Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/52

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
38
Haakon Haakonsſøn.

norſke Kirke; Island, der endnu ej hørte til „Norges Rige“, kommer ſaaledes her ej i Betragtning, og Spørgsmaalet med Henſyn til Patronatsretten paa hiin Ø maa følgelig bortfalde. Hvad Valgretten angaar, da har Cardinalen maaſkee kun holdt ſig til det formelle. Vi ville i det følgende ſe, hvorledes et Biſkopsvalg, der i Virkeligheden ſkede efter Kongens, og mod Gejſtlighedens Ønſke, dog ifølge Pavens Bud indrettedes ſaaledes, at der tilſyneladende ingen Spor fandtes af Kongens Indblanding, efterſom Erkebiſkoppen, hvem Valget tilfaldt, fik Befaling at vælge Kongens Candidat[1]. En ſaadan ydre Overholdelſe af Formerne var med den Lemfeldighed, hvormed Cardinalen ifølge ſin hemmelige Inſtrux nu gik frem, tilſtrækkelig. Men hans udtrykkelige Erklæring om at have fundet alt i ſin Rigtighed, affattet i ſvævende Udtryk, der meget godt kunde modtage en ſærdeles udvidende Fortolkning, var for Kirkens Repræſentanter et højſt værdifuldt Document, der med Tiden, naar Omſtændighederne vare gunſtige, kunde fremdrages og anvendes med ſtor Fordeel[2].

Cardinalen vedbliver ſaaledes i ſit Brev: „Hvorfor vi, paa Grund af alt dette, i en offentlig Prædiken formanede det hele Folk i Kongens, Erkebiſkoppens, Lydbiſkoppernes og de andre Prælaters Paahør, at derſom Nogen havde nogen Sag mod Erkebiſkoppen, ſkulde han henvende ſig til Paven eller hans Legat; havde han nogen Sag mod en Lydbiſkop, ſkulde han klage for Erkebiſkoppen, havde han Sag mod en anden Gejſtlig, ſkulde han henvende ſig til vedkommende Stiftsbiſkop. Rejſes der Søgsmaal mod en Lægmand om en gejſtlig Sag, ſkal Klage ſke for vedkommende Stiftsbiſkop; men opſtaar der Søgsmaal mod en Lægmand angaaende en verdslig Sag, da ſkal Sagſøgeren, hvad enten han er gejſtlig eller verdslig, forfølge Sagen for Kongen eller de af Kongen beſkikkede Dommere. Hvis nogen, foragtende nævnte Dommere eller Dom, voldelig forſøger, efter egen Myndighed og Vilje at trænge ſig ind i en andens Beſiddelſe af en urørlig Ting eller Rettighed, ſkal han være excommuniceret“. Dette er altſaa Cardinalens poſitive Beſtemmelſe om dette Punkt, den førſte, der er given i Norges Kirkeret Brevet ſlutter med den før omtalte Faſtſættelſe af Excommunication for Oprør mod

  1. Nemlig ved Beſættelſen af Hamars Biſkopsſtol efter Biſkop Peters Død 1259, ſee nedenfor.
  2. Jvfr. Keyſers n. Kirkehiſtorie I. S. 382, 383, hvor der fremſættes den Formodning, at dette Brev af Cardinalen har været et hemmeligt Document, nedlagt i Biſkoppernes Hænder til Brug for kommende Tider. I ſaa Fald maatte den Overſættelſe, hvorom der ovenfor er talt, have været forfattet ved Brevets Publication, og ej være ſamtidig med Udſtedelſen. Herimod ſynes dog flere indre Grunde at tale.