klagede paany til Cardinalen, som forlangte at Chorsbrødrene skulde flytte hine Træskure et andetsteds hen. Chorsbrødrene bade dog om at Skurene maatte staa, imod at de forpligtede sig til, aldrig for Eftertiden at anvende dem til hiint Brug. Heri føjede Cardinalen dem, men satte for Sikkerheds Skyld Bans Straf for dem, der senere maatte overtræde Forpligtelsen. Derhos anmodede han i en særskilt Skrivelse Kongen selv om at paasee Forbudets Overholdelse, saa meget mere som det ogsaa var Dominicanernes Begravelsesplads, der paa den oven nævnte Viis vanhelligedes[1]. Man kan vel neppe tvivle paa, at Kongen har efterkommet denne Begjæring. Det er imidlertid let at indsee, at Stemningen mellem Dominicanerne og Chorsbrødrene ikke derved forbedredes, og vi ville i det følgende see nye Klager fremsatte af hine over disse[2].
Alle de Bestemmelser, som Cardinalen gav paa Rigsmødet, bekjendtgjorde han i Breve, udstedte under hans Haand og Segl. Navnlig sammenfattedes de almindelige Bestemmelser i tvende Breve, et af 16de og et andet af 17de August. Det første er især merkværdigt formedelst den Erklæring, som det i Intimationen indeholder[3]. „Da vi“, siger han, „fungerede som pavelig Legat i Norge for at prædike Guds Ord og krone Kongen, holdt vi paa et Møde, hvortil Erkebiskoppen, Lydbiskopperne, de øvrige Prælater og Klerker, saavel som Rigets Baroner (Lendermænd) vare samlede, mange offentlige Prædikener for og Samtaler med Kongen og alle de nys nævnte Mænd, hvorhos der blev forhandlet, ja endog disputeret mellem os om mange Punkter. Men efter at have overvejet alt, fandt vi Norges Riges Kirke i fuldkommen, rolig og fredelig Frihed med Hensyn til Jurisdictionen i alle aandelige Sager, mellem hvem der saa verserede Søgsmaal, og over alle Gejstlige, hvad enten der rejstes Søgsmaal mod dem i gejstligt eller i verdsligt Henseende, paa Grund af Forbrydelse eller Qvasi-Forbrydelse, af Contract eller Qvasi-Contract. Ligeledes fandt vi Norges Riges Kirke frit, ubeskaaret og fredeligt at besidde Patronatsretten i alle Kirker og Capeller, med Undtagelse af tre Capeller, hvorom der var Spørgsmaal mellem Norges Dronning og Biskoppen i Stavanger, og angaaende hvilke der for os blev truffet det Forlig, at Dronningen, saa længe hun lever, og hendes Sønner efter
- ↑ Villjams Breve af 13de og 15de August, Dipl. Norv. II. No. 7 og 8.
- ↑ Aarsagen, hvorfor der ikke ved denne Leilighed er Tale om Overlast mod Minoriterne, er vel hovedsagelig den, at Minoriterklostret i Bergen paa denne Tid neppe endnu var oprettet, ligesom det allerede forhen er omtalt, at Minoriternes Klostre saavel i Nidaros, som i Oslo og Bergen laa længere fra Domkirken, hvorved de saaledes ikke vare saa udsatte for hyppige Collisioner med Chorsbrødrene.
- ↑ Norges gl. Love, I. S. 450.
