Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/562

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
548
Magnus Haakonsſøn.


thingslagen, paa Øſterdalen nær[1], ſaavel ſom Oslo med Oslo-Sysſel[2]; dertil Egdafylke og Rygjafylke[3], ſamt endelig Færøerne og Hjatland[4]. Derimod ſynes Veſtfolden eller Tunsbergs Sysſel ſaavel ſom Borgeſysſel, Ranafylke og Skiduſysſel at have været forbeholdt Kongen[5], eller

  1. Se Hertug Haakons Retterbot af 9de Febr. 1291 (N. gl. L. III. S. 18) til Eidſivathingslagens Mænd; her nævnes udtrykkeligt Raumafylke, Hadafylke, Hedemarken og Gudbrandsdalen. Øſterdalen nævnes derimod ikke, og har ſaaledes maaſkee ej været medregnet.
  2. At Oslo og Oslo Sysſel ſtod under Hertug Haakon, er en ſaa bekjendt Sag, at det her ej behøver nærmere at paaviſes: det vil nokſom ſees i det følgende.
  3. Hvad Ryfylke og Stavanger angaar, da erfares det ligeledes nokſom af flere Breve, at de hørte til Hertugdømmet. At Egdafylke hørte dertil, falder næſten af ſig ſelv, og kan desuden ſluttes af Dipl. Norv. I. 81, hvor et Brev af 1292, udſtedt fra Egdafylke, dateres baade efter Eriks Konge- og Haakons Hertugs-Aar.
  4. Dette ſees nokſom af Haakons bekjendte ſaakaldte Saudabrev til Færøerne af 1298, N. gl. L. III. 33, ſaavel ſom af Dipl. Norv. I. 89.
  5. Hvad Tunsberg angaar, da ſeer man af flere Data, at det ſtod umiddelbart under Kong Erik ſelv. Flere af Kong Eriks Breve ere udſtedte derfra, ſom Privilegiet til Lübeck af 11te Auguſt 1292 (Urkundenb. No. 594, Thork. Dipl. II. 133); hans Huſtru Margrete døde der (Annal. ved 1283); i Brev af 12te Jan. 1293 (Urk. No. 606) love Hanſeſtædernes Deputerede, hvis Stædernes Ratihabitions-Brev ikke til en beſtemt Tid indtreffer, at indſtille ſig i Tunsberg og ikke forlade det uden Kongens Tilladelſe; ifølge Arne Biſkops Saga Cap. 48 holder Kongen til i Tunsberg og drager til Landsenden, hvor han ligeledes opholder ſig en Stund; ifølge Cap. 74 ſejler Kongen fra Danmark „hjem“ til Tunsberg, men „indbydes“ ſiden af Hertug Haakon til Oslo, ſamt drager efter dette Beſøg tilbage til Tunsberg, uden at der tales om nogen Indbydelſe til ham fra Hertugen did; og i Hertug Haakons Privilegier for de vendiſke Stæder, af 14de Aug. 1287, nævner han blandt Stæderne i ſit Hertugdømme kun Oslo. Han vilde vel og have nævnt det vigtige Tunsberg, hvis han havde haft noget at ſige derover. (Urk. No. 517, Thork. Dipl. II. 111). Det ſtaar viſtnok ogſaa i Forbindelſe med hiin Undtagelſe af Ledingen fra de hertugelige Indtægter, at Tunsberg forbeholdtes Kongen, thi dette var det Sted, hvortil Ledingen ſkulde indbetales, ſaaſom Tunsbergs Slot paa denne Tid var Norges vigtigſte Fæſtning, der ej burde være i andres end Kongens egen Vold. At Ranafylke lød under Kongen, ſynes af det nys anførte Sted i Bp. Arnes Saga at være indlyſende: det var ogſaa i ſin Orden, at Grændſediſtriktet og Grændſefæſtningen ved Kongehelle tilhørte Kongen: Ranafylke havde desuden ogſaa ved tidligere ſtørre Forleninger været forbeholdt Kronen. At Erling Alfsſøn havde Borgeſysſel i Len, er forhen nævnt, og ſees af flere Breve, navnlig af Kongens Retterbot af 22de Sept. 1277 (hvorom mere nedenfor), angaaende Tiende i Viken og paa Oplandene, nærmeſt udſtedt til Erling Alfsſøn, Thore Biſkopsſøn og Audun Hugleiksſøn, ſammenholdt med Kong Eriks og Hertug Haakons Retterbot (1280—83) om Gejſtlighedens Anmasſelſer (ſe Norges gl. L. III. S. 32), der ligeledes henvendes førſt til Erling Alfsſøn og Thore Biſkopsſøn; heraf maa man ſlutte, at disſes Forlening har været af et eget Slags; da man nu finder Thore Biſkops-