Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/568

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
554
Magnus Haakonsſøn.


kan antage, at Udeladelſen har været tilfældig, maa man betragte den ſom en Antydning eller Forudſætning af, at herefter, naar den almindelige Lov engang var vedtagen, ſaadant Samtykke af Biſkopper og de forſtandige Mænd til partielle Lovsforandringer ikke mere ſkulde være nødvendigt, men at det ſkulde ſtaa Kongerne frit for, paa egen Haand at foretage dem, uden at ſammenkalde noget Rigsmøde, naar kun Gejſtligheden og Kirken ikke derved leed noget Afbræk. Og virkelig ville vi ogſaa i det følgende ſee, at enkelte vigtige Beſtemmelſer, der ſynes at maatte egne ſig til Behandling paa Rigsmøder, ſiden efter kun bleve foreſkrevne af Kongen „med de bedſte tilſtedeværende Mænds Raad“, ſom det heed, uden nogen formelig Sammenkaldelſe af Rigsmøde. Artiklen var en Erkjendelſe af det Abſolutismens Princip, der gik igjennem Magnus’s hele Lov- og Statsforandring. Gejſtligheden renoncerede gjerne paa ſin egen og Folkets Ret til at give eller negte Samtykke ved verdslige Lovsforandringer, naar kun et abſolut Forbud ſattes mod at indſkrænke Kirkens Frihed og materielle Fordeel; den ſaa, ſom vi ovenfor have ytret, nok ſaa gjerne at Kongedømmet var ſterkt, naar den kun deelte Magten med det, og den Overeenskomſt, der nu fandt Sted mellem Kirke og Kongemagt, og ſom ſaa længe havde været forberedt, var egentlig kun en Forening om broderligt at dele de Fordele af Folkemyndighedens Tilintetgjørelſe, ſom ellers vilde have kommet Kronen alene til Gode. Gejſtlighedens Oppoſition var ſaaledes ikke længer noget Værn for Folkets ældgamle Rettigheder. Den indrømmede Kongen frie Hænder i alle verdslige Sager, imod at faa ſaa meget mere ubunden Frihed paa ſit eget Felt, og ſaa meget ſtørre materielle Fordele. Vi ville ſnart endog ſee, hvorledes Kronen maatte optræde til Folkets Værn imod Gejſtlighedens Anmasſelſer.

6—9) Erkebiſkoppen ſkulde ſom hidtil have Ret til at kjøbe Falke; Kongen ſkulde i Tiende-Ydelſe af ſine Jorder og Gaarde ganſke følge de canoniſke Beſtemmelſer, Erkebiſkoppen ſkulde fremdeles nyde Ret til aarligt at udſkibe 30 Leſter Meel til Island, ſamt til aarligt at oppebære Landøren af eller rettere nyde Toldfrihed for et fra Island kommende Skib. Alt dette var Gjentagelſer af de tidligere Beſtemmelſer i Bullen af 1194 og Overeenskomſterne af 1152 og 1164. Dog indſkødes der

    der, findes disſe Ord tilføjede, men man ſkulde dog vel formode, at Afſkriften i den pavelige Copibog, hvor Ordene udelades, er den rigtige, og beſørget efter den, der af Erkebiſkop Jon forelagdes Paven. Den Afſkr., Th. Torvesſøn har fulgt, kan maaſkee have været Afſkrift af et Concept, hvor hine Ord have været indtagne efter Bullen af 1194, men ſiden i den endelige Reenſkrift udeladte. Forholder Sagen ſig ſaaledes, hvilket i og for ſig er det rimeligſte, bliver denne Udeladelſe dobbelt betydningsfuld.