Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/583

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
569
1275—76. Byloven forbedret.


nok vade vide at kaſte ſig imellem dem og udvide Bruddet til egen Fordeel, men baade til Kirkens og Kronens Skade. Derfor ſee vi nu ogſaa tydeligt, at Erkebiſkoppen nedſtemte den høje Tone, hvori han tidligere talte, og navnligt undlod at henſkyde Tviſtepunkterne til Paven.

Imidlertid ſynes Kongen, der engang ſaa at ſige havde givet ſit Ultimatum, og ikke kunde gaa videre i ſine Indrømmelſer, for det førſte at have ladet de kirkelige Anliggender hvile, men derimod at have arbejdet paa Fuldſtændiggjørelſen af den verdslige Lovgivning, deels ved at faa Landsloven, hvorvel endnu i dens ufuldendte Tilſtand, vedtagen paa Eidſivathing og Borgarthing, deels ved at bringe en Tillempning af Landsloven i Stand for Kjøbſtæderne, hvis ſæregne Forhold naturligviis deels i mangt og meget gjorde ſæregne Beſtemmelſer nødvendige, deels gjorde mange af Beſtemmelſerne i Landsloven aldeles overflødige. Allerede længe havde han, ſom ogſaa ovenfor omtalt, følt Nødvendigheden af ſæregne Lovbeſtemmelſer og Vedtægter for Kjøbſtæderne og Markedspladſene, og derved var den ſaakaldte Bjarkø-Ret, eller maaſkee rigtigere Bjarkøretterne, opſtaaede, en Samling af Beſtemmelſer for Byer og Markedspladſe, der dog kun ſluttede ſig til Hovedlovgivningen for Landet, ſom et Supplement til denne, og uden vel nogenſinde at have været betragtet ſom en egen Lov, eller at have været vedtagen paa den højtidelige Maade ſom Hovedlovene. Vi have nu kun Brudſtykker tilbage af den Bjarkø-Ret, der gjaldt for Froſtathings-Lagen, altſaa nærmeſt for Byen Nidaros, og ſom derfor kun er et Supplement til den gamle Froſtathingslov; hvis vi havde den Bjarkø-Ret, der gjaldt for Gulathingslagen, eller for Bergen og Stavanger, da vilde den ganſke ſikkert viſe ſig at være et Supplement til den ældre Gulathingslov[1]. Men alligevel tør det nok være muligt, ja endog ſandſynligt, at alle de Beſtemmelſer paa begge Steder, der udelukkende vedkom Lovforholdene, vare de ſamme, og at man ſaaledes maaſkee endog kan have haſt en ſæregen Samling af Vedtægter med Henſyn til Kjøbſtads- og Handelsforhold, kaldet ſlet hen Bjarkøretten, ſom det overlodes enhver By-Corporation ſaa godt det lod ſig gjøre at tillempe paa Hoved-Lovgivningen. Oprindelig ere vel disſe Vedtægter endog opkomne førend egentlige Byer endnu havde dannet ſig i Norge, paa Markeds- og Handels-Pladſe, eller „Kaupanger og Birker“, „Sildevær“, „Fiſke-Nes“ (hvor

  1. Norges gl. L. I S. 301-336. De her ſamlede Brudſtykker af Bjarkøretten viſe ſig ſtrax at være compilerede uden nogen planmæsſig Orden, ligeſom de og ſees kun at have været tilføjede Froſtathingsbøger ſom Supplementer til disſe.