ved Udskibningsprivilegiet det Tillæg, hentet fra det mistænkelige Privilegium af 1174, at dette ikke skulde betragtes som et Forbud for Erkebiskoppen mod ogsaa at udskibe andre Varer.
10) Den ældre Bestemmelse i Bullen af 1194, der rimeligviis var en Gjentagelse af hvad der var bestemt i Overeenskomsten af 1152, om frit Værn eller Lejde for Pilegrime, der besøgte St. Olafs og andre Helgeners Helligdomme, gjentoges, kun med Udeladelse af det Tillæg, der findes saavel i Bullen som i Magnus Erlingssøns foregivne Privilegium, at de, der ved et Angreb paa slige Pilegrime kom af Dage, ikke skulde begraves i indviet Jord.
11) Da Kongen, som det beder, vilde forherlige Nidaros Kirke med end større Fordele end den hidtil havde undt, indrømmede han baade for sig og sine Arvinger at Erkebiskoppen for Eftertiden skulde have hundrede Mand fritagne før Udbud, Skibsdræt og Leding; de af disse, som vare hans Skutilsveiner, selv tredie, de øvrige selv anden; samt at hver af de øvrige Biskopper paa samme Maade skulde have 40 Mand frie; dog saaledes at Undtagelser skulde skee for de Tilfælde, at Kongen, Erkebiskoppen og Biskopperne fandt at Rigets Velfærd fordrede det. Ligeledes bestemtes det, at enhver Sogneprest selv tredie skulde være fri for Leding, og beholde een uomgængelig nødvendig Tjener fri for personlig Krigstjeneste. Disse Bestemmelser forudsætte, som man tydeligt seer, endnu Ledingen kun som en personlig Præstation; fornemmelig vel, fordi man endnu ikke paa den Tid havde faaet den nye Præstationsmaade efter Jordegods og Formue, hvorved det bestemtes, hvad der skulde ansees svarende til en Person (nef) beregnet og ordnet (s. o. S. 510, 511), saa at man maatte gaa ud fra det hidtil bestaaende System, forbeholdende sig siden at bestemme Maaden, hvorpaa Fritagelsen skulde beregnes efter det nye. Heraf fulgte dog, som man seer, at man fremdeles hvor der var Spørgsmaal om Fritagelse, bibeholdt den gamle Maalestok efter Personer (nef), uagtet Ledingen selv dog nu var en Realpræstation. Den Ret, Biskoperne og Presterne efter den ældre Lovgivning havde nydt i dette Henseende, var, som vi vide, meget indskrænket: Biskopen nød kun Frihed for sig selv, sin Prest og sin Diacon, og Messepresten kun for sig, sin Kone og sin Klerk. Men en Forandring maa vel allerede have været gjort heri ved Cardinal Nicolaus’s Bestemmelse, eller idet mindste ved Magnus Erlingssøns Overeenskomst af 1164, siden Pave Coelestin i sin Bulle af 1194 udtrykkeligt paaberaaber sig det af Kongen givne Privilegium, hvor han erklærer alle Prester, Klerke og Lægmænd i St. Olafs Tjeneste, saavel som alle Sogneprester, fritagne for Leding. Ved disse „Lægmænd i St. Olafs Tjeneste“ forstodes dog nærmest kun Erkebiskoppens
