Juli. Det skal have været ualmindeligt talrigt, 500 Biskopper, 70 Abbeder og tusende andre høje Gejstlige skulle have været tilstede. En Mængde vigtige Artikler bleve vedtagne om Pave- og Biskopsvalg, Besættelse af andre gejstlige Embeder, om Bestyrelse af Kirkegods, om Kirkernes Immunitet, om Aager o. s. v.; der stiftedes, som det heed, en Forening mellem den latinske og græske Kirke, hvilken dog ikke havde synderligt at betyde, og ved en engere Sammenkomst, som Paven mellem den 1ste og 2den almindelige Session foranstaltede i sit eget Kammer, af Cardinalerne, og en Erkebiskop, Biskop og Abbed fra hver Provins, blev det vedtaget, at Gejstligheden til Befordning af det hellige Lands Frelse skulde erlægge Tiende af alle sine Indtægter i sex Aar fra 24 Juni 1274 at regne[1], ligesom der og blev forordnet, at Korstog skulde prædikes, og som sædvanligt store Indulgenser tilsagdes dem, der toge Korset. Faa Dage efter at Mødet var hævet, kom den mellem Kong Magnus og Erkebiskop Jon sluttede Overeenskomst til Pavens Afgjørelse. Ved et Brev af 26de Juli 1274[2] stadfæstede Paven den, dog kun med det Forbehold, at den først skulde træde i Kraft, naar Kongen havde antaget og fuldstændigt ratificeret trende Tillægsartikler, nemlig, a) at hvis Kongen eller hans Efterfølgere handlede aabenbart imod Overeenskomsten, og Erkebiskoppen eller hans Efterfølgere med alle eller Fleerheden af sine Lydbiskoppers Raad anholdt hos Kongen om passende Fyldestgjørelse herfor, men dette negtedes, da skulde Erkebiskoppen og Nidaros Kirke umiddelbar derved have gjenerholdt sin før Overeenskomstens Afsluttelse hafte Ret med Hensyn til Kongens Valg, og hans, saavel som Kongedømmets Underkastelse under St. Olaf, og alt skulde være, som det var forhen; men hvis det derimod var Erkebiskoppen og Lydbiskopperne, der handlede mod Foreningen og negtede at
- ↑ Harduins Conciliesamling, VIII. 688. Raynaldus, 1274, No. 3. Se ogsaa Annalerne, ved 1274.
- ↑ Aftrykt efter Afskrift af Originalregesten, saavel i Norges gl. Love II. S. 455, som i Dipl. Norv. I. No. 68.
retl. Forhold S. 17), at Jons Christenret muligviis kunde bære udarbejdet efter Arnes, men man behøver kun at sammenligne hiin med de tidligere norske Christenretter, saavel som Kong Magnus’s Udkast, for at erkjende, at den paa det nøjeste slutter sig til disse, og at dens Hovedmasse saaledes tilhører Norge, ikke Island. Jons Christenret omtaler heller ikke med et eneste Ord den i 1274 (se nedenfor) reglementerede Tornekrone-Festdag, skjønt den endog omtaler den saakaldte Fingerguldsmesse, der højtideligholdtes i Nidaros alene, fordi „Christi Blod“ paa den Dag bragtes did (s. o. III. S. 37). Men en anden Sag er, at Biskop Arne maaskee kan have været tagen paa Raad med ved Affattelsen af enkelte Artikler, især de nye, der ikke have nogen Kilde i de ældre Christenretter.
