Kongen, Krænkelse af Rigsfreden og Vold mod Nonner, samt endelig med den Erklæring, at Cardinalen med Hensyn til disse og andre af ham for Norges Rige fastsatte Excommunicationsstraffe overdrager vedkommende Stiftsbiskop for bestandigt sin (eller egentlig den ham igjen af Paven forlenede) Fuldmagt, saaledes at enhver, der var forfalden i nogen saadan Bandstraf, men vilde omvende sig og gjøre Bod for sin Synd, kunde faa Absolution af Biskoppen i det Dioces, han tilhørte.
I det andet Brev af 17de August[1] bekjendtgjorde Cardinalen sine saakaldte „Retterbøder“ om Hø- og Kornbjergning samt Fiskeri paa Helligdage, og Forbud mod Underslæb af Kirkernes Indtægter, saaledes som det i det foregaaende er anført. Der findes ogsaa af dette Brev en norsk Oversættelse; denne er forsynet med en Intimation i Kongens Navn, hvorved han bringer de vigtige Bestemmelser til almindelig Kundskab og saaledes middelbart giver dem sin Bekræftelse[2]. En saadan Indledning findes ikke foran Oversættelsen af det foregaaende Brev, hvad enten den nu er udeladt i de Afskrifter, vi have tilbage, eller, hvad der er rimeligere, aldrig bar været tilføjet, da det egentlig ikke var Kongens Sag at kundgjøre eller bekræfte den Erklæring eller de Bestemmelser, som Brevet indeholder. Uagtet Paven havde givet Cardinalen udstrakt Fuldmagt, udkrævedes dog hans Bekræftelse med Hensyn til de vigtige Bestemmelser i Brevet af 17de August. En saadan paafulgte ogsaa under 7de September
- ↑ Norges gl. Love I. 453.
- ↑ Sammesteds S. 454. Intimationen lyder saaledes: „Haakon, af Guds Naade Norges Konge, Søn af Kong Haakon, sender Lendermænd og Lærde, Bønder og Bu-Thegner samt alle andre, der see eller høre dette Brev, Guds og sin Hilsen. Vi gjøre eder vitterligt, at disse Retterbøder gav Hr. Biskop Villjam, Pavens Legat, efter vor Bøn og for den almindelige Nødvendigheds Skyld, saaledes som hans Brev lyder, hvilket I nu kunne høre.“ Begyndelsen til Cardinalens Brev fortjener ogsaa at anføres i sin Heelhed „Villjam af Guds Naade Biskop af Sabina, det apostoliske Sædes Legat, hilset alle, der se dette Brev, i Jesu Christi Navn. Da vi i Egenskab af Legat befandt os i Norge, erfore vi blandt andre Plager, dette Rige lider – hvilke ere mange, da Landet er et Trængslens og Knaphedens Land, beliggende i de yderste beboede Dele af Jorden, som der staar skrevet“, et Menneske fød af en Kvinde lever en stakket Tid og mættes af Uro „– ogsaa Folkets Klage over at det merkeligt forulempes ifølge en i deres eget Sprog skreven, særegen Bog, der forbyder dem alt verdsligt Arbejde paa Festdage, endog under trængende Nødvendighed. Da der nu, saaledes som vi selv saa og af egen Erfaring om hiint Lands ublide Klima tydeligt overbeviiste os om, ligefra Midten af Juni til henimod Udgangen af August var uophørligt Regnvejr der i Landet, saa at man hverken kunde pløje eller saa bekvemmeligen, maaske med Undtagelse af fire eller fem Dage, der dog ikke fulgte umiddelbart paa hinanden, besluttede vi, bevægede af Folkets Venner, og med Prælaternes Samtykke, ligesom vi herved fastsætte“ o. s. v.
