Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/542

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
528
Magnus Haakonsſøn.


hvorledes Cardinal Villjam i ſit merkelige Brev af 16de Auguſt 1247 bevidnede, „at han fandt Norges Riges Kirke i fuldkommen og uantaſtet Frihed med Henſyn til Jurisdictionen i alle gejſtlige Sager, ſamt over alle Gejſtlige, hvad enten der rejſtes Søgsmaal mod dem i gejſtligt eller verdsligt Henſeende“. Var dette end ikke den rene Sandhed efter Lovens Bogſtav, ſaa var det dog viſtnok den factiſke Tilſtand[1]). Men en anden Sag var det, naar Lagmanden blev Enedommer, og enhver civil Retsact, i det mindſte i førſte Inſtans, ſkulde afgjøres af ham uden at det med et eneſte Ord var omtalt, hvorledes det ſkulde forholdes, naar ſaadanne Trætter verſerede mellem Gejſtlige og Verdslige eller mellem Gejſtlige indbyrdes. Thi da vilde man ofte komme i det Tilfælde, at Sager, ſom netop henhørte under den i hiin Artikel undtagne Klasſe, maatte paadømmes af den alene af Kongen indſatte, verdslige Dommer, ligeſom ogſaa den, der ſkulde paaſee Dommen overholdt og i Gjenſtridighedstilfælde kræve Vedkommende til Rette, var den anden kongelige Embedsmand, Sysſelmanden. Naar Erkebiſkoppen erfarede, at ſaa betydelige Lovs-Forandringer, ſom disſe, ej alene vare i Gjere, men ogſaa virkelig førte i Pennen — og det kan naturligviis ikke have varet længe, førend han erfarede det, — da var det endog fra hans Standpunkt en Pligt at proteſtere derimod, indtil Mislighederne vare hævede. Ved at proteſtere ſaavel herimod, ſom mod den føromtalte Forandring i Skatteydelſen benyttede han ſig kun af den Ret og Myndighed der tilkom ham ifølge hiin Privilegiebulles 9de Artikel, der foreſkrev „at ingen Konge eller Fyrſte maatte uden Biſkoppernes og de forſtandige Mænds Samtykke forandre Landets vedtagne ſkrevne Love eller de beſtemte Pengebøder, enten for Gejſtlige eller Verdslige, mod gammel Sedvane, til Kirkernes eller Gejſtlighedens Skade“[2]. Det var endog, kan man ſige, i Medhold af denne Artikel, at ſaavel dette, ſom det forrige Rigsmøde var tilſtevnet, eller at Kongen, ſom Aarbøgerne udtrykke ſig, holdt Thing med Erkebiſkoppen. Denne var ſaaledes i ſin fulde Ret, naar han proteſterede mod de her omhandlede Forandringer, og fordrede Lovgivningen i disſe Dele lempet efter de Norges Kirke af Kongerne ſelv indrømmede Friheder.

  1. En anden Sag er, at Kongen allerede ved Villjams egen Mellemkomſt har ſøgt at faa den Udvidelſe af Lagmændenes Dommermyndighed forøvrigt, ſom man kan ſe har ligget Kongerne ſaa meget paa Hjertet, bragt i Stand. Thi hertil ſigter vel Cardinal Villjams Bud i oftnævnte Brev (ſe ovf. S. 38), at hvis der opſtaar Søgsmaal mod en Lægmand angaaende en verdslig Sag, ſkal Sagſøgeren, hvad enten han er gejſtlig eller verdslig, forfølge Sagen for Kongen eller de af Kongen beſkikkede Dommere.
  2. Se ovenf. III. S. 274.