Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/59

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
45
1248. Forhandlinger om Korstog.

for tre Aar. Imidlertid forandrede Paven denne ſidſte Beſtemmelſe allerede under 8de December derhen, at Kongen ogſaa af Hamars Biſkopsdømme kunne oppebære hiin Tyvendedeel for tre Aar. Der maa altſaa være kommet noget i Vejen med Biſkop Paal, maaſke Sygdom. Han døde dog førſt 4 Aar ſenere, i Løbet af Vintren 1251—52[1].

Det var for Reſten ikke Paven alene, der ſikkert antog, at Kong Haakon nu endelig vilde gjøre Alvor af at drage ud. Denne Tro nærede ogſaa Kong Ludvig i Frankrige, der juſt nu var ivrigt beſkjeftiget med Udruſtningerne til ſit Korstog, og han ſatte megen Priis paa at faa Kong Haakon til Medkæmper. Han tilſkrev ham nemlig et ſærdeles venligt Brev, hvori han opfordrede ham til at gjøre Følgeſkab med ham ſelv paa Toget til det hellige Land; ja han tilbød endog Kong Haakon, „ſom mægtig og erſaren paa Havet“, Befalingen over hele den franſke Flaade, tilføjende, at den franſke Landhær overhoved ſkulde rette ſig efter hans Vink. Da Kong Haakon havde faaet dette Brev, der blev ham overbragt af den oftere omtalte Matthæus af Paris, hvilken ſelv beretter herom i ſit ſtore hiſtoriſke Verk[2], ſvarede Kongen mundtligt — „han havde nemlig“, ſiges der, „fuldkommen Tillid til Matthæus’s Discretion —: „Jeg takker ſærdeles den fromme Konge i Frankrige, der ønſker mit Staldbroderſkab paa Toget. Men jeg kjender noget til Franſkmændenes Sind, og ligeſom Digteren ſiger: ingen Herſker taaler godt nogen Medherſker“, ſaaledes ſiger jeg: „ingen Overmodig taaler godt nogen Staldbroder“. Mit Folk er heftigt, ubetænkſomt, taaler ingen Fornærmelſer, men kjender heller ikke Maadehold; opſtaar der nu Trætte mellem ſlige Folk og de overmodige Franſkmænd, vil enhver af os være udſat for at lide ubodelig Skade, hvorfor det er

  1. Dipl. Norv. I. No. 40, 41, Matth. Pariſ. ſiger (S. 496) at Kongen fik ⅓ af de kirkelige Indtægter, hvilket dog maa være urigtigt.
  2. Matth. Pariſ. l. c., jvfr. Th. Thorvesſøns Hist. Norv. S. 265, hvor dette Sted hos Matthæus meddeles. Ved førſte Øjekaſt kunde det ſynes, ſom om Matthæus førſt overbragte Ludvigs Opfordring til Haakon om at ſlaa Følge med ham, derpaa vendte tilbage med Haakons mundtlige Svar, og endelig kom tilbage igjen, medbringende Ludvigs aabne Brev. Men ved nøjere Gjennemlæsning vil man ſe, at det ej forholder ſig ſaaledes, og at Matthæus medbragte begge Breve, ſaavel den førſte Opfordringsſkrivelſe ſom det aabne Brev. Hvad enten Haakon ledſagede Ludvig eller ej, maatte det ſidſte være ham lige kjært, ja magtpaaliggende at faa. Det var altſaa ikke nødvendigt, at han førſt afſlog Ludvigs Tilbud. Ludvig har vel endog aldrig hørt noget om Afſlaget, men er rejſt afſted, i det Haab, at Haakon ſkulde komme efter. Det er aabenbart, at Matthæus’s Samtale med Kongen foregik, da Matthæus i Sommeren 1248 opholdt ſig i Norge for at reformere Holms Kloſter. At han da inden Auguſt Maaned, da Ludvig drog afſted, ſkulde have kunnet gjøre et Par Rejſer frem og tilbage til Frankrig for at beſørge Kongens Brevvexling, er ikke ſandſynligt.