Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/582

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
568
Magnus Haakonsſøn.


ſelv havde givet Anledning til at Paven fordrede hine Clauſuler tilføjede, maa han nu bittert have angret det. Der findes nemlig tydelige Tegn til, at de kongelige Raadgivere helſt ſaa, at det hele Forlig gik overſtyr, og at alt blev ved det Gamle. Det kunde ſaaledes ſpøge for, at aldeles ingen endelig Overeenskomſt blev ſluttet, i det mindſte ikke førend ogſaa de havde ſikret ſig ſtørre Rettigheder baade paa Kronens og Kirkens Bekoſtning, og at ſaaledes netop den ſkadelige Strid vilde opſtaa, ſom det i Indledningen til Overeenskomſten af 1273 heed at man havde villet undgaa. De verdslige Herrers Maade at opfatte Sagen paa fremlyſer af deres Ferd kort Tid efter, da Kongen var død. Sagernes Stilling i det hele taget ſkjønnes ogſaa tydeligt af de Forhandlinger, der fandt Sted paa Island i Aarene 1275 og 1276, da det var blevet bekjendt, at Overeenskomſten for det førſte var gaaet tilbage. Biſkop Arne havde, ſom ovenfor nævnt, faaet ſin efter Erkebiſkop Jons Ankomſt formede Chriſtendomsbaalk for Island udarbejdet: og drev det vel ogſaa dertil, at den foreløbigt blev antagen paa Thinget, men kun med det Forbehold, at den kun midlertidigt ſkulde gjelde, indtil Kongen og Erkebiſkoppen forordnede en ny; derhos blev der under Haanden klaget for Kongen over de egenmægtige Skridt, ſom Biſkopperne foretoge ſig, ej alene med Henſyn til Udførelſen af de Beſlutninger, der vare vedtagne paa Conciliet i Lyon, men ogſaa ved at opføre i Chriſtenretten Beſtemmelſer, der paalagde nye Skatter eller Ydelſer til Kirken. Uagtet Kongen, ſom vi vide, var meget kirkeligt ſindet, og navnligt yndede Biſkop Arne, ligeſom han ogſaa med Varme omfattede Korstogs-Sagen, ſaa ſkrev han dog tilbage til Island, at man ej ſkulde underſtaa ſig at antage nogen anden Lov, det være ſig Chriſtenret eller verdslig Lov, end den, han ſelv foreſkrev, indtil han blev enig med Erkebiſkoppen og Gejſtligheden om hvad der ſkulde gjelde; han truede enhver den med ſit Uvenſkab, der handlede herimod, tilføjende at det var hans og Erkebiſkoppens, men ingen anden Mands, Sag at forordne Chriſtenret eller nogen anden Lov i hans Land[1]. Heraf kunne vi ſlutte, at Erkebiſkoppen havde haft til Henſigt, ſamtidigt at faa vedtaget i Norge den Chriſtenret, han havde udarbejdet, og af hvilken Biſkop Arnes islandſke Chriſtenret kun var en Afſpejling, men at han nu ikke engang vovede at bringe noget Forſlag derom paa Bane. Dette havde dog det Gode ved ſig, at Erkebiſkoppen maatte indſee, at han ikke fremmede ſin eller Kirkens Sag ved Underfundighed eller alt for nærgaaende Iver, men at han udrettede langt mere ved Aabenhed og Maadehold; og at det var højſt uklogt af ham at ſætte ſig i et ſpendt Forhold til Kongen, da de verdslige Høvdinger

  1. Arne Biſkops Saga, Cap. 17.