Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/550

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
536
Magnus Haakonsſøn.


fandt Sted, vedvarede hele tre Uger, og ſærdeles vigtige Beſlutninger bleve her vedtagne. For det førſte ſkulde alle Lendermænd og Veitſlemænd, altſaa ſaadanne Hirdmænd, der uden at bære Lendermandstitel dog havde faaet Veitſle, i Krigs- eller dermed beſlægtede Nødvendighedstilfælde, for hver 15 Merkers Veitſle holde til Kongens Tjeneſte fem Mand i tre Maaneder, (altſaa mindre eller mere i Forhold efterſom Veitſlen ſelv var mindre eller ſtørre, eller 1 Mand for hver 3 Merkers Veitſle) med ſaadanne Vaaben, ſom vare foreſkrevne for Hirdmænd, Gjeſter eller Kjerteſvende, ſamt Tilbehør, paa ſin egen Koſt, uden- og indenlands, ligeſom og enhver Sysſelmand i Kyſtdiſtricterne fra Elven til Rygjarbit paa ſamme Maade og i ſamme Tid for hver Tyveſesſe[1] i hans Sysſel ſkulde ſkaffe 6 Mand, eller flere, om Syſlens Lidetal var ſtørre, ſamt de i Oplandsdiſtricterne hver et engang for alle beſtemt Antal, nemlig af Valdres og Haddingdal 40 Mand, af Raumarikes ſøndre Halvdeel 12 Mand, af Raumarikes nordre Halvdeel 10 Mand, af ſøndre Hedemarken 10, af nordre Hedemarken 12, af ydre Hadafylke 10, af nordre Hadafylke 12, af nordre og ſøndre Gudbrandsdalen tilſammen 16, af Øſterdalen fem.

For det andet beſtemtes der, at enhver, ſom fik Sysſel af Kongen, ſkulde under ſit Segl udſtede og nedlægge hos Cantſleren et Reversbrev, hvori han forpligtede ſin til i ſin Embedsførſel nøje at iagttage den baade af Kongen og ham ſelv aflagte Eed, og til paa den ene Side at viſe Mildhed og Skaanſomhed ſaavel mod dem, der af Uvidenhed eller Enfoldighed kom til at paadrage ſig Bøder, ſom mod de kongelige Leiglændinger, af hvilke Landſkyld ſkulde opkræves, men paa den anden Side ogſaa at gaa frem med tilbørlig Strenghed mod dem, der ſelv ved deres Ondſkab og Voldſomhed havde forſkyldt deres Straf, ſamt paaſee, at Kongens Gaarde bleve ordentligt bebyggede, og fremfor alt ikke tage Gaver eller Beſtikkelſer, ligeſom han og ſkulde give en nøjagtig Fortegnelſe paa, hvor ſtor Kongens Visøre (eller i Skibrede-Diſtricterne Leding) var da han tog ved Syſlen[2].

  1. Der kunde vel ligeſaa godt have ſtaaet „Skibrede“, efterſom Vikens Skibreder kun havde Tyveſesſer at udrede; men det har vel været Meningen, udtrykkeligt at betegne Maaleſtokken, efter hvilken man ſkuldre regne.
  2. Det er her (N. gl. Love II. 129), hvor „Visøre“ førſte Gang nævnes. Rigtignok bruges Udtrykket her, ſaaledes at det indbefatter alle visſe Indtægter, baade Ledingen af Kyſtdiſtricterne, ſamt den egentlige Visøre og Skatten af Indlandsdiſtricterne; det er heller ikke faa uſandſynligt, at man aller førſt brugte „Visøre“ ſom en fælles Betegnelſe paa al vis Kronſkat, og at det kun ved ſenere Skik og Brug gik over til at bruges i denne ſpeciellere Betydning. Men faa meget er viſt, at denne Betydning af Ordet blev den ſædvanlige og udelukkende. Erindres maa det og, at de fleſte af Øſtlandets Sysſelmænd,