Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/586

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
572
Magnus Haakonsſøn.


og tre Nevndarmænd fra hver Fjerding, altſaa tilſammen 24 Perſoner, medens Lagretten paa Landsthinget fremdeles beſtod af tre Tylfter. Syv Dage efter Lagthingets Slutning ſkulde Gjaldkeren eller Sysſelmanden holde Møde og bekjendtgjøre hvad der var forhandlet paa Thinget. For øvrigt ſtemmer den ſaakaldte Thingfarebaalk ganſke med Landslovens. Chriſtendomsbaalken, ſom den kaldes, er ogſaa den ſamme ufuldſtændige Baalk af dette Navn, der, indtil Kongen og Erkebiſkoppen kunde enes om nogen ny almindelig Chriſtenret, indtog dennes Plads i Lovbogen, men kun indeholdt Troesartiklerne tilligemed Beſtemmelſerne om Kongearven og Hyldingseden. Derimod ſees det, at man for Kjøbſtædernes Vedkommende har kunnet indføre ſaadanne nøjagtige Beſtemmelſer med Henſyn til den nye Beregningsmaade af Ledings-Ydelſen, ſom man endnu havde maattet ſpringe over i Landsloven, tydeligt nok fordi der her ej var Tale om Beſkatning af Jordegods, hvorved Beregningen var vanſkeligere og flere Interesſer krydſedes. Her beſtemtes ligefrem, at der ved halv Almenning, altſaa i ſædvanlig Leding, ſkulde erlægges fem Peninger af hver Mark, hvad enten denne oppebares i Gaardleje eller ved Salg af Varer; ſamme Beſkatning ſkulde ogſaa de udenlandſke Handelsmænd, der overvintrede i Byen, være underkaſtede[1]. Dog erklæredes det tillige, at Kongen af de indkomne Penge ikke ſkulde oppebære mere end 40 Mkr.; det øvrige ſkulde være Bymændenes egen Ejendom, og ſaaledes danne Commune-Kasſen. Ved Siden heraf bibeholdtes den ſaakaldte „Bøargjald“ eller Byſkat, en perſonlig Skat af 1 Ertog vejet, ſom alle Smaahandlere ſkulde betale inden hver 15de Juni, maaſkee ſom en Kjendelſe til Kongen fordi de fik Tilladelſe til at drive denne Næring[2]. Mannhelgen var paa det nærmeſte, og Arvebaalken ganſke ſom i Landsloven; derimod faldt det af ſig ſelv, at Landabrigde, eller Odelsløsnings-Baalken, ſaavel ſom Landslejebaalken, ganſke udelodes, hvorimod der i Stedet for disſe traadte en ſaakaldet „Bøarſkipan“ eller By-Ordning. Her beſtemtes alt, hvad der hørte til Byens ordentlige Bebyggelſe, Sikkerhed mod Ildsvaade, Vagthold og Politi m. m., og ſaa vidt man af de enkelte Artikler kan dømme, maa der have herſket meget god Orden. Ingen fik herefter Lov til at opføre nye Huſe uden ſaaledes ſom Lagmanden, Gjaldkeren og Raadmændene fandt det pasſende med Henſyn til Gaarde, Briter og Brygger; der ſattes ſtrenge Straffe for Uforſigtighed med Ild, og det forordnedes at Badſtuer, Bagerovne og Smedjer ſkulde være udenfor Byen[3]. Dog nøjedes man endnu

  1. Bylov, IV. 6.
  2. Bylov, Utfarebaalk. Cap. 7, 8.
  3. Dette ſidſte var dog allerede i lang Tid Regelen, og Beſtemmelſen blev nu