dingsfrihed faldt af sig selv, saa meget mere som det herskende Princip selv fordrede, at Kirkegods ej skulde beskattes. Det ansaaes maaskee i alle Fald tidsnok, nærmere at afhandle denne Sag, naar den nye Præstationsmaade skulde bringes i Udførelse og den dertil nødvendige Matrikulering foregaa. Derhos vare de sidst nævnte Skattefriheds Tilstaaelser saa store Indrømmelser i dette Stykke fra Kongens Side, at Erkebiskoppen maaskee ikke for denne Gang troede at burde gaa videre i sine Fordringer.
I Forbindelse hermed bestemtes, at hvis disse Erkebiskoppens haandgangne Mænd gjorde hinanden Skade, naar de vare i hans Følge, enten til Lands eller Vands, da skulde han selv dømme i Sagen og oppebære Sagefaldet, for saa vidt der ej var Tale om Drab eller Lemlæstelse; i saa Fald skulde Dommen afsiges af Kongen eller hans Dommere. Men hvis Forbrydelsen var skeet andensteds, skulde den Fornærmede have Valget, enten han vilde indstevne Sagen for Kongens eller for Erkebiskoppens Domstol, dog skulde Boden altid deles ligt mellem Kongen og Erkebiskoppen.
12) Fremdeles erklærede Kongen, at under de Indskrænkninger i Kjøb og Salg, Varers Flytning o. s. v., som han selv eller hans Efterfølgere eller deres Embedsmænd foreskreve, skulde Biskopperne, de Gejstlige og de Lægmænd hvilke de særskilt maatte have overdraget deres Erinde, ikke være indbegrebne uden Erkebiskoppens eller Biskoppernes Samtykke, undtagen naar Tiden ikke tillod at indhente dette Samtykke.
13) Endelig tilstod Kongen Erkebiskoppen Ret til at holde en Mand til at slaa Mynt. Dette var kun en Fornyelse af hans Faders tidligere Indrømmelse til Erkebiskop Guthorm (af 1222) ligesom han ogsaa selv synes at have givet et særskilt Brev desangaaende.
Om alle disse Punkter erklærede derpaa Kongen og Erkebiskoppen sig enige og forligte i Overvær af Biskopperne Thorgils i Stavanger, Andreas i Oslo og Askatin i Bergen, saavel som Lendermændene Brynjulf Jonssøn, Ragnvald Urka, Anders Gregoriussøn, Eiliv af Naustdal, Andres Plytt, Aslak Gus, Bjarne Erlingssøn og Thore Cantsler, samt fem Chorsbrødre fra Nidaros, og andre forstandige Mænd, hvilke navngivne Herrer ogsaa beseglede Akten tilligemed Kongen og Erkebiskoppen. At ikke de øvrige Biskopper nævnes som tilstedeværende, kommer vel deraf, at de allerede havde forladt Mødet, og givet de øvrige deres Fuldmagt. Fra begge Sider gjorde man Afkald paa alle fremtidige Indsigelser, Retsmidler og specielle Fritagelser, hvorved denne Overeenskomst kunde rokkes eller hæves, dog forbeholdes det udtrykkeligt baade Kongen og Erkebiskoppen, at hvis Paven negtede den sit Samtykke, skulde alt være som før Indgaaelsen, og begge Parter kunde da føre de
