Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/566

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
552
Magnus Haakonsſøn.


Juli, ganſke til Biſkoppens Fordeel. Endelig kom Raden til Tviſte-Emnerne mellem Kongen og Erkebiſkoppen, af hvilke dog flere nu allerede vare afgjorte, og efter mange Forhandlinger fra begge Sider, ſom det heder, ſluttedes da omſider den længe forberedte Overeenskomſt, med Biſkoppernes, Baronernes, de nidaroſiſke Chorsbrødres, og flere andres Raad og Samtykke. Det tør dog nok hænde, at der ved hine „mange Forhandlinger“ ſigtes til alle dem, der overhoved i dette Emne havde fundet Sted, ikke til de nu ſidſt afholdte alene, hvor man allerede var bleven enig om de vigtigſte Hovedpunkter, ſaa at Erkebiſkoppen, ſom vi have ſeet, endog tog en vigtig Deel i Hyldings-Højtideligheden.

Overeenskomſten er affattet paa Latin, og dateret den 1ſte Auguſt 1273. Dens egentlige Grundlag er, ſom man ſeer, den før omtalte Privilegie-Bulle af Pave Coeleſtin til Erkebiſkop Erik, fra 1194, af hvilken den endog ſaa godt ſom Ord til andet indeholder flere Artikler. Men denne Bulle ſtemmer vel igjen for ſtørſte Delen med den oprindelige, nu tabte, Overeenskomſt mellem Kongerne Sigurd, Inge og Eyſtein, og Cardinal Nikolas, af 1152, der indeholdt de Friheder og Forrettigheder, ſom ved denne Lejlighed tilſtodes Nidaros Metropolitankirke: ſaaledes tør man vel antage, at Overeenskomſten af 1273 paa det nærmeſte ogſaa indbefatter alle Artikler af hiin. Dens Indhold er følgende:

1) At Erkebiſkoppen „for at holde Fred ſamt til Kirkens Gavn og Sjæles Frelſe“ afſtod for ſig og ſine retmæsſige Efterfølgere, ſaaledes ſom det allerede ovenfor er omhandlet, fra al Ret til Kongernes Udvælgelſe, Kongedømmets Underkaſtelſe, og Kronens Ofring, ſaa længe der fandtes nogen arveberettiget efter Loven, hvorimod i Mangel af en ſaadan de førſte og bedſte Stemmer forbeholdtes Erkebiſkoppen og Biſkopperne ved Valget.

At Kongen for ſig og ſine Efterfølgere til evig Tid fraſkrev ſig al den Ret, han hidtil havde udøvet til at underſøge og paakjende Sager der vedkom Kirken, forbydende ſtrengeligt alle ſine Sysſelmænd og Lagmænd at underſtaa ſig at dømme i ſaadanne Sager, eller under Paaſkud af nogen tidligere ſædvansmæsſig Ret, Kongen kan have udøvet, at befatte ſig med dem, hvorimod de for Fremtiden alene ſkulde behandles af gejſtlige Dommere. Disſe Sager vare alle de, der angik gejſtlige Perſoner, hvad enten de havde Retstrætter med hinanden indbyrdes, eller ſagſøgtes af Verdslige; Egteſkabsſager, Fødſelsſpørgsmaal, Sager vedkommende Patronatsretten, Tiender, hellige Løfter, Teſtamenter, iſær til Kirker eller gejſtlige Stiftelſer, Værn for Pilegrime, der beſøgte St. Olafs eller andre Helgeners Helligdomme, og disſe Pilegrime vedkommende Sager, Kirkens Ejendomme, Bannsverk, Meeneed,