Fremdeles bestemtes det, at saafremt en Misdæder, der skulde afstraffes, var rømt til en anden Syssel end den, hvori Forbrydelsen var bleven begaaet, skulde Sysselmanden over denne være pligtig til at udlevere ham til Sysselmanden over hiint, paa den sidstes Reqvisition.
Fremdeles blev det foreskrevet, at i Tilfælde af Manddrab, der efter Omstændighederne ej strax skulde straffes med Døden, skulde Sysselmanden snarest muligt sende Drabsmanden til Kongen med en Beretning om det Forefaldne, for hvis Sandhed de vilde indestaa; og dømtes han til Fængsel, ikke til Dødsstraf skulde han sendes til en af de følgende Borge: til Borgen paa Ragnhildarholmen ved Kongehelle, hvis han hørte hjemme i Egnen mellem Rigsgrændsen og Svarteborg; til Valdensholm, hvis han havde hjemme mellem Svarteborg og Kamborn (ved Moss); til Oslo (d. e. Borgen paa Vaakeberg) fra Strøget mellem Kamborn og Dramn, samt fra Raumarike; til Slotsbjerget paa Tunsberg fra Egnen mellem Rygjarbit samt fra Thelemarken; og til Mjøskastellet fra alle Oplandene med Undtagelse af Raumarike. Og dømtes endelig Banemanden til Døde, skulde vedkommende Sysselmand selv undersøge Sagen, og selv skaffe Skarpretter, ej lade Henrettelsen besørge ved den Dræbtes Frænder, hvilket ogsaa Loven bød[1]. Af disse Forskrifter har den første, angaaende Indberetning om Manddrab, fremkaldt den Mængde Breve om Drabssager, der endnu forefindes her i Landet, især fra Tidsrummet mellem 1300 og 1530, og hvoraf mange give fortrinlige Skildringer af Folkets Leveviis og den Raahed i Sæder, som endnu i lang Tid herskede, især blandt de lavere Klasser[2]. Hvad Reglerne for Drabsmændenes Fængselsstraf angaa, da er det merkeligt nok, at denne Straf ej udtrykkeligen omtales i Loven; men det maa have været betragtet som en Følge af Kongens Benaadningsret, at han kunde forandre Dødsstraffen eller Lemlæstelsen til Fængsel paa vilkaarlig Tid. Det er i og for ilet at betragte som et ikke ubetydeligt Fremskridt i Kultur, at man nu saaledes kundre sikre Samfundet mod en Forbryder uden
- ↑ Se det ovenfor S. 523 anførte om Advarselen for Sysselmændene og Dommerne om at bruge Maadehold, Alvor og Upartiskhed i Forbryderes Forfølgelse og Domfældelse.
- ↑ Bestemmelsen indskærpedes paa en Maade ved Art. 10 i Kong Haakon Magnussøns Retterbod af 17de Juni 1308, hvor der vel handles om den aarlige Indberetning i et Hefte (Kvaterni) om de i Aarets Løb stedfundne Drab, men hvor dog netop de Omstændigheder fordres anmerkede, som man altid seer anførte i de enkelte Drabsindberetninger, saa at altsaa den for hine givne Forskrift ogsaa har været anvendt paa disse.
nemlig 10, vare fra Oplandene, hvor Visøre i egentlig Forstand betaltes, medens der fra Rygjarbit til Elven neppe var flere end sex.
