Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/541

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
527
1265—1274. Lovreformen i Norge.


Overlaſt. Her paa dette Rigsmøde har altſaa rimeligviis hiin Samtale mellem Kongen og Erkebiſkoppen fundet Sted angaaende den Beſkatningsmaade, ſom vi i det foregaaende have meddeelt.

En anden Deel af Loven, vedkommende Kongedømmet eller Kongens Magtfuldkommenhed, der ogſaa maa have været færdig i 1271, men mod hvis Antagelſe Erkebiſkop Jon paa Kirkens Vegne maa have indlagt en midlertidig Proteſt, var upaatvivleligt Thingfarebaalken med dens Udvidelſe af Lagmændenes og Sysſelmændenes Embedsmyndighed. Thi ogſaa den greb, ſom vi allerede have antydet, paa mange Maader ind i hvad man kaldte Kirkens Friheder. Hidtil, da Lagmanden kun havde været til for at ſkifte Ret mellem Smaafolk, medens alle Domme i civile Sager, ligeſom de criminelle, fældtes af Thingmændene uden Lagmandens Mellemkomſt, kunde man uden ſynderlig Vanſkelighed forebygge Anſtød mod den almindeligt gjeldende, og ſærſkilt ved Pave Coeleſtins Privelegier af 1194 indſkjerpede Regel[1], at ingen Gejſtlig maatte underkaſte ſig verdslige Domſtole i de Tilfælde, ſom den canoniſke Ret forbød, hvortil ogſaa de Søgsmaal hørte, der rejſtes af Lægmænd mod Gejſtlige, og om de end kun vedkom verdslige Anliggender[2]. Vel paabyde ikke vore ældre Love nogen ſæregne kirkelige Domſtole, og Lovbeſtemmelſerne ſelv gaa aabenbart ud fra, at Ejendomsſpørgsmaal, hvad enten de vedkom Kirken eller ej, ſkulde behandles ved de almindelige Domſtole; men ved Lagthingene ſkulde ifølge de udtrykkelige Lovbud visſe Preſter være tilſtede, ligeſom det var foreſkrevet, at Biſkopperne ſkulde være der; den Beſtyrelſe af Lagthinget, der ved den nye Lov tillagdes Lagmanden, ſynes tidligere at have været udført af Stedets Preſt: ſaaledes havde man vel altid Adgang til, ved Sager, der regnedes for Gejſtligheden eller Kirken vedkommende, at faa opnævnt Gejſtlige til Dommere, eller overhoved at mage det ſaaledes, at den ſaakaldte verdslige Arms Indblanding ej blev altfor ſkarpt fremtrædende[3]. Vi have ogſaa ſeet,

  1. Se ovenf. III. S. 274.
  2. Det bedſte Begreb om, hvad der regnedes til de undtagne Sager, faar man ved at ſammenholde Cardinal Villjams Brev af 15de Aag. 1247 (ſe ovf. S. 38) med de ſenere mellem Kongen og Erkebiſkoppen ſtillede Overeenskomſter, hvor Sagerne ſelv udtrykkeligt opregnes. Her nævnes aller førſt Sager, der angik Gejſtlige, hvad enten de tviſtede mellem ſig ſelv indbyrdes, eller ſagſøgtes af Lægmænd.
  3. De ældre Chriſtenretter byde udtrykkeligt, at Biſkopperne ſkulde indfinde ſig paa Thingene, ligeledes ſees det af Gul. Lov Cap. 3, at Biſkoppen ſkulde opnævne Mesſepreſter til at komme der. Henſigten hermed kan neppe have været nogen anden, end at de ſkulde fungere ſom Nævnings- og Lagrettesmænd i kirkelige Sager. Nærmere Oplysning findes i Keyſers n. Kirkehiſtorie I. S. 210, 460.