Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/569

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
555
1273. Overeenskomſt i Bergen mellem Kongen og Erkebiſkoppen.


ved Udſkibningsprivilegiet det Tillæg, hentet fra det mistænkelige Privilegium af 1174, at dette ikke ſkulde betragtes ſom et Forbud for Erkebiſkoppen mod ogſaa at udſkibe andre Varer.

10) Den ældre Beſtemmelſe i Bullen af 1194, der rimeligviis var en Gjentagelſe af hvad der var beſtemt i Overeenskomſten af 1152, om frit Værn eller Lejde for Pilegrime, der beſøgte St. Olafs og andre Helgeners Helligdomme, gjentoges, kun med Udeladelſe af det Tillæg, der findes ſaavel i Bullen ſom i Magnus Erlingsſøns foregivne Privilegium, at de, der ved et Angreb paa ſlige Pilegrime kom af Dage, ikke ſkulde begraves i indviet Jord.

11) Da Kongen, ſom det beder, vilde forherlige Nidaros Kirke med end ſtørre Fordele end den hidtil havde undt, indrømmede han baade for ſig og ſine Arvinger at Erkebiſkoppen for Eftertiden ſkulde have hundrede Mand fritagne før Udbud, Skibsdræt og Leding; de af disſe, ſom vare hans Skutilſveiner, ſelv tredie, de øvrige ſelv anden; ſamt at hver af de øvrige Biſkopper paa ſamme Maade ſkulde have 40 Mand frie; dog ſaaledes at Undtagelſer ſkulde ſkee for de Tilfælde, at Kongen, Erkebiſkoppen og Biſkopperne fandt at Rigets Velfærd fordrede det. Ligeledes beſtemtes det, at enhver Sognepreſt ſelv tredie ſkulde være fri for Leding, og beholde een uomgængelig nødvendig Tjener fri for perſonlig Krigstjeneſte. Disſe Beſtemmelſer forudſætte, ſom man tydeligt ſeer, endnu Ledingen kun ſom en perſonlig Præſtation; fornemmelig vel, fordi man endnu ikke paa den Tid havde faaet den nye Præſtationsmaade efter Jordegods og Formue, hvorved det beſtemtes, hvad der ſkulde anſees ſvarende til en Perſon (nef) beregnet og ordnet (ſ. o. S. 510, 511), ſaa at man maatte gaa ud fra det hidtil beſtaaende Syſtem, forbeholdende ſig ſiden at beſtemme Maaden, hvorpaa Fritagelſen ſkulde beregnes efter det nye. Heraf fulgte dog, ſom man ſeer, at man fremdeles hvor der var Spørgsmaal om Fritagelſe, bibeholdt den gamle Maaleſtok efter Perſoner (nef), uagtet Ledingen ſelv dog nu var en Realpræſtation. Den Ret, Biſkoperne og Preſterne efter den ældre Lovgivning havde nydt i dette Henſeende, var, ſom vi vide, meget indſkrænket: Biſkopen nød kun Frihed for ſig ſelv, ſin Preſt og ſin Diacon, og Mesſepreſten kun for ſig, ſin Kone og ſin Klerk. Men en Forandring maa vel allerede have været gjort heri ved Cardinal Nicolaus’s Beſtemmelſe, eller idet mindſte ved Magnus Erlingsſøns Overeenskomſt af 1164, ſiden Pave Coeleſtin i ſin Bulle af 1194 udtrykkeligt paaberaaber ſig det af Kongen givne Privilegium, hvor han erklærer alle Preſter, Klerke og Lægmænd i St. Olafs Tjeneſte, ſaavel ſom alle Sognepreſter, fritagne for Leding. Ved disſe „Lægmænd i St. Olafs Tjeneſte“ forſtodes dog nærmeſt kun Erkebiſkoppens