Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/546

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
532
Magnus Haakonsſøn.


1164 udtalte Princip, og end mere ſøgte man at ſætte dette igjennem, da et ſaa ſtort Parti, iſær blandt Gejſtligheden, erklærede ſig til Fordeel for Inges Broder Skule fremfor Haakon Haakonsſøn. Haakon Haakonsſøn havde ſelv bragt det ſamme Princip et Offer, idet han anſaa det nødvendigt at lade ſig legitimere, for at opnaa Kroningen. Forſaavidt ſom disſe og lignende Skridt kunde udtolkes ſom Indrømmelſer til Gunſt for hiin Artikel, og forſaavidt Artiklen ej udtrykkeligt var tilbagekaldt eller afløſt af nogen ny Tronfølgelov, kunde altſaa Erkebiſkoppen med nogenlunde Skin af Ret ſige, at disſe Artikler kun havde ligget ubrugte, uden derfor i ſig ſelv at være hævede. Men dette gjaldt dog ikke længer end til Aaret 1260, thi den nye, i dette Aar, paa et Rigsmøde, af Erkebiſkoppen, Biſkopperne og alle verdslige Magnater og Deputerede, altſaa nøje efter alle Forſkrifter vedtagne Tronfølgelov meldte ikke et Ord enten om Kronens Offring, eller om nogen ſom helſt Valgret til Tronfølgen, end mindre om Kongedømmets Underkaſtelſe og Erkebiſkoppens og Biſkoppernes „fornemſte Stemme“ ved Valget. Erkebiſkoppen maa ſaaledes ganſke have ſlaaet en Streg over denne vigtige, kun for tolv Aar tilbage, rimeligviis endog under hans egne Øjne iſtandbragte Akt. For at der imidlertid, ſom Erkebiſkoppen fremdeles udtrykker ſig, ikke heraf ſkulde opſtaa nogen Strid mellem Kongedømmet og Kirken, der kunde blive til Skade for Manges Sjæle og Legemer, fremſtillede Erkebiſkoppen førſt hine Punkter for Kong Magnus ſelv, idet han bad ham om at ſamtykke i, at de begge ordnede Sagen imellem ſig, „ſaaledes ſom det bedſt kunde vorde Gud til Ære, Kirken til Gavn, og det hele dem betroede Folk til Frelſe“. Kongen ſvarede dog hertil, „at han havde de klækkeligſte Grunde at opſtille mod hine Punkter, om Sagen ſkulde komme for nogen retfærdig Dommer, fornemmelig hvad Kongevalget og Kronens Ofring angik; man ſkulde have ondt for at beviſe at Nidaros Kirke nogenſinde havde været i fredelig og ubeſtridt Beſiddelſe af disſe Rettigheder; det forekom ham i Sandhed at være en ny og hidtil uhørt Fordring, man ſtillede til ham, at han ſkulde lægge ſit Kongedømme under nogen anden Myndighed, hvilket han med uindſkrænket Arveret havde faaet efter ſin Fader og Forfædre, og med Guds Hjelp haabede ligeſaa frit og ubeſtridt at efterlade til ſine Arvinger og Efterkommere“. „Imidlertid“, tilføjede han, „ſkulde han dog formedelſt den Kjærlighed, han altid havde næret for hvad der var godt ædelt, og iſær for Moderkirken i Nidaros, hvis Yndeſt han gjerne vilde nyde, ſamt fordi han elſkede Fred og overholdt Retfærdighed, ej være utilbøjelig til at indrømme den noget ſtørre Privilegier og Friheder“[1]. Han

  1. Se fremdeles Intimationen til Overeensk. i Bergen af 1ſte Aug. 1273.