Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/557

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
543
1273. Kongens Sønner faa Konge- og Hertugs-Titel.


lang og ſmuk Tale, hvori han førſt berørte den Sorg, alle havde følt over Junker Olafs Død, og derpaa udbredte ſig over den Fryd, Gud nu havde forundt det hele norſke Folk[1]. Efter det nye Ceremoniell var det ej længer en Bonde, der ſkulde give Kongsevnet Kongenavn, men den fornemſte af de Tilſtedeværende, læg eller lærd. Dette Hverv tilfaldt altſaa nu Kongen ſelv, ſom holdt en ſmuk Tale og endte den dermed, at han gav Erik Kongenavn og Haakon Hertugsnavn, hvorefter de begge toge Plads i det kongelige Højſæde. Den nys udnævnte Konge ſkulde ifølge Forſkriften løftes op deri af alle Biſkoperne, Lendermændene, Hirdſtjorerne og Lagmændene, under Afſyngelſen af Te Deum og Kyrie eleison, medens Kongen kun ſkulde give Hertugen Haanden og ſætte ham ved ſin Side, ſamt ſtaaende overrække ham Sverd og Merke. De Ord, hvormed Kongenavnet gaves, vare disſe: „det Kongenavn, Gud forlener dig og ſom du er fød til, og af Landſens Folk tagen til efter den hellige Kong Olafs Lov, det lægger jeg paa dig, Erik Magnusſøn, paa Guds Vegne og alle deres, ſom under dit Velde ere ſatte, med den Hæder og Magt, ſom tilkommer det at følge over hele Norge og dets Skatlande; i Faderens, Sønnens og den Helligaands Navn, Amen“[2]. Disſe Ord ſees med Flid at være ſaaledes valgte, at de ſkarpt udtale Arvekongens medfødte, af Gud ſelv uden nogen Mellemkomſt enten af Kirken eller Folket overdragne Ret til Kronen. Formularen for Hertugsudnævnelſen lod ſaaledes: „Det Navn, jeg lægger paa dig, Haakon Magnusſøn, paa Guds Vegne, og af den Magtfuldkommenhed, han har forlenet mig, det giver jeg dig med Godvilje; og lade Gud ſelv ſin Miſkund følge det med alle de Dele, han ſeer at være dig meeſt tjenlige, til hans Ære, min Hæder og Lettelſe, dig ſelv til Lokke og Held, alle dem til Fred og Glæde, ſom jeg med Guds Forſorg undergiver din Raadighed“. Efter Udnævnelſen gik, fremdeles efter det beſkrevne Ceremoniell, den unge Konge og Hertug begge til St. Sunnivas Skriin for derpaa at aflægge deres Eed, Kongen til Folket og Hertugen til Kongen; hvorefter Lendermændene og Hirdſtjorerne, Lag-

  1. Disſe tvende Taler havde ſandſynligviis mere Henſyn til Hertugs-Udnævnelſen, end til Kongehyldingen. Thi i Hirdſkr. Cap. 5, hvor Ceremoniellet for Kongehyldingen beſkrives, ſtaar der intet om nogen ſaadan Tale, derimod heder det udtrykkeligt i Cap. 12, der beſkriver, hvorledes Kongen ſkal creere en Hertug, at naar Hertugsevnet har taget Blads paa Trinet foran Kongens Højſæde, ſkal den, ſom Kongen dertil beſkikker, førſt holde en Tale om hvad der kan findes meſt pasſende. Om nu ellers Kongen havde formaaet Erkebiſkoppen til at træde frem og holde denne Tale, eller han gjorde det af ſig ſelv, kan ikke ſees.
  2. Hirdſkraa, Cap. 5. 12.