Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/570

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
556
Magnus Haakonsſøn.


Hirdmænd, og de Arbejdere, der vare beſkjeftigede med Kirkebygningen[1], hvilke ſidſte Erkebiſkoppen ſelv i Indledningen til Forligs-Acten erkjendte allerede at have frie. Og Hirdens Antal ſees af Forhandlingerne mellem Erkebiſkop Erik og Kong Sverre kun at have været beſtemt til 30 Mand, medens Erkebiſkoppen derimod holdt en Hird af 90 Mand, og anvendte ſaa meget færre til Bygningsarbejdet. Hvorledes dette ſenere ordnedes, efter Haakon Sverresſøns Concordat, vides ikke nøje, men man kan dog viſtnok antage ſom givet, at Kongen ſtiltiende fandt ſig i, hvad det erkebiſkoppelige Embedes Værdighed næſten allerede ſyntes at fordre. Imidlertid trængte dette Punkt til en nærmere udtrykkelig Beſtemmelſe, og dertil var Lejligheden juſt nu kommen, ſaa meget mere ſom Kongen, hvad vi i det følgende ville erfare, ſtod i Begreb med at give ſine egne haandgangne Mænd en lignende Fritagelſe. Erkebiſkoppen bemyndigedes ſaaledes ved denne Artikel til at holde en Hird af 100 Perſoner, deels Skutilſveiner, deels Hirdmænd, vel ogſaa Gjeſter og Kjerteſveiner, og hver Lydbiſkop en lignende Hird af 40 Perſoner, hvilke alle ſkulde nyde Ledingsfrihed, altſaa Skattefrihed, for ſaa meget Jordegods, ſom efter den faſtſatte Maaleſtok anſaaes at ſvare til tre eller to Nev. Den Beſtemmelſe i Bullen af 1194, at Biſkopper, Abbeder og andre Gejſtlige, der ikke havde kongelig Forlening, ej ſkulde være pligtige til at føre Vaaben eller følge med paa Krigstog, eller dertil anvende noget af ſit eget Gods, uden i de Nødsfald, ſom Biſkopperne og andre forſtandige Gejſtlige erkjende at være forhaanden, blev udeladt, ſom det ſynes kun ved en Forglemmelſe, men ſenere tilført ved en ſæregen Skrivelſe fra Kongen til Paven, ſom det ſtrax nedenfor ſkal viſes. For Reſten blev der her, merkeligt nok, ikke optaget nogen udtrykkelig Beſtemmelſe om at Kirkegodſet ſelv ſkulde være ſkattefrit, hvilket man dog rinder de nærværende Forhold kunde have ventet. Men Erkebiſkoppen henholdt ſig vel her til Kong Magnus’s foreløbigt givne Løfte, at alt med Henſyn til dette Punkt, eller Spørgsmaalet om Kirkegodſets Ledingsfrihed, kunde blive ved det gamle. Desuden har vel ogſaa den beſynderlige Blanding af perſonlig og reel Charakteer, ſom efter den nye Beſtemmelſe betegnede Ledingspræſtationen, forekommet Erkebiſkoppen nogenledes betryggende indtil videre. Den ſkulde vel gaa over til at blive en reel Præſtation, men kun for ſaa vidt de Ejendomme, for hvilke den ſkulde præſteres, tilhørte og beſaddes af ledingspligtige Perſoner. Forpligtelſen var endnu den perſonlige, kun ſkulde Beregningen ſkee efter Ejendom. Da nu Kirkegodſet ikke tilhørte legemlige Perſoner, meente vel Erkebiſkoppen, at dets Le-

  1. De ſamme ſom vi og i det følgende ville ſee fritagne for Leding „for 1 Nev“ ved et ſæregent Privilegiebrev, udſtedt af Kongen for Erkebiſkoppen eller Chriſt-Kirken i Throndhjem.