Juli, ganske til Biskoppens Fordeel. Endelig kom Raden til Tviste-Emnerne mellem Kongen og Erkebiskoppen, af hvilke dog flere nu allerede vare afgjorte, og efter mange Forhandlinger fra begge Sider, som det heder, sluttedes da omsider den længe forberedte Overeenskomst, med Biskoppernes, Baronernes, de nidarosiske Chorsbrødres, og flere andres Raad og Samtykke. Det tør dog nok hænde, at der ved hine „mange Forhandlinger“ sigtes til alle dem, der overhoved i dette Emne havde fundet Sted, ikke til de nu sidst afholdte alene, hvor man allerede var bleven enig om de vigtigste Hovedpunkter, saa at Erkebiskoppen, som vi have seet, endog tog en vigtig Deel i Hyldings-Højtideligheden.
Overeenskomsten er affattet paa Latin, og dateret den 1ste August 1273. Dens egentlige Grundlag er, som man seer, den før omtalte Privilegie-Bulle af Pave Coelestin til Erkebiskop Erik, fra 1194, af hvilken den endog saa godt som Ord til andet indeholder flere Artikler. Men denne Bulle stemmer vel igjen for største Delen med den oprindelige, nu tabte, Overeenskomst mellem Kongerne Sigurd, Inge og Eystein, og Cardinal Nikolas, af 1152, der indeholdt de Friheder og Forrettigheder, som ved denne Lejlighed tilstodes Nidaros Metropolitankirke: saaledes tør man vel antage, at Overeenskomsten af 1273 paa det nærmeste ogsaa indbefatter alle Artikler af hiin. Dens Indhold er følgende:
1) At Erkebiskoppen „for at holde Fred samt til Kirkens Gavn og Sjæles Frelse“ afstod for sig og sine retmæssige Efterfølgere, saaledes som det allerede ovenfor er omhandlet, fra al Ret til Kongernes Udvælgelse, Kongedømmets Underkastelse, og Kronens Ofring, saa længe der fandtes nogen arveberettiget efter Loven, hvorimod i Mangel af en saadan de første og bedste Stemmer forbeholdtes Erkebiskoppen og Biskopperne ved Valget.
At Kongen for sig og sine Efterfølgere til evig Tid fraskrev sig al den Ret, han hidtil havde udøvet til at undersøge og paakjende Sager der vedkom Kirken, forbydende strengeligt alle sine Sysselmænd og Lagmænd at understaa sig at dømme i saadanne Sager, eller under Paaskud af nogen tidligere sædvansmæssig Ret, Kongen kan have udøvet, at befatte sig med dem, hvorimod de for Fremtiden alene skulde behandles af gejstlige Dommere. Disse Sager vare alle de, der angik gejstlige Personer, hvad enten de havde Retstrætter med hinanden indbyrdes, eller sagsøgtes af Verdslige; Egteskabssager, Fødselsspørgsmaal, Sager vedkommende Patronatsretten, Tiender, hellige Løfter, Testamenter, især til Kirker eller gejstlige Stiftelser, Værn for Pilegrime, der besøgte St. Olafs eller andre Helgeners Helligdomme, og disse Pilegrime vedkommende Sager, Kirkens Ejendomme, Bannsverk, Meeneed,
