Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/54

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
40
Haakon Haakonssøn.

1248, sandsynligviis strax efter at Villjam selv var kommen tilbage til Curien. Men skjønt Paven her i almindelige Udtryk bekræftede alt hvad Cardinalen havde bestemt, navnlig om Fiskeri m. m. paa Helligdagene, undtog han dog udtrykkeligt de allerstørste Festdage. Derved synes altsaa Sagen egentlig at være bragt tilbage til det forrige Punkt, og Cardinalens velvillige Bestræbelse tilintetgjort. Vi se ogsaa den samme Paragraf i den ældre Frostathingslov, der handlede om Pave Alexanders Tilladelse til at fiske Sild paa Helligdage, med Undtagelse af de 20 største Helligdage, uforandret optagen i den Christenret, som Erkebiskop Jon under Kong Haakons Efterfølger udarbejdede og søgte at gjøre gjeldende[1]. Imidlertid maa dog en Lettelse være indtraadt for Bønderne i Sammenligning med den forrige Tingenes Orden. Maaske at Gejstligheden, før Cardinalens Ankomst, i sin Griskhed efter Indtægter endog bar tilsidesat Pave Alexanders Bestemmelse og krævet Bod for Helligbrøde, naar som helst der fiskedes paa Søn- eller Helligdage, endog udenfor hine store Højtider, saa at en udtrykkelig Opfriskelse af den Frihed, Pave Alexander tilstod, allerede i sig selv var en stor Velgjerning.

Overhoved bærer Cardinalens hele Fremtræden i Norge Præget af fornuftigt Maadehold og klog Iagttagen af Omstændighederne saavel som de Mænds Personlighed, med hvem han havde at bestille. Han fandt i Kongen en oplyst og forstandig Mand for sig, der oprigtigt var Kirken hengiven og undte den alt muligt godt, saa længe den holdt sig inden de tilbørlige Skranker, men som heller ikke bortgav en Tøddel af, hvad der efter hans bedste Overbeviisning og de da herskende statsretlige Begreber tilkom Kongemagten. Cardinalen skjønnede saaledes let, hvor vidt han torde gaa, og da det under de daværende Forhold ikke var raadeligt at forspilde en Konges Venskab, der ellers kunde vorde Kirken en god Støtte, spendte han ikke Buen højere, end den kunde taale, og drejede af i Tide, naar han merkede, at han var nær ved at gaa for vidt. Hans Nærværelse i Norge bidrog saaledes i høj Grad til at styrke Kongemagten og rodfæste Ideen om Kongens guddommelige Kald og absolute Magtfuldkommenhed.

Medens Cardinalen opholdt sig i Bergen, anraabte ogsaa Munkene i Holms Kloster ham om Hjelp i deres store Nød, da Erkebiskop Sigurd, som vi have seet, havde taget Klostret under sin Bestyrelse og ganske vilde opløse det paa Grund af deres foregivne Uverdighed og Uvidenhed. Cardinalen negtede dem ej sin Bistand. Han kjendte selv, sagde han, ikke det mindste til St. Benedicts Regel, og kunde derfor ikke afgjøre noget i Sagen, men raadede dem at henvende sig til Paven selv med yd-

  1. Jons Christenret, c. 30, 32. jvfr. ældre Frostathingslov II. 26.