Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/559

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
545
1273. Rigsmøde i Bergen. Haakon Kongsſøn Hertug.


denne ſamme Lejlighed, hvor ſtort Hertug Haakons Len ſkulde være, og hvilke Forpligtelſer der ſom Vaſall ſkulde paaligge ham. Thi Hirdſkraaen forudſætter udtrykkeligt, at Hertugen ſkulde have en Deel af Landet til Len, og optegner nøje Hertugens Pligter. „Hertugen“ lyder Hirdſkraa, „ſkal frit (frjálslega) raade over den Deel af Landet, ſom Kongen giver ham at tage Sagøre af med Miſkunhed, kun ſkal han ikke have ſtørre Udbud end Kongen, uden denne i Nødsfalds-Tilfælde tillader det. Han ſkal ikke bortſkjenke det Jordegods, Kongen forlener ham med, men han maa bortforlene dem til hvem han vil. Heller ikke ſkal han have flere haandgangne Mænd end Kongen og forſtandige Mænd finder tilbørligt, og forøger han ſin Hird, efter at Kongen har forbudt det, da ere alle de, der ſværge ham Troſkabseed, ſkjønt Kongens Forbud var bekjendt, Landraademænd. Hertugen ſkal heller ikke forlade Landet uden Kongens Tilladelſe, lige ſaa lidet ſom han ſkal ſtaa i venſkabelig Forbindelſe med nogen Høvding, med hvem Kongen af lovlige Grunde ſtaar paa fiendtlig Fod, eller have de Mænd i ſin Tjeneſte, paa hvilke Kongen er vred. Er der Ufred i Landet, ſkal Hertugen og alle hans Mænd være forpligtede til at underſtøtte Kongen i alle nødvendige Foretagender, og kræver Nødvendighed det for Hertugen, da ſkal Kongen igjen ſkaffe ham ſaa ſtor Hjelpe-Styrke ſom gode Mænd finde pasſende. Ere de ſammen i Ufred, da ſkulle de og deres Mænd begegne hinanden ſom de, der danne et eneſte Samfund. Hertugen er forpligtet til, baade i Fred og Ufred at føre de Fejder, Kongen med Rimelighed befaler ham at føre, og hvori han ogſaa, om det gjaldt, vilde ſende ſine kjæreſte Venner. Naar Hertugen er hos Kongen, ſkulle Hertugens Mænd beſørge Vagthold og al anden Udkig og Bevogtning, lige ſaa vel ſom Kongens, efter Mandtal og Lodkaſtning. Kongen lægger førſt ind i enhver Havn. Hertugen ſkal være ſin Konge huld og tro, opmerkſom paa al Fare, og vogte vel paa Fienders Tale og Raad. Beſkylder Kongen ſin Hertug for Svig eller Utroſkab, da ſkal dette ranſages med Skjønſomhed, men ikke refſes med Heftighed og Voldſomhed. Negter han Beſkyldningen og forſikrer om ſin Troſkab, da ſkal han tilbyde Giſler og erklære ſig rede til at underkaſte ſig retlig Underſøgelſe, hvorpaa Sagen ſkal underſøges med Skjønſomhed og nøde Mænds Raad efter Loven. Vægrer Hertugen ſig uden lovligt Forfald for at komme til Kongen, ſkjønt han er lovligen ſtevnt, da maa man dømme Beſkyldningen at være ſand, og alle de, ſom efter denne Doms Afſigelſe frivilligt følge ham eller viſe ham nogen Lydighed, ere alle Ubodemænd. Som Udmerkelſestegn beſtemmes, at Hertugen kunne lade bære Merke for ſig, hvad enten han rider til Byen eller ror, med mindre Kongen allerede er der; ligeledes ſkal han,