henholdt sig til Bestemmelserne paa Rigsmødet 1164, som fremdeles gjeldende, men kun „ved Mangel af Brug“ halv forglemte, paastod han endog, at ifølge den der givne Forskrift for Tronens Besættelse efter en Konges Død var Norge et Valgrige, og at Erkebiskoppen tilligemed Lydbiskopperne skulde have de fornemste Stemmer ved Valget. Dette var, som man let seer, en aldeles haartrukken Fortolkning, thi endog ved Artiklen af 1164 bestemtes det med rene og klare Ord, at naar den regjerende Konge havde nogen egtefød Søn, skulde denne være hans Efterfølger, med mindre Ondskab eller Uforstandighed gjorde ham uskikket dertil; i saa Fald skulde den af hans samfedre Brødre, eller i Mangel af disse hans nærmest arveberettigede Frænde, for saavidt han paa Mødet dertil ansaaes duelig, blive Konge, og først naar ingen saadan fandtes, skulde Forsamlingen vælge en ny Konge, og Erkebiskoppens saavel som Biskoppernes Stemme herved have størst Vegt[1]. Hvor stor Indflydelse end de verdslige og især de gejstlige Magnater herved fik paa Tronens Besættelse, saa erklæredes dog ikke Norge derved absolut for et Valgrige, tvert imod udtaltes udtrykkeligt det Princip, at Kronen skulde gaa i Arv fra Fader til Søn. Men Erkebiskoppen ignorerede alt andet end det allersidste Tilfælde, eller ogsaa maa han have meent, at det altid stod i de gejstlige og verdslige Magnaters Magt ved overdreven Udstrækning af deres Ret til at bedømme Tronprætendentens Duelighed, at bringe hvem de vilde paa Tronen. Disse tre her nævnte Punkter, siger Erkebiskoppen, besluttede han, ifølge den ved Indkaldelsen til Conciliet givne Opfordring om at antegne alt hvad der kunde trænge til Forbedring, at fremlægge for Paven som værende af dette Slags[2]. Vi have allerede i det Foregaaende paapeget den tvivlsomme Stilling, hine Artikler af 1164 indtog i Norges Statsret. Det er vist nok, at Bestemmelsen om Kronens Ofring, den egte Fødsel o. s. v. ganske maatte ansees ophævet ved Magnus Erlingssøns Fald, hans Linjes Fjernelse fra Tronen, og det strenge Arverettigheds-Princips Opretholdelse efter gammel Skik ved Sverre og hans Efterkommere uden Hensyn til Tronprætendentens legitime eller illegitime Fødsel; men vist er det, at Kong Haakon Sverressøns Ord i hans Forlig med Gejstligheden af 1202 vare noget tvivlsomme; ved Inge Baardssøns Ophøjelse paa Tronen fremfor nogen anden Kongeætling synes man fornemmelig at have taget Hensyn til hans egte Fødsel, altsaa til det i Artiklerne af
Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/545
Denne siden er korrekturlest
531
1265–1274. Lovreformen i Norge.
