hvor egtefødde Side-Arvinger fik den tilbørlige Plads foran Kongens uegte Sønner. Ved Siden heraf maatte det ansees nødvendigt at Kongen ved en særegen Disposition bestemte, hvad Stilling hans yngre Søn efter hans Død skulde indtage og hvorledes han skulde forsørges; efter det allerede ved Overeenskomsten mellem Kong Haakon og Skule Jarl paa Rigsmødet i Bergen 1223 udtalte Princip, hvilket Erkebiskop Einar og mange anseede Mænd senere ogsaa vilde have gjort gjeldende i 1255, da der var Tale om en Disposition med Hensyn til Kong Haakons Sønner, Haakons og Magnus’s gjensidige Stilling efter Faderens Død[1], faldt det saa at sige af sig selv, at den ældste af Brødrene skulde have Kongetitel og Souveraineteten over Riget, den yngste Hertugstitel med en Deel af Riget, paa det nærmeste en Trediedeel, til Len under Broderens Overhøjhed. Da man maa antage, at Erkebiskop Einar ikke kan have gjort hiint Forslag i 1255 uden Magnus’s Vidende og foreløbige Samtykke, havde denne derved allerede selv paa en Viis godkjendt Principet, og dette agtede han nu ogsaa at følge. Men da Gejstligheden, hvis den var altfor ugunstigt stemt mod Kongen og Kongehuset, kunde lægge store Hindringer i Vejen mod en saadan Dispositions Antagelse, var det af stor Vigtighed for Kongen at sikre sig dens Samtykke, og denne Betragtning kan vel have ledet ham til at give efter for Erkebiskoppen i alt, hvori han med nogen Rimelighed kunde føje ham, uden utilbørligt at opoffre nogen af de Rettigheder, der billigviis tilkom Kronen og uden hvilke den vilde tabe i sin Verdighed.
Der berammedes derfor et nyt Rigsmøde i Bergen til Sommeren 1273, for at ordne de her nævnte Anliggender og slutte den forønskede Overeenskomst mellem Kronen og Kirken. Imidlertid begav Kongen sig henimod Høsten til Viken, hvor han havde aftalt en Sammenkomst med den svenske Konge Valdemar, saaledes som det i det følgende nærmere skal berettes, og hvor han tillige vilde holde et Møde med alle de østlandske Lendermænd og Sysselmænd, forat faa deres nye Embedspligter og Rettigheder nærmere bestemte. Det var vel ogsaa hans Hensigt, at sikre sig deres Samtykke og Medvirken ved de Anliggender, der skulde behandles paa det forestaaende Rigsmøde i Bergen. Han tilbragte derfor Vinteren i Tunsberg, og sammenkaldte der til St. Paalsmesse (25de Januar) alle Lendermænd, Stallarer, Lagmænd og Sysselmænd, baade fra Viken og Oplandene[2]. De Forhandlinger, som her
