Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/548

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
534
Magnus Haakonsſøn.


ſynligt, at hans Sygdom kan have virket noget paa hans fromme Gemyt til at gjøre ham noget mere føjelig med Henſyn til Kirkens Fordringer, ligeſom man vel og maa antage, at Erkebiſkoppen ikke har undladt at benytte ſig af den ſvagere og mere blødhjertede Tilſtand, hvori Kongen befandt ſig ſom Reconvaleſcent, til at virke paa hans religiøſe Følelſe, og aflokke ham Løfter. Der nævnes viſtnok ikke, til hvad Tid i Aaret 1272 de vigtigſte Forhandlinger mellem Kongen og Erkebiſkoppen plejedes, men af det ovenfor berettede ſynes det rimeligſt, at Kongens foreløbige Løfte, om noget ſaadant gaves, har været givet i Løbet af Sommeren 1272, efterat Indkaldelſen til Conciliet var kommen. Men dette hindrer ikke, at Erkebiſkoppen ogſaa før den Tid kan have haft alvorlige Samtaler med ham om denne Sag: tvertimod er det endog det ſandſynligſte, at Erkebiſkoppen, efterat han førſt havde bragt den paa Bane i 1271 eller maaſkee allerede i 1269, og fremſat Proteſter mod flere af de foreſlagne Beſtemmelſer i den verdslige Lovgivning, ikke lod nogen Lejlighed gaa forbi til at tale yderligere med Kongen derom. Hertil kom nu ogſaa at Kong Magnus, maaſkee fornemmelig paa Grund af ſin ſidſte farlige Sygdom, ønſkede at faa Tronfølgen nærmere beſtemt og ſine Sønners Rettigheder ſikrede endnu i ſit levende Live, for at der ej, om han atter pludſelig faldt i en lignende Sygdom og bortrykkedes, ſkulde opſtaa Forvirring. Hans ældſte Søn, Olaf, om hvem der allerede ovenfor er talt, da han endnu var fød i Kong Haakons Levetid, var død i 1267, men Dronning Ingeborg havde efter den Tid født ham tvende Sønner, nemlig Erik, i 1268, og Haakon, i 1270[1]. Den ældre Tronfølgelov, vedtagen i 1260, var altfor kortfattet og i flere Henſeender mangelagtig. Den betegnede ikke tilſtrækkeligt de muligt indtreffende Tilfælde, og bar altfor meget Præget af at være lempet efter de ſæregne Forhold, der juſt paa dens Udſtedelſestid fandt Sted, nemlig da Magnus var Kong Haakons eneſte Søn, og han ſelv heller ikke havde mere end een Søn, Olaf. Den forudſætter nemlig ikke Tilværelſen af mere end een egtefød Kongeſøn, og for det Tilfælde at en ſaadan ej findes, erklærer den Kongens uegte Søn ſtrax før Tronfølger, uden med et Ord at omtale Kongens egtefødde Broder. Nu, da Kongen havde to egtefødde Sønner, maatte Tanken om, at den ældſtes uegte Søn maaſkee ſkulde kunne udelukke den anden fra Tronfølgen, være modbydelig ſaavel for Kongen og Dronningen, ſom for Folket i Almindelighed, og derfor var en ny Tronfølgelov nødvendig,

    1272—1273, umiddelbart for hans Vinterophold i Tunsberg, men af Sagabrudſtykket ſees det, at han blev ſyg ſtrax efter Julen 1271—72.

  1. Annalerne, ved de her nævnte Aar.