Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/575

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
561
1274. Erkebiſkop Jon ved Conciliet i Bergen.


give Fyldeſtgjørelſe, ſkulde de have tabt den Ledingsfrihed for hiint Antal Mænd, ſom ved Overeenskomſten var dem tilſtaaet, dog ſaaledes at denne i alle øvrige Punkter ſkulde ſtaa ved Magt; b) hvis der ſkulde opſtaa nogen Tvivl om en eller anden Artikel i Overeenskomſten, ſkulde der til dens Forklaring udnævnes tvende duelige Perſoner, den ene af Kongen, den anden af Erkebiſkoppen, og hvis disſe ikke kunde blive enige, ſkulde de igjen have Ret til at tilkalde en tredie, hvorefter da det, ſom disſe eller to af dem beſtemte, ſkulde gjelde; og endelig c) at derſom det af en eller anden Grund ſkulde blive nødvendigt at beſkikke Formyndere eller Curatorer for Kongen, og dette ſkulde ſkee ved Valg, da ſkulde Erkebiſkoppen eller hans Efterfølgere ved dette Valg have „den eneſte og førſte Stemme“. Man kan neppe antage, at Paven af ſig ſelv har fundet paa disſe Tillægsartikler. Det er viſtnok maaſkee i ſin Orden, at Overeenskomſten indeholdt en Straffeclauſul, og at han kan have paapeget Nødvendigheden af at tilføje en ſaadan, ſaavel ſom af en Regel for, hvorledes Tvivlsmaal om Artiklernes Fortolkning ſkulde hæves, men det nærmere Indhold af Strafſeclauſulen, og fornemmelig den tredie Tillægsartikel, der ſøger at ſikre Erkebiſkoppen en ny Lejlighed til at udøve den af ham ſaa meget attraaede Indflydelſe paa Regentens Valg, røber temmelig tydeligt, at Forbeholdet og de foreſlaaede Tillægsartikler dog nærmeſt maa have været Erkebiſkoppens Verk. Men hvis han derved troede at kunne overliſte Kongen, tog han Fejl, og forregnede ſig meget, ſom vi ſnart ville ſee.

Kong Magnus, der ſiden ſin ſidſte Sygdom havde været ſvagelig, og derfor vel des mere ſtundede efter at ſaa ſin nye Lov fuldſtændigt vedtagen, for at kunne ſkride til de vigtige Foranſtaltninger, der vare nødvendige, førend den ret kunde træde i Kraft, hvilket han naturligviis gjerne ønſkede at opleve for ſin Død, ſkyndte ſig nu, ſom man tydeligt kan ſee, at faa den nye Lovredaction nogenledes færdig, for endnu ſamme Sommer, medens Erkebiſkoppen var i Lyon, at kunne faa den fremlagt og lovtagen paa Froſtathing, det fornemſte af Lagthingene i Norge. Paa Gulathing var den, ſom det ſynes, og ſom det ovenfor er nævnt, vedtagen allerede i 1273, ſkjønt den da neppe engang var ſaa vidt udarbejdet, ſom vi nu have den; og aabenbart er det, at den ſelv i denne Skikkelſe, hvilken ſynes at være den, hvori den blev lovtagen paa Froſtathing, tydeligt bærer Præget af at være bleven afſluttet og promulgeret, førend alle Materier vare fuldſtændigt behandlede; man ſeer, at juſt de Punkter ere udeladte, om hvilke der hidtil havde herſket ſaa ſtor Uenighed, at man endnu ej havde kunnet ſkride til Affattelſen af de dem vedkommende Lovbud. Kongen har