Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/551

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
537
1265—1274. Lovreformen i Norge.


Fremdeles beſtemtes det, at ſaafremt en Misdæder, der ſkulde afſtraffes, var rømt til en anden Sysſel end den, hvori Forbrydelſen var bleven begaaet, ſkulde Sysſelmanden over denne være pligtig til at udlevere ham til Sysſelmanden over hiint, paa den ſidſtes Reqviſition.

Fremdeles blev det foreſkrevet, at i Tilfælde af Manddrab, der efter Omſtændighederne ej ſtrax ſkulde ſtraffes med Døden, ſkulde Sysſelmanden ſnareſt muligt ſende Drabsmanden til Kongen med en Beretning om det Forefaldne, for hvis Sandhed de vilde indeſtaa; og dømtes han til Fængſel, ikke til Dødsſtraf ſkulde han ſendes til en af de følgende Borge: til Borgen paa Ragnhildarholmen ved Kongehelle, hvis han hørte hjemme i Egnen mellem Rigsgrændſen og Svarteborg; til Valdensholm, hvis han havde hjemme mellem Svarteborg og Kamborn (ved Moſs); til Oslo (d. e. Borgen paa Vaakeberg) fra Strøget mellem Kamborn og Dramn, ſamt fra Raumarike; til Slotsbjerget paa Tunsberg fra Egnen mellem Rygjarbit ſamt fra Thelemarken; og til Mjøskaſtellet fra alle Oplandene med Undtagelſe af Raumarike. Og dømtes endelig Banemanden til Døde, ſkulde vedkommende Sysſelmand ſelv underſøge Sagen, og ſelv ſkaffe Skarpretter, ej lade Henrettelſen beſørge ved den Dræbtes Frænder, hvilket ogſaa Loven bød[1]. Af disſe Forſkrifter har den førſte, angaaende Indberetning om Manddrab, fremkaldt den Mængde Breve om Drabsſager, der endnu forefindes her i Landet, iſær fra Tidsrummet mellem 1300 og 1530, og hvoraf mange give fortrinlige Skildringer af Folkets Leveviis og den Raahed i Sæder, ſom endnu i lang Tid herſkede, iſær blandt de lavere Klasſer[2]. Hvad Reglerne for Drabsmændenes Fængſelsſtraf angaa, da er det merkeligt nok, at denne Straf ej udtrykkeligen omtales i Loven; men det maa have været betragtet ſom en Følge af Kongens Benaadningsret, at han kunde forandre Dødsſtraffen eller Lemlæſtelſen til Fængſel paa vilkaarlig Tid. Det er i og for ilet at betragte ſom et ikke ubetydeligt Fremſkridt i Kultur, at man nu ſaaledes kundre ſikre Samfundet mod en Forbryder uden

    nemlig 10, vare fra Oplandene, hvor Visøre i egentlig Forſtand betaltes, medens der fra Rygjarbit til Elven neppe var flere end ſex.

  1. Se det ovenfor S. 523 anførte om Advarſelen for Sysſelmændene og Dommerne om at bruge Maadehold, Alvor og Upartiſkhed i Forbryderes Forfølgelſe og Domfældelſe.
  2. Beſtemmelſen indſkærpedes paa en Maade ved Art. 10 i Kong Haakon Magnusſøns Retterbod af 17de Juni 1308, hvor der vel handles om den aarlige Indberetning i et Hefte (Kvaterni) om de i Aarets Løb ſtedfundne Drab, men hvor dog netop de Omſtændigheder fordres anmerkede, ſom man altid ſeer anførte i de enkelte Drabsindberetninger, ſaa at altſaa den for hine givne Forſkrift ogſaa har været anvendt paa disſe.