nok vade vide at kaste sig imellem dem og udvide Bruddet til egen Fordeel, men baade til Kirkens og Kronens Skade. Derfor see vi nu ogsaa tydeligt, at Erkebiskoppen nedstemte den høje Tone, hvori han tidligere talte, og navnligt undlod at henskyde Tvistepunkterne til Paven.
Imidlertid synes Kongen, der engang saa at sige havde givet sit Ultimatum, og ikke kunde gaa videre i sine Indrømmelser, for det første at have ladet de kirkelige Anliggender hvile, men derimod at have arbejdet paa Fuldstændiggjørelsen af den verdslige Lovgivning, deels ved at faa Landsloven, hvorvel endnu i dens ufuldendte Tilstand, vedtagen paa Eidsivathing og Borgarthing, deels ved at bringe en Tillempning af Landsloven i Stand for Kjøbstæderne, hvis særegne Forhold naturligviis deels i mangt og meget gjorde særegne Bestemmelser nødvendige, deels gjorde mange af Bestemmelserne i Landsloven aldeles overflødige. Allerede længe havde han, som ogsaa ovenfor omtalt, følt Nødvendigheden af særegne Lovbestemmelser og Vedtægter for Kjøbstæderne og Markedspladsene, og derved var den saakaldte Bjarkø-Ret, eller maaskee rigtigere Bjarkøretterne, opstaaede, en Samling af Bestemmelser for Byer og Markedspladse, der dog kun sluttede sig til Hovedlovgivningen for Landet, som et Supplement til denne, og uden vel nogensinde at have været betragtet som en egen Lov, eller at have været vedtagen paa den højtidelige Maade som Hovedlovene. Vi have nu kun Brudstykker tilbage af den Bjarkø-Ret, der gjaldt for Frostathings-Lagen, altsaa nærmest for Byen Nidaros, og som derfor kun er et Supplement til den gamle Frostathingslov; hvis vi havde den Bjarkø-Ret, der gjaldt for Gulathingslagen, eller for Bergen og Stavanger, da vilde den ganske sikkert vise sig at være et Supplement til den ældre Gulathingslov[1]. Men alligevel tør det nok være muligt, ja endog sandsynligt, at alle de Bestemmelser paa begge Steder, der udelukkende vedkom Lovforholdene, vare de samme, og at man saaledes maaskee endog kan have hast en særegen Samling af Vedtægter med Hensyn til Kjøbstads- og Handelsforhold, kaldet slet hen Bjarkøretten, som det overlodes enhver By-Corporation saa godt det lod sig gjøre at tillempe paa Hoved-Lovgivningen. Oprindelig ere vel disse Vedtægter endog opkomne førend egentlige Byer endnu havde dannet sig i Norge, paa Markeds- og Handels-Pladse, eller „Kaupanger og Birker“, „Sildevær“, „Fiske-Nes“ (hvor
- ↑ Norges gl. L. I S. 301-336. De her samlede Brudstykker af Bjarkøretten vise sig strax at være compilerede uden nogen planmæssig Orden, ligesom de og sees kun at have været tilføjede Frostathingsbøger som Supplementer til disse.
