Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/586

572

Magnus Haakonssøn.

og tre Nevndarmænd fra hver Fjerding, altsaa tilsammen 24 Personer, medens Lagretten paa Landsthinget fremdeles bestod af tre Tylfter. Syv Dage efter Lagthingets Slutning skulde Gjaldkeren eller Sysselmanden holde Møde og bekjendtgjøre hvad der var forhandlet paa Thinget. For øvrigt stemmer den saakaldte Thingfarebaalk ganske med Landslovens. Christendomsbaalken, som den kaldes, er ogsaa den samme ufuldstændige Baalk af dette Navn, der, indtil Kongen og Erkebiskoppen kunde enes om nogen ny almindelig Christenret, indtog dennes Plads i Lovbogen, men kun indeholdt Troesartiklerne tilligemed Bestemmelserne om Kongearven og Hyldingseden. Derimod sees det, at man for Kjøbstædernes Vedkommende har kunnet indføre saadanne nøjagtige Bestemmelser med Hensyn til den nye Beregningsmaade af Ledings-Ydelsen, som man endnu havde maattet springe over i Landsloven, tydeligt nok fordi der her ej var Tale om Beskatning af Jordegods, hvorved Beregningen var vanskeligere og flere Interesser krydsedes. Her bestemtes ligefrem, at der ved halv Almenning, altsaa i sædvanlig Leding, skulde erlægges fem Peninger af hver Mark, hvad enten denne oppebares i Gaardleje eller ved Salg af Varer; samme Beskatning skulde ogsaa de udenlandske Handelsmænd, der overvintrede i Byen, være underkastede^[1]. Dog erklæredes det tillige, at Kongen af de indkomne Penge ikke skulde oppebære mere end 40 Mkr.; det øvrige skulde være Bymændenes egen Ejendom, og saaledes danne Commune-Kassen. Ved Siden heraf bibeholdtes den saakaldte „Bøargjald“ eller Byskat, en personlig Skat af 1 Ertog vejet, som alle Smaahandlere skulde betale inden hver 15de Juni, maaskee som en Kjendelse til Kongen fordi de fik Tilladelse til at drive denne Næring^[2]. Mannhelgen var paa det nærmeste, og Arvebaalken ganske som i Landsloven; derimod faldt det af sig selv, at Landabrigde, eller Odelsløsnings-Baalken, saavel som Landslejebaalken, ganske udelodes, hvorimod der i Stedet for disse traadte en saakaldet „Bøarskipan“ eller By-Ordning. Her bestemtes alt, hvad der hørte til Byens ordentlige Bebyggelse, Sikkerhed mod Ildsvaade, Vagthold og Politi m. m., og saa vidt man af de enkelte Artikler kan dømme, maa der have hersket meget god Orden. Ingen fik herefter Lov til at opføre nye Huse uden saaledes som Lagmanden, Gjaldkeren og Raadmændene fandt det passende med Hensyn til Gaarde, Briter og Brygger; der sattes strenge Straffe for Uforsigtighed med Ild, og det forordnedes at Badstuer, Bagerovne og Smedjer skulde være udenfor Byen^[3]. Dog nøjedes man endnu

1. Bylov, IV. 6.
2. Bylov, Utfarebaalk. Cap. 7, 8.
3. Dette sidste var dog allerede i lang Tid Regelen, og Bestemmelsen blev nu