus Haakonssøn.
