Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/547

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
533
1265—1274. Lovreformen i Norge.


erklærede ſaaledes, hvorvel paa den mildeſte og ſagtmodigſte Maade, at han vilde have Spørsmaalet om Kirkens Supremati over Kronen holdt aldeles borte, og at han ikke agtede at tilſtaa Kirken andre Friheder, end hvad der lod den kongelige Souverainetet aldeles ubeſkaaren. Kun paa dette Grundlag var han villig til at underhandle.

Paa dette Grundlag viſte ogſaa Erkebiſkoppen ſig fra ſin Side villig til fremdeles at underhandle, hvad enten han nu trøſtede ſig med, at den Overeenskomſt mellem Kronen og Kirken, ſom disſe Underhandlinger vilde lede til, dog kun maatte blive en foreløbig, ſiden det faldt af ſig ſelv at den førſt maatte forlægge Paven paa det vordende Concilium og bekræftes af ham for at faa endelig Gyldighed, eller han, ſom ovenfor antydet: kun fremſatte hine overdrevne Fordringer for at have noget, han kunde lade ſig afprutte, og derved være des ſikrere paa at opnaa de Privilegier og Friheder for Kirken, der ikke ſaa iøjnefaldende og paa en for Kronen ſaa krænkende Maade greb ind i dens. Souverainetetsret. Havde det været Erkebiſkoppens Henſigt at drive hine Fordringer til det yderſte, da havde han vel ſnarere afbrudt alle Underhandlinger. At han fortſatte dem, viſte, at han ej var utilbøjelig til at lade det komme til et Forlig paa mindelige Vilkaar. Han maatte desuden ſnart have haft ſaa god Lejlighed til at erfare hvorledes Kongens verdslige, tildeels maaſkee og gejſtlige Raadgivere, ſaavel ſom overhoved det hele verdslige Ariſtokrati, optog den efter ſaa lang Tids Forglemmelſe opfriſkede Fordring paa Kronens Underkaſtelſe, at han derefter kunde indrette ſin Handlemaade, og man ſeer tydeligt at en ſaadan Underkaſtelſe af Kronen under St. Olafs Højhed, langt fra at betragtes ſom nogen Forherligelſe for Kronen, tvertimod betragtedes ſom en Forringelſe og Nedværdigelſe, og at et ſaadant Forſøg vilde blive yderſt upopulært og møde den heftigſte Modſtand.

Hvad der paa den anden Side ogſaa ſtemte Kong Magnus til nogen Eftergivenhed, var vel ikke alene, ſom Erkebiſkoppen udtrykte ſig, hans ſædvanlige velvillige Sindelag mod Kirken, og hans Retfærdighedsfølelſe, der maatte tilſige ham, at Kirken ved den almindelige Lovreform havde en billig Fordring paa at ſee ſine lovlige og overalt i det katholſke Europa erkjendte Rettigheder udtrykkeligt faſtſatte, men ogſaa ſæregne Betragtninger, deels af religiøs, deels af politiſk Natur. Kongen havde ſtrax efter Nytaar 1272 været farlig ſyg, ſaa at han endog troede ſig Døden nær, og lod ſin Ven og forhenværende Cantſler, Biſkop Aſkatin i Bergen, give ſig den ſidſte Olje[1]. Det er ikke uſand-

  1. Annalerne, for 1272, Br. af K. Magnus’s Cap. 5. Udtrykkene i Annalerne kunde let give Anledning til at tro at Kongens Sygdom indtraf om Vintren