give Fyldestgjørelse, skulde de have tabt den Ledingsfrihed for hiint Antal Mænd, som ved Overeenskomsten var dem tilstaaet, dog saaledes at denne i alle øvrige Punkter skulde staa ved Magt; b) hvis der skulde opstaa nogen Tvivl om en eller anden Artikel i Overeenskomsten, skulde der til dens Forklaring udnævnes tvende duelige Personer, den ene af Kongen, den anden af Erkebiskoppen, og hvis disse ikke kunde blive enige, skulde de igjen have Ret til at tilkalde en tredie, hvorefter da det, som disse eller to af dem bestemte, skulde gjelde; og endelig c) at dersom det af en eller anden Grund skulde blive nødvendigt at beskikke Formyndere eller Curatorer for Kongen, og dette skulde skee ved Valg, da skulde Erkebiskoppen eller hans Efterfølgere ved dette Valg have „den eneste og første Stemme“. Man kan neppe antage, at Paven af sig selv har fundet paa disse Tillægsartikler. Det er vistnok maaskee i sin Orden, at Overeenskomsten indeholdt en Straffeclausul, og at han kan have paapeget Nødvendigheden af at tilføje en saadan, saavel som af en Regel for, hvorledes Tvivlsmaal om Artiklernes Fortolkning skulde hæves, men det nærmere Indhold af Strafseclausulen, og fornemmelig den tredie Tillægsartikel, der søger at sikre Erkebiskoppen en ny Lejlighed til at udøve den af ham saa meget attraaede Indflydelse paa Regentens Valg, røber temmelig tydeligt, at Forbeholdet og de foreslaaede Tillægsartikler dog nærmest maa have været Erkebiskoppens Verk. Men hvis han derved troede at kunne overliste Kongen, tog han Fejl, og forregnede sig meget, som vi snart ville see.
Kong Magnus, der siden sin sidste Sygdom havde været svagelig, og derfor vel des mere stundede efter at saa sin nye Lov fuldstændigt vedtagen, for at kunne skride til de vigtige Foranstaltninger, der vare nødvendige, førend den ret kunde træde i Kraft, hvilket han naturligviis gjerne ønskede at opleve for sin Død, skyndte sig nu, som man tydeligt kan see, at faa den nye Lovredaction nogenledes færdig, for endnu samme Sommer, medens Erkebiskoppen var i Lyon, at kunne faa den fremlagt og lovtagen paa Frostathing, det fornemste af Lagthingene i Norge. Paa Gulathing var den, som det synes, og som det ovenfor er nævnt, vedtagen allerede i 1273, skjønt den da neppe engang var saa vidt udarbejdet, som vi nu have den; og aabenbart er det, at den selv i denne Skikkelse, hvilken synes at være den, hvori den blev lovtagen paa Frostathing, tydeligt bærer Præget af at være bleven afsluttet og promulgeret, førend alle Materier vare fuldstændigt behandlede; man seer, at just de Punkter ere udeladte, om hvilke der hidtil havde hersket saa stor Uenighed, at man endnu ej havde kunnet skride til Affattelsen af de dem vedkommende Lovbud. Kongen har
