paa Hertugsværdigheden, og Navnet eller Titlen gjør fra denne Side intet til Sagen. Saaledes maa det da vistnok ogsaa henføres til Hertugsværdigheden, hvad der end videre tilføjes som Beviis paa at Jarleværdigheden i Norge ej var arvelig. For det første, heder det, „kan det noksom bevises, at den aldrig har gaaet i Arv. For det andet findes ingensteds i Landet nogen særegen til Jarldømmet bestemt Part, men naar Kongerne have givet Jarlerne noget af Landet, da have de givet dem Len, som det har behaget dem bedst, snart i Frostathingslagen, stundom i Gulathingslagen, stundom i Viken og især paa Oplandene, stundom ogsaa i alle Dele af Landet, men desto mindre paa hvert Sted[1]; ofte have ogsaa Kongerne tilbagetaget de Forleninger, de have givet Jarlen paa een Kant af Landet og givet ham Len andetsteds, efter som de have fundet det mest passende; der findes ogsaa hverken Jordegods eller Odelsjorder nogensteds i Norge særskilt henlagte til Jarldømmet. For det tredie, og hvad forstandige Mænd især have lagt Vegt paa, have kloge Konger ofte fundet, at Jarlerne vare upaalidelige, enten mod dem selv eller mod deres Forfædre, hvorfor det er rettest at Kongen har det i sin Magt at hædre og fremme den mest ved Forleninger af sin Fædrenearv, som han befinder at være ham huldest, og vil lægge mest Vind paa at udføre hans Befalinger uden- og indenlands, thi alt Landet er Kongens Odel og Eje, og det er ikke sikkert at det gaar bedre, om man forsøger paa noget andet. Og for det fjerde, saaledes slutter denne merkelige Erklæring, er det jo bekjendt nok, at der lange Stunder slet ikke har været nogen Jarl i Norge, og dermed har Almuen været bedst tjent, thi sjelden har det baadet Smaafolket, at der var flere Befalingsmænd paa een Gang“[2]. – Det kan saaledes umuligt have været Kongens Mening, at Hertugsværdigheden med tilhørende Len skulde gaa i Arv. Man havde desuden allerede et afskrækkende Exempel paa, hvad det blotte Spørgsmaal derom kunde lede til, i Stridighederne mellem den kongelige og hertugelige Linje i Danmark.
Hvor stort Len Hertug Haakon fik, angives ingensteds. Man kan vel af flere Omstændigheder slutte, at Meningen har været, at han skulde have en Trediedeel af Norge og Skatlandene, men hvad der regnedes til denne Trediedeel, nævnes ikke udtrykkeligt; man kan kun nogenledes slutte sig dertil fra de senere af ham som Hertug udstedte Breve. Af disse sees, at han fik alle Oplandene eller hvad der nu regnedes til Eidsiva-
