mændene og Bønderne, eller et Udvalg paa Bøndernes Vegne afsagde den unge Konge deres Troskabseed. Kongens Hyldingseed lod kun simpelt hen saaledes: „det lover jeg Gud og hans hellige Mænd, og det hans Folk som jeg uverdig er sat over, at jeg skal holde den christne Lov som den hellige Kong Olaf stiftede og andre hans Efterkommere have nu samtykt mellem Kongen og dem som Landet bygge; med begge Parters Samtykke, og med gode Mænds Raad at forbedre dem efter den Forstand, Gud forunder mig“.[1] Her stod der heller intet om nogen særlig Forpligtelse til Kirken, uagtet Erkebiskoppen vistnok saare gjerne havde ønsket noget saadant indført, og rimeligviis ogsaa havde gjort sig megen Umag for at det maatte skee, hvilket aller bedst sees deraf, eg han syv Aar efter, da Kong Erik skulde krones og aflægge Konge-Eed paany, ikke var tilfreds med at denne aflagdes efter den gamle Formular, men forandrede den netop saaledes, at Biskoppernes og Kirkens Rettigheder og Friheder først og fremst, og udtrykkeligt, bleve varetagne[2]. Han kan altsaa ikke have været synderlig behageligt stemt, da han hørte Kongenavnet gives og Eden aflægges, hvad enten nu Formularerne for disse Akter have været underkastede foreløbig Drøftning og Vedtagelse, eller Kongen her ganske handlede paa egen Haand, uden at have raadført sig med andre end sine kjæreste og paalideligste Venner.
Alligevel maa Forholdet mellem Kongen og Erkebiskoppen i det Hele taget have været nok saa venligt, siden den sidste ikke engang havde noget imod at forherlige Hyldingsfesten ved hiin lange og smukke Tale, der synes at have været fuld af mange for Kongen og hans Huus smigrende Ord. Dog kan der vel og have været indstrøet Bemerkninger, der sigtede til, hvad Kirken troede at kunne fordre til Belønning for hvad den nu havde opgivet, og som udtalte Haabet om, at disse Anliggender nu ved de forestaaende Underhandlinger og den forventede Overeenskomst vilde blive ordnede paa en for begge Partier tilfredsstillende Maade. Den hele Højtidelighed sluttede vel, som de tidligere af samme Slags, og som det ved Loven var foreskrevet, med et festligt Gjestebud. Rimeligviis bestemtes det, som det allerede ovenfor er antydet, ved
- ↑ Hirdskraa Cap. 6–7. Eedsformularerne staa ikke i Sagabrudstykket, der just standser ved at berette, hvorledes den unge Konge og Hertugen begge gik til St. Sunnivas Skriin og lagde Hænderne derpaa; men da det heraf er vist, ligesom det og følger af sig selv, at de aflagde Eed, maa saaledes Formularerne have været de, der foreskrives i Hirdskraa.
- ↑ Dipl. Norv. I. No. 69. Dette er et af Erkebiskop Jon foranstaltet Thingsvidne om Kong Eriks Kronings-Eed, hvis Formular her Ord til andet er indført.
