Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/581

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
567
1274. Erkebiſkoppens Tilbagekomſt. Den hellige Torn.


Capell for Tornekronen, ſaaledes lod Kong Magnus nu paabegynde en nu Apoſtelkirke, hvori Reliqvien ſkulde opbevares, og ſom ſkulde blive en virkelig Pragtkirke, ikke hvad Størrelſen, men hvad Udførelſen og Prydelſerne angik. Pladſen for denne nyeſte Apoſtelkirke valgte Kongen i ſin Urtehave (Grasgard), og ſaa vidt man af de faa Antydninger om dens Udſeende, der ere os levnede, kan ſlutte, ſynes man endog at havde lagt an paa en vis Liighed mellem den og det „hellige Capell“ i Paris. Kong Magnus oplevede dog ikke at ſee det færdigt, thi det blev førſt indviet i 1302, og førſt da blev ogſaa den forrige Apoſtelkirke nedreven[1].

Efterretningen om at Paven kun betingelſesviis havde bekræftet Overeenskomſten, var Kongen viſtnok heel ukjærkommen, for ſaa vidt ſom dette kunde lede til nye Udſættelſer i hvad der laa ham ſaa ſærdeles paa Hjerte, at faa Lovarbejdet ganſke afſluttet og en fuldſtændig Chriſtenret antagen. Den førſte og den ſidſte af de Artikler, Paven havde opſtillet, vare af den Natur, at Kongen umuligt kunde antage dem, thi de indeholdt, iſær den førſte, en Anerkjendelſe af de Punkter, ſom Magnus den hele Tid havde erklæret uhjemlede, nemlig Kongedømmets Underkaſtelſe og Valgretten. Han antog dem heller ikke, og dermed var Overeenskomſten hævet, idet mindſte med Henſyn til de Artikler, ſom ikke allerede havde været lovtagne paa Gulathing og Froſtathing, og dette var blandt alle Artikler i Overeenskomſten kun den, der foreſkriver Kongevalg, naar den kongelige Linje er uddøet. Hvad Erkebiſkoppen angaar, da havde han vel neppe forudſeet, at Kongen her vilde gjør Vanſkeligheder, og for ſaa vidt han

    Beretning er ſiden aftrykt i Th. Torvesſøns hist. Norv. IV. S. 359, 360. Heri forekommer dog den chronologiſke Vanſkelighed, der ligefrem maa være en Fejl i Beretningen ſelv, at den Dag, da Kong Philip i Paris med ſine „forſtandige Mænd“ fattede denne Beſlutning, medens Erkebiſkoppen opholdt ſig i Paris paa Tilbagerejſen, angives at være St. Nicolai Dag (6te December) 1274. Men nu er det aabenbart, at det ikke kan være ſkeet paa denne Dag, thi Erkebiſkoppen var allerede da kommen hjem til Norge med Reliqvien. Suhm har ſøgt at bortforklare Fejlen paa den Maade, at Aaret ſkulde være 1273, og at Erkebiſkoppen paa Henrejſen til Lyon fik Reliqvien overleveret; men deels ſtaar der i ſelve Beretningen, at det var paa Tilbagerejſen, deels erfarer man af Biſkop Arnes Saga, at Erkebiſkoppen forlod Norge om Vaaren 1274, og ſaaledes ej kunde være i Paris 1273. Man kunde tænke ſig Muligheden af at Erkebiſkoppen var bleven i Paris Vinteren over, og ikke kom hjem førend Hoften 1275; men dette ſtrander igjen paa Brevet l Dipl. Norv. III. No. 12, hvoraf ſees, at han 17de Auguſt 1275 var hjemme i Nidaros. Hvis der ſaaledes ikke ſkulde være en „Dies Sancti Nicolai confessoris et pontificis“ i Auguſt eller September, hvorom de ſædvanlige Kalendarier tie, maa hiin Angivelſe være aldeles fejlagtig.

  1. Se Annalerne, ved de her nævnte Aar, jvfr. Nicolayſen: Archæol.-hiſt. Fortegnelſe over Norges Levninger af Kunſt og Haandverk S. 102, 103.