Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/543

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
529
1265—1274. Lovreformen i Norge.


Men Erkebiſkop Jon nøjede ſig ikke hermed. Han gjorde endog Miner til at ville vinde de Herligheder tilbage, ſom Kirken havde haft i Magnus Erlingsſøns og Erkebiſkop Eyſteins Tid, og ſom gjorde Kongen til dens Vaſall. Tiden anſaa han vel for ſærdeles gunſtig til at vove et Forſøg derpaa, ſiden der nu ej alene var Tale om en fuldſtændig Lovreform, og Lejlighed ſaaledes forhaanden til at faa ældre Artikler fremdragne og underkaſtede en ny Granſkning, men ogſaa Kong Magnus’s velbekjendte Hengivenhed for Kirken i Forbindelſe med hans blide og fromme Charakteer lod formode, at man maaſkee vilde finde ham mere medgjørlig end nogen af hans Forfædre hidtil havde været eller nogen af hans Eftermænd paa lang Tid vilde blive, ſaa at det altſaa gjaldt at benytte Lejligheden. Planen hertil var allerede fattet af Erkebiſkoppen fra det førſte Øjeblik, han begyndte at tage Deel i Forhandlingerne om Lovreformen. Men han ſavnede heller ikke ſærſkilt Opfordring dertil. Pave Clemens den 4de var død den 24de Novbr. 1268, og efter at Paveſtolen i to Aar og ni Maaneder havde ſtaaet ubeſat, fordi Cardinalerne ej kunde blive enige i Valget af hans Eftermand, var under 1ſte Septbr. 1271 Theald af Piacenza, Archidiaconus i Lüttich, bleven valgt til Pave, og kronet den 27de Marts 1272 under Navn af Gregorius den 10de. Et af hans førſte Foretagender var allerede under 29de Marts at udſkrive et nyt almindeligt Concilium, der ſkulde holdes den 1ſte Mai 1274, paa et Sted, han nærmere efter Omſtændighederne forbeholdt ſig at angive, og hvortil ej alene Biſkopperne og de andre højere Prælater, men ogſaa Fyrſterne indbødes til at møde enten i egen Perſon eller ved Fuldmægtige. I Cirkulærſkrivelſen, hvoraf ligeledes Exemplarer ſendtes til alle Erkebiſkopper, nævntes vel fornemmelig Grækernes ſaakaldte Frafald og det hellige Lands ſørgelige Tilſtand ſom Hovedgrundene, der beſtemte ham til at ſammenkalde dette Møde, dog anbefalede han derhos alle de Prælater, til hvem han henvendte ſig, „nøje at eftergrandſke og troligen at optegne alt hvad der kunde trænge til Berigtigelſens og Reformens Fiil, for ſiden at bringe det til ſelve Conciliets Kundſkab, ligeſom han paa ſin Side lovede at anvende ſin yderſte Flid paa, at alt ſammen, ſaavel ſom hvad andet der maatte blive Conciliet forelagt, ſkulde blive behørigt drøftet og ordnet“[1]. Skrivelſerne til Norge afſendtes med en Chorsbroder fra Nidaros, ved Navn Sighvat, der, uviſt i hvad Erende, havde opholdt ſig ved Curien[2], og nu vendte tilbage; han maa være ankommen til Norge om Sommeren 1272. Slutnings-Opfordringen gav Erkebiſkop Jon en velkommen An-

  1. Raynaldi Annales, 1272 No. 21.
  2. Arne Biſkops Saga Cap. 10.