kan antage, at Udeladelsen har været tilfældig, maa man betragte den som en Antydning eller Forudsætning af, at herefter, naar den almindelige Lov engang var vedtagen, saadant Samtykke af Biskopper og de forstandige Mænd til partielle Lovsforandringer ikke mere skulde være nødvendigt, men at det skulde staa Kongerne frit for, paa egen Haand at foretage dem, uden at sammenkalde noget Rigsmøde, naar kun Gejstligheden og Kirken ikke derved leed noget Afbræk. Og virkelig ville vi ogsaa i det følgende see, at enkelte vigtige Bestemmelser, der synes at maatte egne sig til Behandling paa Rigsmøder, siden efter kun bleve foreskrevne af Kongen „med de bedste tilstedeværende Mænds Raad“, som det heed, uden nogen formelig Sammenkaldelse af Rigsmøde. Artiklen var en Erkjendelse af det Absolutismens Princip, der gik igjennem Magnus’s hele Lov- og Statsforandring. Gejstligheden renoncerede gjerne paa sin egen og Folkets Ret til at give eller negte Samtykke ved verdslige Lovsforandringer, naar kun et absolut Forbud sattes mod at indskrænke Kirkens Frihed og materielle Fordeel; den saa, som vi ovenfor have ytret, nok saa gjerne at Kongedømmet var sterkt, naar den kun deelte Magten med det, og den Overeenskomst, der nu fandt Sted mellem Kirke og Kongemagt, og som saa længe havde været forberedt, var egentlig kun en Forening om broderligt at dele de Fordele af Folkemyndighedens Tilintetgjørelse, som ellers vilde have kommet Kronen alene til Gode. Gejstlighedens Opposition var saaledes ikke længer noget Værn for Folkets ældgamle Rettigheder. Den indrømmede Kongen frie Hænder i alle verdslige Sager, imod at faa saa meget mere ubunden Frihed paa sit eget Felt, og saa meget større materielle Fordele. Vi ville snart endog see, hvorledes Kronen maatte optræde til Folkets Værn imod Gejstlighedens Anmasselser.
6–9) Erkebiskoppen skulde som hidtil have Ret til at kjøbe Falke; Kongen skulde i Tiende-Ydelse af sine Jorder og Gaarde ganske følge de canoniske Bestemmelser, Erkebiskoppen skulde fremdeles nyde Ret til aarligt at udskibe 30 Lester Meel til Island, samt til aarligt at oppebære Landøren af eller rettere nyde Toldfrihed for et fra Island kommende Skib. Alt dette var Gjentagelser af de tidligere Bestemmelser i Bullen af 1194 og Overeenskomsterne af 1152 og 1164. Dog indskødes der
der, findes disse Ord tilføjede, men man skulde dog vel formode, at Afskriften i den pavelige Copibog, hvor Ordene udelades, er den rigtige, og besørget efter den, der af Erkebiskop Jon forelagdes Paven. Den Afskr., Th. Torvessøn har fulgt, kan maaskee have været Afskrift af et Concept, hvor hine Ord have været indtagne efter Bullen af 1194, men siden i den endelige Reenskrift udeladte. Forholder Sagen sig saaledes, hvilket i og for sig er det rimeligste, bliver denne Udeladelse dobbelt betydningsfuld.
