Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/51

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
37
1247. Cardinalens Beſtemmelſer paa Mødet i Bergen.

hende ſkulle have Patronatsret over dem, dog at denne Ret ingenlunde ſkal gaa over til Sønneſønnerne, men derimod tilfalde Stavangers Biſkop og Kirke, efterſom ſamme Kirke og Biſkop paa Transactionstiden var i fri og rolig Beſiddelſe deraf. Ligeledes fandt vi at Biſkoppernes og alle Prælaternes Valg ſkede frit, uden nogen Adſpørgelſe af Lægmænd, men alene ved de Gejſtlige, hvilke Valgretten efter de canoniſke Love tilkommer“. Af disſe Ytringer ſkulde man ved førſte Øjekaſt kunne ſlutte, at den norſke Kirke virkelig var befunden i fri Beſiddelſe af de tre væſentlige Rettigheder, hvorom der havde været ſaa megen Tviſt mellem den og Kronen, nemlig ſelvſtændig gejſtlig Jurisdiction, Patronatsretten, og den frie Valgret. Hvad Jurisdictionen angaar, da er det i det mindſte viſt, at Chriſtenretterne, ſaadanne ſom de endnu vare beſkafne, ikke udtalte det Princip, at Gejſtlige alene ſkulde ſvare for kirkelig Domſtol; navnlig gjordes der paa Island i ſaa Henſeende ingen væſentlig Forſkjel mellem Gejſtlige og Verdslige; Kirkens Fordringer med Henſyn til Patronatsretten vare, om end faktiſk anerkjendte i Norge, dog endnu ikke paa langt nær gjennemførte paa Island, og hvad Valgretten til Biſkopsſtolen angaar, da have vi baade ſeet, og ville i det følgende ſee Exempler paa, at Kongen fordrede en væſentlig Stemme med i Sagen. Men naar vi nærmere betragte Udtrykkene, ville vi dog finde, at de i Grunden neppe afvige ſaa meget fra den virkelige Tingenes Orden, ſom det lader til, eller at de maaſkee endog med Flid have været holdte ſvævende, fordi det nu ikke faldt Cardinalen belejligt at optage den gamle Tviſt fra nyt af. Naar der ſaaledes er Tale om den kirkelige Jurisdiction, ſiges der ikke reent ud, at Kirken var i anerkjendt fri Beſiddelſe deraf, men alene i fuld „Frihed med Henſyn dertil“. Nu kan det neppe betvivles, at Principet om den gejſtlige Jurisdiction ſom alle Gejſtliges rette Værnething allerede var faktiſk anerkjendt og overholdt i Norge, og dette var før Øjeblikket nok for Cardinalen, der, ſom vi ſtrax nedenfor ville ſe, ved denne Lejlighed ſelv gav den fornødne poſitive Beſtemmelſe desangaaende for Eftertiden. Man fandt det derfor heller ikke nødvendigt, i den norſke Overſættelſe af Cardinalens Brev, der upaatvivleligt er ſamtidigt affattet for at ledſage den latinſke Original, nøjagtigt at gjengive hine Udtryk; det heder her kun: „vi fandt den hellige Kirke i Norge at være i fuldkommen og fuldſtændig Fred, og at have al ſin Frihed (alt sitt frelsi) i alt hvad der tilkom den at have ſaavel fra Gejſtlighedens ſom fra Kronens Side“[1]. Fremdeles maa man med Henſyn baade til dette og til de tvende øvrige Punkter lægge Merke til, at her er kun Tale om „Norges Riges Kirke“, altſaa ikke om hele den

  1. Norges gl. Love I. S. 451.