Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/558

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
544
Magnus Haakonsſøn.


mændene og Bønderne, eller et Udvalg paa Bøndernes Vegne afſagde den unge Konge deres Troſkabseed. Kongens Hyldingseed lod kun ſimpelt hen ſaaledes: „det lover jeg Gud og hans hellige Mænd, og det hans Folk ſom jeg uverdig er ſat over, at jeg ſkal holde den chriſtne Lov ſom den hellige Kong Olaf ſtiftede og andre hans Efterkommere have nu ſamtykt mellem Kongen og dem ſom Landet bygge; med begge Parters Samtykke, og med gode Mænds Raad at forbedre dem efter den Forſtand, Gud forunder mig“.[1] Her ſtod der heller intet om nogen ſærlig Forpligtelſe til Kirken, uagtet Erkebiſkoppen viſtnok ſaare gjerne havde ønſket noget ſaadant indført, og rimeligviis ogſaa havde gjort ſig megen Umag for at det maatte ſkee, hvilket aller bedſt ſees deraf, eg han ſyv Aar efter, da Kong Erik ſkulde krones og aflægge Konge-Eed paany, ikke var tilfreds med at denne aflagdes efter den gamle Formular, men forandrede den netop ſaaledes, at Biſkoppernes og Kirkens Rettigheder og Friheder førſt og fremſt, og udtrykkeligt, bleve varetagne[2]. Han kan altſaa ikke have været ſynderlig behageligt ſtemt, da han hørte Kongenavnet gives og Eden aflægges, hvad enten nu Formularerne for disſe Akter have været underkaſtede foreløbig Drøftning og Vedtagelſe, eller Kongen her ganſke handlede paa egen Haand, uden at have raadført ſig med andre end ſine kjæreſte og paalideligſte Venner.

Alligevel maa Forholdet mellem Kongen og Erkebiſkoppen i det Hele taget have været nok ſaa venligt, ſiden den ſidſte ikke engang havde noget imod at forherlige Hyldingsfeſten ved hiin lange og ſmukke Tale, der ſynes at have været fuld af mange for Kongen og hans Huus ſmigrende Ord. Dog kan der vel og have været indſtrøet Bemerkninger, der ſigtede til, hvad Kirken troede at kunne fordre til Belønning for hvad den nu havde opgivet, og ſom udtalte Haabet om, at disſe Anliggender nu ved de foreſtaaende Underhandlinger og den forventede Overeenskomſt vilde blive ordnede paa en for begge Partier tilfredsſtillende Maade. Den hele Højtidelighed ſluttede vel, ſom de tidligere af ſamme Slags, og ſom det ved Loven var foreſkrevet, med et feſtligt Gjeſtebud. Rimeligviis beſtemtes det, ſom det allerede ovenfor er antydet, ved

  1. Hirdſkraa Cap. 6—7. Eedsformularerne ſtaa ikke i Sagabrudſtykket, der juſt ſtandſer ved at berette, hvorledes den unge Konge og Hertugen begge gik til St. Sunnivas Skriin og lagde Hænderne derpaa; men da det heraf er viſt, ligeſom det og følger af ſig ſelv, at de aflagde Eed, maa ſaaledes Formularerne have været de, der foreſkrives i Hirdſkraa.
  2. Dipl. Norv. I. No. 69. Dette er et af Erkebiſkop Jon foranſtaltet Thingsvidne om Kong Eriks Kronings-Eed, hvis Formular her Ord til andet er indført.