Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/545

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
531
1265—1274. Lovreformen i Norge.


henholdt ſig til Beſtemmelſerne paa Rigsmødet 1164, ſom fremdeles gjeldende, men kun „ved Mangel af Brug“ halv forglemte, paaſtod han endog, at ifølge den der givne Forſkrift for Tronens Beſættelſe efter en Konges Død var Norge et Valgrige, og at Erkebiſkoppen tilligemed Lydbiſkopperne ſkulde have de fornemſte Stemmer ved Valget. Dette var, ſom man let ſeer, en aldeles haartrukken Fortolkning, thi endog ved Artiklen af 1164 beſtemtes det med rene og klare Ord, at naar den regjerende Konge havde nogen egtefød Søn, ſkulde denne være hans Efterfølger, med mindre Ondſkab eller Uforſtandighed gjorde ham uſkikket dertil; i ſaa Fald ſkulde den af hans ſamfedre Brødre, eller i Mangel af disſe hans nærmeſt arveberettigede Frænde, for ſaavidt han paa Mødet dertil anſaaes duelig, blive Konge, og førſt naar ingen ſaadan fandtes, ſkulde Forſamlingen vælge en ny Konge, og Erkebiſkoppens ſaavel ſom Biſkoppernes Stemme herved have ſtørſt Vegt[1]. Hvor ſtor Indflydelſe end de verdslige og iſær de gejſtlige Magnater herved fik paa Tronens Beſættelſe, ſaa erklæredes dog ikke Norge derved abſolut for et Valgrige, tvert imod udtaltes udtrykkeligt det Princip, at Kronen ſkulde gaa i Arv fra Fader til Søn. Men Erkebiſkoppen ignorerede alt andet end det allerſidſte Tilfælde, eller ogſaa maa han have meent, at det altid ſtod i de gejſtlige og verdslige Magnaters Magt ved overdreven Udſtrækning af deres Ret til at bedømme Tronprætendentens Duelighed, at bringe hvem de vilde paa Tronen. Disſe tre her nævnte Punkter, ſiger Erkebiſkoppen, beſluttede han, ifølge den ved Indkaldelſen til Conciliet givne Opfordring om at antegne alt hvad der kunde trænge til Forbedring, at fremlægge for Paven ſom værende af dette Slags[2]. Vi have allerede i det Foregaaende paapeget den tvivlſomme Stilling, hine Artikler af 1164 indtog i Norges Statsret. Det er viſt nok, at Beſtemmelſen om Kronens Ofring, den egte Fødſel o. ſ. v. ganſke maatte anſees ophævet ved Magnus Erlingsſøns Fald, hans Linjes Fjernelſe fra Tronen, og det ſtrenge Arverettigheds-Princips Opretholdelſe efter gammel Skik ved Sverre og hans Efterkommere uden Henſyn til Tronprætendentens legitime eller illegitime Fødſel; men viſt er det, at Kong Haakon Sverresſøns Ord i hans Forlig med Gejſtligheden af 1202 vare noget tvivlſomme; ved Inge Baardsſøns Ophøjelſe paa Tronen fremfor nogen anden Kongeætling ſynes man fornemmelig at have taget Henſyn til hans egte Fødſel, altſaa til det i Artiklerne af

  1. Se ovenf. II. S. 934, jvfr. Gulathingsl. Cap. 2.
  2. Se Intimationen til Overeenskomſten i Bergen af 1ſte Aug. 1273, N. gl. Love II. 457. Dipl. Norv. 64. a.