Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/560

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
546
Magnus Haakonsſøn.


naar Kongen ikke er tilſtede, have et bevæbnet Følge af 6 Perſoner; i Kongens Nærværelſe kun af fire[1].

Dette viſer, at den nu creerede Hertugs Rettigheder ikke kunne have været ſaa ſtore ſom Hertug Skules, ſiden, hvad derfor Reſten er merkeligt nok, Ledingen maa have været forbeholden Kongen, da aldeles intet nævnes om denne, medens det derimod udtrykkeligt ſiges, at Lenet overdrages Hertugen til at tage Sagøre af[2]. Heraf maatte da ogſaa følge at Sysſelmændene i Hertugens Len egentlig vare at betragte ſom kongelige, og rimeligviis ſkulde udſtede Forſikringsbrev ſamt aflægge Eed baade til Kongen og Hertugen. Men for øvrigt var den Stilling, man tænkte ſig at denne ſkulde indtage, ganſke en Lensfyrſtes, der uhindret førte Regjeringen over og oppebar de øvrige Indtægter af det ham overdragne Len, uden nogen Indblanding af Overherren, og kun var forpligtet til at viſe denne Troſkab og underſtøtte ham i Krig, efter Lensforholdets ſædvanlige Medfør. Der nævnes intet om at Lenet ſkulde være arveligt i Hertugens Ætt, thi det maa anſees viſt, at det gjaldt herom, hvad der ſtrax efter udtrykkeligt ſiges om de Jarler, Kongen udnævner i det egentlige Norge, „at Jarldømmet paa ingen Maade havde at gaa i Arv, ſkjønt enkelte utilbørligt havde klængt ſig derved“. Hertugdømmet var nemlig, ſom vi allerede ovenfor have viiſt ved at omtale Hertug Skules Ophøjelſe til denne Værdighed, i ſig ſelv intet andet end Jarleværdigheden med en noget højere Titel og Rang. De for Jarlen opregnede Rettigheder og Pligter ere ogſaa ganſke de ſamme, ſom de, der opregnes for Hertugen; begge derom handlende Capitler ere aldeles ligelydende, og ſelv det Antal Folk, Hertugen eller Jarlen kan benytte til Følge, angives for begge lige ſtort[3]. Hvad der ſiges om Oprindelſen til denne indenlandſke Jarleværdighed, nemlig at Norges Konge ſtundom giver ſine egtefødde Sønner, ſtundom ſine egtefødde Brødre eller nærmeſte Svogre Jarlsnavn, og giver dem ſaadanne Stykker af Landet, beliggende i de Egne af Riget, og paa de Vilkaar, han finder for godt, pasſer lige ſaa godt

  1. Hirdſkraa Cap. 13.
  2. Udtrykket i Cap. 13, der ogſaa gjentages i Cap. 17, hvor der handles om Jarlens Rettigheder, er viſtnok noget dunkelt, men kan dog ikke vel forſtaaes anderledes. Der ſtaar i nogle Codices: „den Deel af Landet, Kongen giver ham til Sagøre efter Loven med Miſkun“, i andre „den Deel af L., Kongen giver ham at tage Sagøre af“ o. ſ. v. Nu er det viſt, at ved „Sagøre“ forſtodes kun Sagefaldet, og Ledingen kunde ikke paa nogen Maade regnes dertil. Man maa ſaaledes visſelig antage, at Ledingen har været forbeholdt Kongen ſelv; jvfr. nedenfor S. 548 Not. 4. Af Dipl. Norv. I. 92 ſynes det ogſaa at Haakon Magnusſøn, førſt efterat være bleven Konge, ſkjenker Chorsbrødrene i Mariekirken Ledingen af to Skibreder paa Follo.
  3. Hirdſkraa, Cap. 17.