1164 udtalte Princip, og end mere søgte man at sætte dette igjennem, da et saa stort Parti, især blandt Gejstligheden, erklærede sig til Fordeel for Inges Broder Skule fremfor Haakon Haakonssøn. Haakon Haakonssøn havde selv bragt det samme Princip et Offer, idet han ansaa det nødvendigt at lade sig legitimere, for at opnaa Kroningen. Forsaavidt som disse og lignende Skridt kunde udtolkes som Indrømmelser til Gunst for hiin Artikel, og forsaavidt Artiklen ej udtrykkeligt var tilbagekaldt eller afløst af nogen ny Tronfølgelov, kunde altsaa Erkebiskoppen med nogenlunde Skin af Ret sige, at disse Artikler kun havde ligget ubrugte, uden derfor i sig selv at være hævede. Men dette gjaldt dog ikke længer end til Aaret 1260, thi den nye, i dette Aar, paa et Rigsmøde, af Erkebiskoppen, Biskopperne og alle verdslige Magnater og Deputerede, altsaa nøje efter alle Forskrifter vedtagne Tronfølgelov meldte ikke et Ord enten om Kronens Offring, eller om nogen som helst Valgret til Tronfølgen, end mindre om Kongedømmets Underkastelse og Erkebiskoppens og Biskoppernes „fornemste Stemme“ ved Valget. Erkebiskoppen maa saaledes ganske have slaaet en Streg over denne vigtige, kun for tolv Aar tilbage, rimeligviis endog under hans egne Øjne istandbragte Akt. For at der imidlertid, som Erkebiskoppen fremdeles udtrykker sig, ikke heraf skulde opstaa nogen Strid mellem Kongedømmet og Kirken, der kunde blive til Skade for Manges Sjæle og Legemer, fremstillede Erkebiskoppen først hine Punkter for Kong Magnus selv, idet han bad ham om at samtykke i, at de begge ordnede Sagen imellem sig, „saaledes som det bedst kunde vorde Gud til Ære, Kirken til Gavn, og det hele dem betroede Folk til Frelse“. Kongen svarede dog hertil, „at han havde de klækkeligste Grunde at opstille mod hine Punkter, om Sagen skulde komme for nogen retfærdig Dommer, fornemmelig hvad Kongevalget og Kronens Ofring angik; man skulde have ondt for at bevise at Nidaros Kirke nogensinde havde været i fredelig og ubestridt Besiddelse af disse Rettigheder; det forekom ham i Sandhed at være en ny og hidtil uhørt Fordring, man stillede til ham, at han skulde lægge sit Kongedømme under nogen anden Myndighed, hvilket han med uindskrænket Arveret havde faaet efter sin Fader og Forfædre, og med Guds Hjelp haabede ligesaa frit og ubestridt at efterlade til sine Arvinger og Efterkommere“. „Imidlertid“, tilføjede han, „skulde han dog formedelst den Kjærlighed, han altid havde næret for hvad der var godt ædelt, og især for Moderkirken i Nidaros, hvis Yndest han gjerne vilde nyde, samt fordi han elskede Fred og overholdt Retfærdighed, ej være utilbøjelig til at indrømme den noget større Privilegier og Friheder“[1]. Han
- ↑ Se fremdeles Intimationen til Overeensk. i Bergen af 1ste Aug. 1273.
