hvorledes Cardinal Villjam i sit merkelige Brev af 16de August 1247 bevidnede, „at han fandt Norges Riges Kirke i fuldkommen og uantastet Frihed med Hensyn til Jurisdictionen i alle gejstlige Sager, samt over alle Gejstlige, hvad enten der rejstes Søgsmaal mod dem i gejstligt eller verdsligt Henseende“. Var dette end ikke den rene Sandhed efter Lovens Bogstav, saa var det dog vistnok den factiske Tilstand[1]). Men en anden Sag var det, naar Lagmanden blev Enedommer, og enhver civil Retsact, i det mindste i første Instans, skulde afgjøres af ham uden at det med et eneste Ord var omtalt, hvorledes det skulde forholdes, naar saadanne Trætter verserede mellem Gejstlige og Verdslige eller mellem Gejstlige indbyrdes. Thi da vilde man ofte komme i det Tilfælde, at Sager, som netop henhørte under den i hiin Artikel undtagne Klasse, maatte paadømmes af den alene af Kongen indsatte, verdslige Dommer, ligesom ogsaa den, der skulde paasee Dommen overholdt og i Gjenstridighedstilfælde kræve Vedkommende til Rette, var den anden kongelige Embedsmand, Sysselmanden. Naar Erkebiskoppen erfarede, at saa betydelige Lovs-Forandringer, som disse, ej alene vare i Gjere, men ogsaa virkelig førte i Pennen – og det kan naturligviis ikke have varet længe, førend han erfarede det, – da var det endog fra hans Standpunkt en Pligt at protestere derimod, indtil Mislighederne vare hævede. Ved at protestere saavel herimod, som mod den føromtalte Forandring i Skatteydelsen benyttede han sig kun af den Ret og Myndighed der tilkom ham ifølge hiin Privilegiebulles 9de Artikel, der foreskrev „at ingen Konge eller Fyrste maatte uden Biskoppernes og de forstandige Mænds Samtykke forandre Landets vedtagne skrevne Love eller de bestemte Pengebøder, enten for Gejstlige eller Verdslige, mod gammel Sedvane, til Kirkernes eller Gejstlighedens Skade“[2]. Det var endog, kan man sige, i Medhold af denne Artikel, at saavel dette, som det forrige Rigsmøde var tilstevnet, eller at Kongen, som Aarbøgerne udtrykke sig, holdt Thing med Erkebiskoppen. Denne var saaledes i sin fulde Ret, naar han protesterede mod de her omhandlede Forandringer, og fordrede Lovgivningen i disse Dele lempet efter de Norges Kirke af Kongerne selv indrømmede Friheder.
- ↑ En anden Sag er, at Kongen allerede ved Villjams egen Mellemkomst har søgt at faa den Udvidelse af Lagmændenes Dommermyndighed forøvrigt, som man kan se har ligget Kongerne saa meget paa Hjertet, bragt i Stand. Thi hertil sigter vel Cardinal Villjams Bud i oftnævnte Brev (se ovf. S. 38), at hvis der opstaar Søgsmaal mod en Lægmand angaaende en verdslig Sag, skal Sagsøgeren, hvad enten han er gejstlig eller verdslig, forfølge Sagen for Kongen eller de af Kongen beskikkede Dommere.
- ↑ Se ovenf. III. S. 274.
