Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/55

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
41
1247. Cardinalens Afrejſe fra Norge.

myg Bøn om at ſende dem en Mand, der kunde reformere deres Orden og tilbørligt underviſe dem; han ſkulde medgive dem et Brev til Paven, hvori han indſtændigt bad denne om gunſtigt at bønhøre dem. Dog maatte de, tilføjede han, ſkynde ſig hermed, da Erkebiſkoppen drev ivrigt paa, at faa dem udjagede af Kloſtret[1]. De fulgte Cardinalens Raad, og vi ville i det følgende ſe, hvorledes hans Anbefaling og ligeledes et Brev, Kongen medgav dem, ſkaffede deres Bøn god Fremgang. Vi erfare imidlertid heraf, at Forholdet mellem Cardinalen og Erkebiſkoppen ikke kan have været ſaa ſærdeles venſkabeligt, hvilket det heller ikke kunde være efter at han med ſaadan Beſtemthed havde affærdiget Biſkoppernes Anmodning om at ſkaffe dem nye Indrømmelſer af Kongen.

Hvorledes Cardinalen ogſaa ſøgte at faa Islændingerne til at underkaſte ſig Kongen ſamt hvorledes han lagde et godt Ord ind for nogle danſke og tydſke Handelsmænd, hvis Skibe juſt paa den Tid vare blevne opbragte, vil i det følgende nærmere blive berettet. Ikke længe efter Mødets Slutning ſynes han at have gjort ſig rejſefærdig. Kongen ſtillede en Tyveſesſe, to Skuder og en Fragtbyrding til hans Dispoſition under Gunnar Kongsfrændes Befaling. Ved Afſkeden gav Kongen Cardinalen og alle hans Mænd ſtore Gaver, ligeſom ogſaa Erkebiſkoppen, Lydbiſkopperne, Lendermændene og de ypperſte af de øvrige, der havde deeltaget i Mødet, rigeligt betænktes. Hvis man bogſtaveligt ſkal tro paa Sturla Thordsſøns Ord, hvor han i ſit Kvad om Kongen berører dette, vankede der Guld-Armringe og Smykker i Mængde, medens Kongen, ſom det heder: „ſad paa Gaveſtolen, uſkaanſom mod Guldet, og enhver fik, hvad hans Hjerte kunde forlange“. Det er iſandhed en Gaade, hvorledes Kongen kan have ſamlet Skatte, der ſatte ham iſtand til at beſtride alle disſe umaadelige Udgifter, iſær da der ikke tales det mindſte om overordentlige Paalæg eller forøvrigt findes Spor til, at der paa nogen ſkarpere Maade en ſædvanligt blev indſamlet Penge. Kongen ledſagede Cardinalen med alle ſine Skibe ud til Florevaag, hvor de ſagde hinanden det endelige Farvel med megen Kjærlighed paa begge Sider. Cardinalen agtede ſig nu, efter Beſtemmelſen, til Sverige, men Modvind gjorde Sørejſen temmelig langvarig. Han lod lægge ind til Stavanger, hvor han opholdt ſig i nogle Dage; derpaa fortſatte han Rejſen til Tunsberg, og fra Tunsberg til Oslo. Hvor han opholdt ſig, fortælles der, ordnede han de ham forebragte Sager. Saaledes have vi et Brev, udſtedt af ham i Oslo den 29de September, hvori han paalægger Biſkoppen i Oslo at forſvare Munkene i Hovedø Kloſter mod alle

  1. Matth. Pariſ. S. 504.