Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/54

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
40
Haakon Haakonsſøn.

1248, ſandſynligviis ſtrax efter at Villjam ſelv var kommen tilbage til Curien. Men ſkjønt Paven her i almindelige Udtryk bekræftede alt hvad Cardinalen havde beſtemt, navnlig om Fiſkeri m. m. paa Helligdagene, undtog han dog udtrykkeligt de allerſtørſte Feſtdage. Derved ſynes altſaa Sagen egentlig at være bragt tilbage til det forrige Punkt, og Cardinalens velvillige Beſtræbelſe tilintetgjort. Vi ſe ogſaa den ſamme Paragraf i den ældre Froſtathingslov, der handlede om Pave Alexanders Tilladelſe til at fiſke Sild paa Helligdage, med Undtagelſe af de 20 ſtørſte Helligdage, uforandret optagen i den Chriſtenret, ſom Erkebiſkop Jon under Kong Haakons Efterfølger udarbejdede og ſøgte at gjøre gjeldende[1]. Imidlertid maa dog en Lettelſe være indtraadt for Bønderne i Sammenligning med den forrige Tingenes Orden. Maaſke at Gejſtligheden, før Cardinalens Ankomſt, i ſin Griſkhed efter Indtægter endog bar tilſideſat Pave Alexanders Beſtemmelſe og krævet Bod for Helligbrøde, naar ſom helſt der fiſkedes paa Søn- eller Helligdage, endog udenfor hine ſtore Højtider, ſaa at en udtrykkelig Opfriſkelſe af den Frihed, Pave Alexander tilſtod, allerede i ſig ſelv var en ſtor Velgjerning.

Overhoved bærer Cardinalens hele Fremtræden i Norge Præget af fornuftigt Maadehold og klog Iagttagen af Omſtændighederne ſaavel ſom de Mænds Perſonlighed, med hvem han havde at beſtille. Han fandt i Kongen en oplyſt og forſtandig Mand for ſig, der oprigtigt var Kirken hengiven og undte den alt muligt godt, ſaa længe den holdt ſig inden de tilbørlige Skranker, men ſom heller ikke bortgav en Tøddel af, hvad der efter hans bedſte Overbeviisning og de da herſkende ſtatsretlige Begreber tilkom Kongemagten. Cardinalen ſkjønnede ſaaledes let, hvor vidt han torde gaa, og da det under de daværende Forhold ikke var raadeligt at forſpilde en Konges Venſkab, der ellers kunde vorde Kirken en god Støtte, ſpendte han ikke Buen højere, end den kunde taale, og drejede af i Tide, naar han merkede, at han var nær ved at gaa for vidt. Hans Nærværelſe i Norge bidrog ſaaledes i høj Grad til at ſtyrke Kongemagten og rodfæſte Ideen om Kongens guddommelige Kald og abſolute Magtfuldkommenhed.

Medens Cardinalen opholdt ſig i Bergen, anraabte ogſaa Munkene i Holms Kloſter ham om Hjelp i deres ſtore Nød, da Erkebiſkop Sigurd, ſom vi have ſeet, havde taget Kloſtret under ſin Beſtyrelſe og ganſke vilde opløſe det paa Grund af deres foregivne Uverdighed og Uvidenhed. Cardinalen negtede dem ej ſin Biſtand. Han kjendte ſelv, ſagde han, ikke det mindſte til St. Benedicts Regel, og kunde derfor ikke afgjøre noget i Sagen, men raadede dem at henvende ſig til Paven ſelv med yd-

  1. Jons Chriſtenret, c. 30, 32. jvfr. ældre Froſtathingslov II. 26.