Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/571

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
557
1273. Overeenskomſt i Bergen mellem Kongen og Erkebiſkoppen.


dingsfrihed faldt af ſig ſelv, ſaa meget mere ſom det herſkende Princip ſelv fordrede, at Kirkegods ej ſkulde beſkattes. Det anſaaes maaſkee i alle Fald tidsnok, nærmere at afhandle denne Sag, naar den nye Præſtationsmaade ſkulde bringes i Udførelſe og den dertil nødvendige Matrikulering foregaa. Derhos vare de ſidſt nævnte Skattefriheds Tilſtaaelſer ſaa ſtore Indrømmelſer i dette Stykke fra Kongens Side, at Erkebiſkoppen maaſkee ikke for denne Gang troede at burde gaa videre i ſine Fordringer.

I Forbindelſe hermed beſtemtes, at hvis disſe Erkebiſkoppens haandgangne Mænd gjorde hinanden Skade, naar de vare i hans Følge, enten til Lands eller Vands, da ſkulde han ſelv dømme i Sagen og oppebære Sagefaldet, for ſaa vidt der ej var Tale om Drab eller Lemlæſtelſe; i ſaa Fald ſkulde Dommen afſiges af Kongen eller hans Dommere. Men hvis Forbrydelſen var ſkeet andenſteds, ſkulde den Fornærmede have Valget, enten han vilde indſtevne Sagen for Kongens eller for Erkebiſkoppens Domſtol, dog ſkulde Boden altid deles ligt mellem Kongen og Erkebiſkoppen.

12) Fremdeles erklærede Kongen, at under de Indſkrænkninger i Kjøb og Salg, Varers Flytning o. ſ. v., ſom han ſelv eller hans Efterfølgere eller deres Embedsmænd foreſkreve, ſkulde Biſkopperne, de Gejſtlige og de Lægmænd hvilke de ſærſkilt maatte have overdraget deres Erinde, ikke være indbegrebne uden Erkebiſkoppens eller Biſkoppernes Samtykke, undtagen naar Tiden ikke tillod at indhente dette Samtykke.

13) Endelig tilſtod Kongen Erkebiſkoppen Ret til at holde en Mand til at ſlaa Mynt. Dette var kun en Fornyelſe af hans Faders tidligere Indrømmelſe til Erkebiſkop Guthorm (af 1222) ligeſom han ogſaa ſelv ſynes at have givet et ſærſkilt Brev desangaaende.

Om alle disſe Punkter erklærede derpaa Kongen og Erkebiſkoppen ſig enige og forligte i Overvær af Biſkopperne Thorgils i Stavanger, Andreas i Oslo og Aſkatin i Bergen, ſaavel ſom Lendermændene Brynjulf Jonsſøn, Ragnvald Urka, Anders Gregoriusſøn, Eiliv af Nauſtdal, Andres Plytt, Aſlak Gus, Bjarne Erlingsſøn og Thore Cantſler, ſamt fem Chorsbrødre fra Nidaros, og andre forſtandige Mænd, hvilke navngivne Herrer ogſaa beſeglede Akten tilligemed Kongen og Erkebiſkoppen. At ikke de øvrige Biſkopper nævnes ſom tilſtedeværende, kommer vel deraf, at de allerede havde forladt Mødet, og givet de øvrige deres Fuldmagt. Fra begge Sider gjorde man Afkald paa alle fremtidige Indſigelſer, Retsmidler og ſpecielle Fritagelſer, hvorved denne Overeenskomſt kunde rokkes eller hæves, dog forbeholdes det udtrykkeligt baade Kongen og Erkebiſkoppen, at hvis Paven negtede den ſit Samtykke, ſkulde alt være ſom før Indgaaelſen, og begge Parter kunde da føre de