hende skulle have Patronatsret over dem, dog at denne Ret ingenlunde skal gaa over til Sønnesønnerne, men derimod tilfalde Stavangers Biskop og Kirke, eftersom samme Kirke og Biskop paa Transactionstiden var i fri og rolig Besiddelse deraf. Ligeledes fandt vi at Biskoppernes og alle Prælaternes Valg skede frit, uden nogen Adspørgelse af Lægmænd, men alene ved de Gejstlige, hvilke Valgretten efter de canoniske Love tilkommer“. Af disse Ytringer skulde man ved første Øjekast kunne slutte, at den norske Kirke virkelig var befunden i fri Besiddelse af de tre væsentlige Rettigheder, hvorom der havde været saa megen Tvist mellem den og Kronen, nemlig selvstændig gejstlig Jurisdiction, Patronatsretten, og den frie Valgret. Hvad Jurisdictionen angaar, da er det i det mindste vist, at Christenretterne, saadanne som de endnu vare beskafne, ikke udtalte det Princip, at Gejstlige alene skulde svare for kirkelig Domstol; navnlig gjordes der paa Island i saa Henseende ingen væsentlig Forskjel mellem Gejstlige og Verdslige; Kirkens Fordringer med Hensyn til Patronatsretten vare, om end faktisk anerkjendte i Norge, dog endnu ikke paa langt nær gjennemførte paa Island, og hvad Valgretten til Biskopsstolen angaar, da have vi baade seet, og ville i det følgende see Exempler paa, at Kongen fordrede en væsentlig Stemme med i Sagen. Men naar vi nærmere betragte Udtrykkene, ville vi dog finde, at de i Grunden neppe afvige saa meget fra den virkelige Tingenes Orden, som det lader til, eller at de maaskee endog med Flid have været holdte svævende, fordi det nu ikke faldt Cardinalen belejligt at optage den gamle Tvist fra nyt af. Naar der saaledes er Tale om den kirkelige Jurisdiction, siges der ikke reent ud, at Kirken var i anerkjendt fri Besiddelse deraf, men alene i fuld „Frihed med Hensyn dertil“. Nu kan det neppe betvivles, at Principet om den gejstlige Jurisdiction som alle Gejstliges rette Værnething allerede var faktisk anerkjendt og overholdt i Norge, og dette var før Øjeblikket nok for Cardinalen, der, som vi strax nedenfor ville se, ved denne Lejlighed selv gav den fornødne positive Bestemmelse desangaaende for Eftertiden. Man fandt det derfor heller ikke nødvendigt, i den norske Oversættelse af Cardinalens Brev, der upaatvivleligt er samtidigt affattet for at ledsage den latinske Original, nøjagtigt at gjengive hine Udtryk; det heder her kun: „vi fandt den hellige Kirke i Norge at være i fuldkommen og fuldstændig Fred, og at have al sin Frihed (alt sitt frelsi) i alt hvad der tilkom den at have saavel fra Gejstlighedens som fra Kronens Side“[1]. Fremdeles maa man med Hensyn baade til dette og til de tvende øvrige Punkter lægge Merke til, at her er kun Tale om „Norges Riges Kirke“, altsaa ikke om hele den
- ↑ Norges gl. Love I. S. 451.
