Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/565

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
551
1273. Rigsmødet i Bergen.


og af hvilke de lærte den tilſtrækkelige Vaabenfærdighed, for ſaa vidt de ikke allerede forhen havde erhvervet den. Sandſynligviis regnedes ogſaa blandt disſe Tropper de før omtalte Borgere, der dannede Beſætningen i de nys oprettede Borge.

Der er al Grund til at antage, at ogſaa den nye private Arvegangslov ved denne Lejlighed, eller rettere allerede paa Gulathinget, blev vedtagen. Det var nemlig i og for ſig rimeligt, at den behandledes i Forbindelſe med Kongearve-Loven, ſom den i visſe Tilfælde ſupplerer. Vel kunde man ſige, at hvor Kongearve-Loven, efter at have gjennemgaaet de 12 Arvegangsklasſer, erklærer den, ſom ifølge den private Lov er nærmeſt til Arv, for ret Tronarving, ſaavel ſom hvor den omtaler de Slægtninger af den afdøde Konge, der i Følge den private Arvelov ſtaa nærmere til Arv af Gods, end Tronarvingen, har den ikke nogen beſtemt Arvelov for Øje, men ſigter kun i Almindelighed til, hvad der til enhver Tid er beſtaaende: imidlertid ſynes dog dens Udtryk „ſom Landsbogen vidner i det almindelige Arvetal“, at maatte betegne den nye Fælleslov, thi kun denne kunde kaldes „Landsbogen“. Desuden blev den nye Lov endeligt lovtagen inden næſte Rigsmøde; Rigsmødet 1273 var ſaaledes det eneſte, paa hvilket det troe Arvetal kan have været behandlet og vedtaget, for ſaa vidt det overhoved kom føre paa noget Rigsmøde, hvilket man dog maa antage om en ſaa vigtig Forandring, hvorved endog et aldeles nyt Arvegangsprincip indførtes[1]. I Forbindelſe hermed har da vel ogſaa den nærmere Beſtemmelſe og Begrændsning af Odelshævd og Odelspræſcription fundet Sted, ligeſom overhoved de øvrige Punkter, der trængte til en ſæregen Drøftning og Vedtagelſe, førend de indførtes i Lovbogen, her maa have været behandlede: de kunne dog ikke have været mange. Ja det lader endog til, at disſe her nævnte Forandringer i den verdslige Lovgivning have været forelagte paa Gulathinget til Antagelſe allerede ſtrax ved dets Aabning, og at den hele Lovbog med det ſamme foreløbigt blev vedtagen.

Da ſaaledes disſe vigtige verdslige Anliggender vare afgjorte, ſkred man til at behandle de kirkelige. Dog kom førſt den vigtigſte islandſke Sag for, mellem Biſkop Arne af Skaalholt og Kirke-Ejerne, ſaaledes ſom det i det Følgende ſkal nærmere berettes. Uagtet Kongen heldede til disſes Side, faldt Dommen, hvilken Erkebiſkoppen afſagde den 24de

  1. I Annalerne for 1273 ſtaar der at ved Martinsmesſe (10de Nov.) dette Aar blev Arve-Baalken i den af Kong Magnus udſendte Lovbog vedtagen. Heraf ſkulde det ſynes, ſom om dette var i den gamle Arvelov efter Froſtathingsloven; men da Arne Biſkops Saga Cap. 12 oplyſer at det var de fra Mødet hjemkomne Ravn Oddsſøn og Thorvard, der dreve Vedtagelſen igjennem, maa man formode, at dette var den nye Arvelov.