Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/544

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
530
Magnus Haakonsſøn.


ledning til at fordoble ſin Iver i at fremſøge Alt, der efter hans Mening i den norſke Kirke maatte trænge til Reform, og han haabede vel at kunne give ſine Reformforſlag ſaa meget ſtørre Eftertryk, ſom han ifølge Pavens Bud i Skrivelſen i egen Perſon agtede at indfinde ſig ved Mødet.

Erkebiſkoppen var allerede, ſom han ſelv ſenere udtrykker ſig[1], ved de Underſøgelſer, ſom han lige fra ſin Tiltrædelſe til Embedet havde anſtillet om den norſke Kirkes Rettigheder og Friheder, kommen til den Overbeviisning, at disſe i mange Maader vare blevne indſkrænkede og forringede ved den verdslige Ret, nemlig fordi næſten alle de Sager, der vedkom Kirken, behandledes af de kongelige Ombudsmænd eller Sysſelmænd for Retterne efter Landets verdslige Love eller Vedtægter, med Tilſideſættelſe af den canoniſke Ret og de kirkelige Friheder, ſaa at Nidaros Kirke factiſk ikke havde andre Perſoner frie (for den verdslige Arm), end dem, der borte til Erkebiſkoppens Huus eller arbejdede paa Chriſtkirkens Opbygning. Derhos meente han, at de tidligere, Nidaros Kirke ſærſkilt tilſtaaede, Privilegier vare blevne mangfoldigt beklippede, „formodentligt“, ſom han liſtigt udtrykte ſig, „ved undladt Brug“; og blandt disſe Privilegier fornemmelig det før omtalte, mere end mistænkelige af 1174, hvorved Kong Magnus Erlingsſøn ſkulde have ofret ſig og ſit Rige til St. Olaf, og til Tegn paa denne ſin Underkaſtelſe forordnet, at Norges Krone efter hans, ſaavel ſom efter hver følgende Konges Død ſkulde ophænges i Nidaros Chriſtkirke[2]. Idet han uden Videre

  1. Nemlig Intimationen til Overeenskomſten i Bergen 1273, ſe nedenfor, jvfr. Dipl. Norv. I. No. 64. a., N. gl. L. II. S. 482.
  2. Da den Artikel af 1164, hvorom der ſenere, hvad Valgretten angaar, er Tale, ikke, ſaadan ſom den findes indført i den ældre Gulathingslov, indeholder det mindſte øm Kongedømmets Underkaſtelſe, men handler alene om Kronens Ofring, maa ſaaledes det Privilegium af Kong Magnus, hvortil her ſigtes, være hiint mistænkelige Brev, hvorom der ovenfor er talt udførligt II. S. 936 og III. S. 186. Thi kun her tales der om Kongedømmets Underkaſtelſe. Er nu Brevet ikke ligefrem underſtukket, hvilket dets beſynderlige Sprog ſaavel ſom andre Omſtændigheder kunde give Anledning til at tro, da har det i det mindſte ganſke viſt, ſaaledes ſom ovenfor antydet, været erhvervet af Erkebiſkop Eyſtein underhaanden, medens Kong Magnus befandt ſig i forknytte Omſtændigheder, og hengjemt i Archivet, for ſenere, efter et Par Generationers Forløb, at kunne drages frem ved en bekvem Lejlighed og benyttes til Kirkens Gavn. I Brevene af 1273 og 1277 gjør Erkebiſkoppen tydeligt Forſkjel mellem Magnus’s Privilegium for Kirken, altſaa det her omſpurgte, og Conſtitutionen, d. e. den paa Rigsmødet fattede Beſlutning, om Kongevalget. Men hvorledes Sammenhængen er med hiint Privilegium, bliver fremdeles en Gaade. At Kong Magnus Haakonsſøn ikke erkjendte dets Egthed ſynes at fremgaa af hans Indvendinger derimod.