Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/584

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
570
Magnus Haakonsſøn.


det udtrykkeligt foreſkreves at Bjarkøretten var gjeldende)[1]. Og til disſe almindelige Beſtemmelſer, der ej vare ſæregne for noget enkelt Lagthing, hørte vel iſær den ſaakaldte Farmannalov, Farmands- eller de ſøfarende Handelsmænds Lov, Beſtemmelſer om Skibsſtyrernes og de ſaakaldte Haaſeters ( Beſætningens) gjenſidige Pligter og Rettigheder. Af de Levninger, vi have tilbage af den ældre Farmannalov, lader det til at disſe Pligter og Rettigheder, ſaavel ſom den Fremgangsmaade, man havde at iagttage ved at tage ſig Fragt m. m., have været meget udførligt og nøjagtigt optegnede, men at meget heraf nu var forældet, iſær formedelſt den alt for ſtore Masſe af Formaliteter, der foreſkreves[2]. Overhoved, man trængte ikke mindre til en Reviſion af Byloven, end af Landsloven, og det fandtes ogſaa nødvendigt her at bringe den ſamme Eenhed til Veje, ſom tilſigtedes for Landet. Opfordringer til Kongen om at forbedre Lovgivningen vare heller ikke mindre udgaaede fra Byboerne end fra Landbefolkningen. Det ligger for øvrigt i Sagens Natur, at man førſt maatte være færdig med Hovedlovgivningen for Landet, førend man kunde tage fat paa at lempe Bylovgivningen derefter, og ſaaledes bar vel neppe Arbejdet med denne taget ſin Begyndelſe, førend efter 1274, da Landsloven var bleven vedtagen paa Froſtathing. Fremgangsmaaden, man fulgte ved dette Arbejde, ſynes at have været den, at man førſt foretog ſig at indrette en fuldſtændig Lovbog for Bergens By, og at man ſiden efter deri gjorde de nødvendige locale Forandringer for de andre Byer. Thi af alle de Haandſkrifter af Byloven, ſom vi have tilbage, ere ej alene de fleſte indrettede for Bergen, men de bergenſke Lovbøger ere ogſaa fuldſtændigere end de for de andre Byer, og der gives desuden enkelte, hvis Text er beſtemt til at gjelde ſom almindelig Bylov, altſaa hvor alt ſæregent ſkulde være borte, men hvor der dog findes et og andet, ſom nærmeſt pasſer for Bergen, hvoraf man altſaa ſeer, at Uddraget har været gjort fra et Bergens-Exemplar. Dette Forhold ſinder ogſaa ſin fuldkomne Forklaring i den Omſtændighed, at Bergen var Kongens egentlige Reſidents, og at det ſaaledes laa ham nærmeſt at indrette det førſte Lovudkaſt for Bergen; ikke at tale om, at Bergen nu var Norges vigtigſte By, hvor de charakteriſtiſke Kjøbſtadsforhold vare komne til ſtørſt Udvikling, ſaa at man, ved nærmeſt at have dem for Øje, var ſikreſt paa at opnaa den ſtørſt mulige Fuldſtændighed. Det er ogſaa at merke, at alle de Haandſkrifter af Byloven, ſom vi have

  1. Bjarkøret 42.
  2. Sammenl. f. Ex. Brudſt. af den ældre Farmannalov (N. L. I 334) med den nyere.