Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/556

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
542
Magnus Haakonsſøn.


rede ſig til og forholde ſig ved den foreſtaaende Akt[1]. Det er og her foreſkrevet, at den vordende Konge netop ſkal lade ſig ſynge Mesſen de spiritu sancto med flere dertil beſtemte Collecter[2]. Derpaa ſkulde han gaa til Altaret og forrette en Bøn, ſamt knælende modtage Velſignelſen af Biſkoppen. Derefter ſkulde det hellige Kors og de øvrige Helligdomme, der havdes ved Haanden, altſaa i nærværende Tilfælde St. Sunnivas Skriin, bæres i Procesſion ud til Thingpladſen, hvor alle, der kunde, ſkulde begive ſig hen. Alt dette blev viſtnok nøjagtigt iagttaget. Paa Thingpladſen ſkulde der være indrettet en ſtor Tribune med Trappetrin og flere ſaakaldte Højſæder, af hvilke det i midterſte, det kongelige, ſkulde være højeſt og ſmukkeſt prydet. En ſaadan Tribune eller Hyldingsſtol ſtod muret paa Chriſtkirkegaarden i Nidaros; i Bergen var den vel kun for Dagen indrettet af Træ. Her ſkulde nu alle de tilſtedeværende Høvdinger ſætte ſig i Sæderne paa begge Sider af Kongehøjſædet efter deres Rang, kun Kongehøjſædet ſelv ſkulde, ſom det heed, ſtaa tomt, og Kongsevnet, ſom den vordende Konge kaldtes, ſætte ſig paa Trinet nedenfor, indtil han havde faaet Kongenavn. Denne Beſtemmelſe gjelder dog kun det ſom det ſædvanligſte forudſatte Tilfælde, at ingen anden regjerende Konge er tilſtede end Kongsevnet ſelv. Men her, hvor Hyldingen ſkulde ſkee endnu i den regjerende Konges Levetid, og hvor denne desuden ſkulde creere den yngre af Sønnerne til Hertug, ſatte han ſig viſtnok ſelv paa Kongetronen. Den vordende Hertug ſatte ſig efter Forſkriften ogſaa paa det ſamme Trin ſom Broderen. Da man var kommen til Sæde, rejſte en af den forſamlede Skare, ſandſynligviis en anſeet Bonde, ſig, og bød Kongen velkommen[3]. Derpaa traadte Stallaren Vigleik Audunsſøn frem og holdt en Tale paa Hirdens Vegne. Efter ham holdt Erkebiſkoppen en

  1. Hirdſkraa, Cap. 5. „Naar de fornemſte Mænd ere ſammenkomne“, heder det her, „ſkal Thing tilſtevnes efter gammel Sedvane, men Hirdſtevne ſkal være førend Thinget holdes, for at afhandle hvad der iſær kan ſynes nødvendigt. Kongsevnet ſkal her enten ſelv holde eller lade holde en Tale, hvori han takker alle for deres Nærværelſe, og lover alle de ſamme Ærespoſter og Titler ſom de havde før, ſamt den Forfremmelſe efter gode Mænds Raad, der fortjene den: ſiden ſkal der tales om paa hvad Maade hele Hirden kan berede ſig ſaa ſømmeligt ſom muligt til Thinget, ſaa at dens hele Fremtræden er ſom hæderligſt“. Hiin Takſigelſestale har naturligviis Kongen her holdt paa Sønnens Vegne.
  2. Dette vare Collecterne: „Deus in te sperantium fortitudo; de domina, de sancto Olavo, de omnibus sanctis“.
  3. Her er i Sagabrudſtykket en Linje ulæſelig, ſaa at man ej kan ſee, hvo der hilſede Kongen; men da det paa Hyldingsthinget 8de Juli 1217 var Bonden Sigurd af Onareim, der ſaaledes hilſede Kong Haakon i alle Gulathingsmændenes Navn, maa det vel ogſaa denne Gang have været en af Gulathingslagens mere anſeede Bønder.