Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/574

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
560
Magnus Haakonsſøn.


Juli. Det ſkal have været ualmindeligt talrigt, 500 Biſkopper, 70 Abbeder og tuſende andre høje Gejſtlige ſkulle have været tilſtede. En Mængde vigtige Artikler bleve vedtagne om Pave- og Biſkopsvalg, Beſættelſe af andre gejſtlige Embeder, om Beſtyrelſe af Kirkegods, om Kirkernes Immunitet, om Aager o. ſ. v.; der ſtiftedes, ſom det heed, en Forening mellem den latinſke og græſke Kirke, hvilken dog ikke havde ſynderligt at betyde, og ved en engere Sammenkomſt, ſom Paven mellem den 1ſte og 2den almindelige Sesſion foranſtaltede i ſit eget Kammer, af Cardinalerne, og en Erkebiſkop, Biſkop og Abbed fra hver Provins, blev det vedtaget, at Gejſtligheden til Befordning af det hellige Lands Frelſe ſkulde erlægge Tiende af alle ſine Indtægter i ſex Aar fra 24 Juni 1274 at regne[1], ligeſom der og blev forordnet, at Korstog ſkulde prædikes, og ſom ſædvanligt ſtore Indulgenſer tilſagdes dem, der toge Korſet. Faa Dage efter at Mødet var hævet, kom den mellem Kong Magnus og Erkebiſkop Jon ſluttede Overeenskomſt til Pavens Afgjørelſe. Ved et Brev af 26de Juli 1274[2] ſtadfæſtede Paven den, dog kun med det Forbehold, at den førſt ſkulde træde i Kraft, naar Kongen havde antaget og fuldſtændigt ratificeret trende Tillægsartikler, nemlig, a) at hvis Kongen eller hans Efterfølgere handlede aabenbart imod Overeenskomſten, og Erkebiſkoppen eller hans Efterfølgere med alle eller Fleerheden af ſine Lydbiſkoppers Raad anholdt hos Kongen om pasſende Fyldeſtgjørelſe herfor, men dette negtedes, da ſkulde Erkebiſkoppen og Nidaros Kirke umiddelbar derved have gjenerholdt ſin før Overeenskomſtens Afſluttelſe hafte Ret med Henſyn til Kongens Valg, og hans, ſaavel ſom Kongedømmets Underkaſtelſe under St. Olaf, og alt ſkulde være, ſom det var forhen; men hvis det derimod var Erkebiſkoppen og Lydbiſkopperne, der handlede mod Foreningen og negtede at

    retl. Forhold S. 17), at Jons Chriſtenret muligviis kunde bære udarbejdet efter Arnes, men man behøver kun at ſammenligne hiin med de tidligere norſke Chriſtenretter, ſaavel ſom Kong Magnus’s Udkaſt, for at erkjende, at den paa det nøjeſte ſlutter ſig til disſe, og at dens Hovedmasſe ſaaledes tilhører Norge, ikke Island. Jons Chriſtenret omtaler heller ikke med et eneſte Ord den i 1274 (ſe nedenfor) reglementerede Tornekrone-Feſtdag, ſkjønt den endog omtaler den ſaakaldte Fingerguldsmesſe, der højtideligholdtes i Nidaros alene, fordi „Chriſti Blod“ paa den Dag bragtes did (ſ. o. III. S. 37). Men en anden Sag er, at Biſkop Arne maaſkee kan have været tagen paa Raad med ved Affattelſen af enkelte Artikler, iſær de nye, der ikke have nogen Kilde i de ældre Chriſtenretter.

  1. Harduins Concilieſamling, VIII. 688. Raynaldus, 1274, No. 3. Se ogſaa Annalerne, ved 1274.
  2. Aftrykt efter Afſkrift af Originalregeſten, ſaavel i Norges gl. Love II. S. 455, ſom i Dipl. Norv. I. No. 68.